Anmeldelse: The Daughter
Tilbage i 2011 opsatte den etablerede, australske teaterinstruktør Simon Stone en opdateret version af Henrik Ibsens "Vildanden" på de skrå brædder, hvor det straks høstede hæder og stor succes hos publikum og kritikere. Faktisk blev stykket så godt modtaget, at instruktøren efterfølgende blev tilbudt at oversætte det til det store lærred trods sin beskedne erfaring indenfor filmmediet. Det skulle han aldrig have sagt ja til.
Efter 15 års fravær vender Christian (Paul Schneider) tilbage til sin fødeby i anledning af sin velhavende fars (Geoffrey Rush) forestående bryllup. Den hjemvendte søn ligner en skygge af sig selv, og det bliver ikke bedre af, at han må se fortiden i øjnene. Under opholdet genopretter han kontakten med sin barndomsven Oliver (Ewen Leslie), som nu lever en simpel, men lykkelig tilværelse med sin kone og datter Hedvig (Odessa Young). Inden længe får Christian færten af en velbevaret hemmelighed, der truer med at slå revner i familieidyllen.
"The Daughter" vidner om, hvordan teater overført til film nemt kan udvikle sig til en dødssejler, hvis filmsprogets muligheder ikke udnyttes som en integreret del af fortællingen. På trods af kulissens stemningsfulde skovområde bærer Stones filmdebut præg af at have teaterblod i årene. Fremfor at bygge historien op omkring mantraet show, don't tell, får vi nemlig udpenslet alt, vi behøver at vide i klodset, ekspositionel dialog.
Præmissen om en mand, der vender hjem til sin fars familiefest med lig i lasten, minder på sin vis om "Festen". Men hvor Thomas Vinterbergs film fokuserede på konsekvenserne af en grusom familiehemmelighed allerede fra første akt, forsøger "The Daughter" at fremmane spænding af tilskuerens uvidenhed. Dette kunne for så vidt godt have fungeret, hvis hemmeligheden havde været svær at gennemskue. Så snart vi når lidt ind i filmen, står det imidlertid soleklart, hvad historien forsøger at holde skjult. Denne forudsigelighed bliver direkte punkterende for oplevelsen af klimaks og i sidste ende helhedsindtrykket.
Selvom manglen på overraskelser er svær at ignorere, bliver "The Daughter" trods alt holdt oppe af nuancerede skuespilpræstationer. Særligt sekstenårige Odessa Young er et fund i rollen som datteren Hedvig. Hendes portrættering af den oprørske teenager med livslysten i behold er flot afbalanceret og letter på den tunge grundtone. Af samme årsag fungerer filmen bedst i scenerne mellem far og datter. I beskrivelsen af deres indbyrdes kemi rammes en nerve, som vækker emotionel genklang. Særligt problematisk er det derfor også, at forholdet tæt mod slutningen tager en dramatisk drejning, der er helt ude af trit med, hvordan karaktererne er blevet etableret.
Med "The Daughter" forsøger Simon Stone med al tydelighed at fortælle os, hvor destruktive hemmeligheder og løgne kan være, hvis de håndteres uden omtanke – hvordan vores valg har evig betydning for vores fremtidige liv, og hvor nytteløst det forekommer at flygte fra egen fortid. Et universelt og evig interessant tema, som dog er set betydeligt skarpere udført før. Ligesom filmens påklistrede symbolik om anden med den sårede vinge, kommer "The Daughter" ganske enkelt aldrig op at flyve.