Anmeldelse: The Disaster Artist

Skabelsen af århundredets værste film skildres i årets mest middelmådige film

"Katastrofekunstner" er en rammende betegnelse for den legendariske filmmager Tommy Wiseau, for det er da en unik kunst at kunne begå en decideret katastrofal debutfilm som "The Room" (som Wiseau skrev, instruerede, finansierede og spillede hovedrollen i), der først flopper og slagtes af pressen, men som så udvikler sig til en kultfilm, der faktisk hyldes for dens grinagtige skavanker – fra debil dialog over fraværende logik til pinagtigt skuespil med Wiseau selv som største synder. I 2003 blev "The Room" totalt forbigået af Hollywoods biografgængere. I dag er Wiseau så forgudet, at han på sin hjemmeside kan sælge boxershorts med sit eget navn på. Metamorfose er et fattigt ord.

Skabelsen af "The Room" skildres nu i James Francos "The Disaster Artist", som tager afsæt i bogen af samme navn. En skiftevis humoristisk og hjerteskærende førstehåndsberetning om absurditeter og sønderknuste drømme i Hollywood, skrevet af skuespilleren Greg Sestero, der støbte et venskab med Wiseau på en skuespillerskole i San Francisco - og som samarbejdede med Wiseau foran og bag kameraet på "The Room".

Og apropos titler – da Franco i sin tid annoncerede sin filmatisering af Sesteros bog, døbte han filmen "The Masterpiece". Og dét er sigende, for selvom originaltitlen uden tvivl er læsset med ironi, så udstiller den filmens store hæmsko: at Franco er forgabt i Wiseau og hans ejendommelige makværk. Og det kan man jo godt forstå – der findes trods alt kun få komedier, der med fuldt overlæg udløser lige så mange latterbrøl, som Wiseaus fadæse gør helt utilsigtet. Men Franco, der både har instrueret og spiller hovedrollen i "The Disaster Artist" (meta-alarm!), lader desværre sin beundring stå i vejen for det nærgående drama og de dybdeborende karakterportrætter.

En filmatisering skal selvsagt bedømmes ud fra, hvor godt/skidt den fungerer som selvstændigt værk. Men filmens anderledes overfladiske skildring af "The Room"-produktionen og dens hovedaktører er mildest talt uheldig. Hvor Sestero eksempelvis blankt erkender i sin bog, at han som en ung, usikker mand accepterede en rolle i filmen af finansielle årsager og på bekostning af en allerede hyret kollega, er han i filmen blot en bøvet, blåøjet helgen, der (modsat den rigtige Sestero) tror på, at Wiseau er ved at lave en gedigen perle.

Og hvor Sestero også taler åbent om Wiseaus manipulation og tyrannisering af kollegaerne, så er instruktøren hér en sød, misforstået bamsebjørn, der blot glimtvis skændes med et uretfærdigt snerpet filmhold. Filmens centrale problem er ikke dens afvigelse fra bogens narrativ, men at den simpelthen skræller nærmest al substans af historien og karaktererne. Vi kommer aldrig ind under huden på dem eller deres bånd. Således ender Francos "The Disaster Artist" som en kønsløs kærlighedserklæring med karakterer, der faktisk er mindre mindeværdige end de stupide stereotyper i "The Room".

Men måske blev Francos hænder bagbundet af Wiseau. Sidstnævnte er notorisk for at retsforfølge snushaner, der forsøger at løfte sløret for hans sande væsen (Wiseaus nationalitet og alder er stadig sejlivede mysterier), og undervejs kunne jeg ikke undgå at mindes Francos langstrakte suk, når han i ældre interviews blev spurgt ind til Wiseaus relation til projektet. Den excentriske ener har selv sagt, at "The Disaster Artist" er 99.9% historisk korrekt, så han er tydeligvis tilfreds med Francos slutprodukt. Men blev den tilfredshed sikret på bekostning af kunstnerisk kant og frihed?

James Franco er dog superb i rollen som Wiseau – sjov, rørende og totalt troværdig og aldrig overgearet, når han gengiver Wiseaus grinagtige mimik og dialekt. James' lillebror, Dave, er til gengæld forglemmelig som Sestero. Med sine konstant skælvende læber og distraherende, haltende diktion understreger han, at der tydeligvis skal langt mere erfaring ind på skuespilkontoen, før han kan bære en film. Wiseau havde heller ikke megen erfaring, da han i sin tid skabte et af filmhistoriens allerstørste makværker trods hensigten om at lave en tidløs klassiker. Det værste, man kan sige om "The Disaster Artist", er, at den lander på et ludkedeligt mellemleje mellem de to yderpunkter.

Se også: Moovy TV går bag om "verdens værste film"!