Anmeldelse: The Curse of La Llorona

De forventelige tivoli-chok skal nok få sit publikum til at hoppe i sædet.

Når man går i biografen og vil skræmmes kan der være flere valgmuligheder. Psykologiske gys, klam horror og den creepy af slagsen, blot for at nævne et par stykker. Uanset om gyset kommer af at se en person blive sprættet op eller om at hoppe i sædet af jumpscares gør udslaget, findes der masser af film derude til begge publikummer. "The Curse of La Llorona" – eller "The Curse of the Weeping Woman", som titlen er visse steder i verden – hører til i sidste kategori, men bliver desværre aldrig rigtig uhyggelig eller tilfører nyt til genren.

Anna er alenemor med sine to børn. Som socialrådgiver tager hun sig af en sag, hvor en kvinde påstår, at hun bliver hjemsøgt. Anna tror ikke på Patricia i starten, men efter sidstnævntes to børn udsættes for en sær forbrydelse – og Annas egne børn begynder at opleve mærkværdige ting – viser der sig at være noget om snakken: Den onde ånd La Llorona er på spil. Og den grusomme ånd vil gøre alt for at tage børn fra deres mødre.

Malaysisk-fødte James Wan har vist sig at kunne håndtere mange genrer som instruktør og producer. Heriblandt thrilleren "Death Sentence", actionfilmen "Fast & Furious 7" og superhelte-eventyret "Aquaman". Passionen er dog horrorgenren. To store franchises i form af "Saw" og "The Conjuring" har set dagens lys, hvor sidstnævnte nu har et helt univers for sig selv. Med spin-offs til højre og venstre er vi nu med ugens premierefilm oppe på seks film i sidstnævnte univers. Dog ikke med Wan som instruktør, hvor debuterende Michael Chaves denne gang har fået det tvivlsomme ansvar.

Nu til dags er det nærmest mere reglen end undtagelsen, at film skal være med i en franchise. I Marvel Cinematic Universe-franchisen er det sådan, at indtil videre alle 21 film skal ses for at få hele historien med. Sådan er det heldigvis ikke med "The Conjuring"-universet. Filmene kan ses uafhængigt af hinanden, men underbygger hinanden i spin-offs og prequel med tråde her og der til hele universet. Det samme kan siges om "The Curse of La Llorona".

Sjette film i rækken er – ikke overraskende – helt klassisk jumpscare en masse. Scenerne spædes op, musikken skrues op, publikum afventer et spjættende gys. Musikken stopper, der sker ikke noget i første omgang – og bum, pludselig kommer det. Sådan er alle scenerne konsekvent over den sidste time opbygget. Ensformigt og kedeligt, mens historien ikke overraskende er uoriginal. Selv vores grædende og ondskabsfulde kvinde-ånd bliver aldrig rigtigt skræmmende. De forventelige tivoli-chok skal nok få sit publikum til at hoppe i sædet. At karaktererne træffer flere sædvanligt dumme beslutninger gør imidlertid, at det ikke kun er The Weeping Woman, der er grædefærdig over, hvor forbandet dårlig "The Curse of Llorona" er.

"The Curse of La Llorona" er endnu en samlebånds-horrorfilm. Marginalt bedre end sidste års "The Nun", der også var en del af "The Conjuring"-universet. James Wan stiler efter et kæmpe univers med tonsvis af okkulte horrorfilm, men originaliteten er nødt til at komme op til overfladen snart. For vi kører rundt i det samme igen og igen, og det bliver ensformigt og kedeligt. Enkelte vellykkede jumpscares gør ikke en god forårsgyser.

The Curse of La Llorona