Anmeldelse: The Dressmaker
Australske film er lidt af en mærkelig størrelse. Måske skyldes det, at de i høj grad ligner, men aldrig helt følger Hollywoods skabeloner, eller måske er det bare den australske accents markante "twang". Dog er der ingen tvivl om, at australske film – og især australske skuespillere – udgør en støt voksende andel af det internationale filmmarked. Med publikumssucceser inden for både store og små produktioner som f.eks. "Mad Max: Fury Road" og "The Babadook" kan man roligt sige, at australske film kan et eller andet unikt, når det kommer til deres fortællinger. Jocelyn Moorhouses "The Dressmaker" er akkurat sådan en film.
Kate Winslet, der er en af filmens få ikke-australske skuespillere, spiller Tilly, som i 1950'erne vender hjem til sin "outback" fødeby, Dungatar, efter at være blevet en succesfuld tøjdesigner i Paris. Hun blev tvangsforflyttet som tiårig og har rejst verden rundt, siden landsbyens mærkværdige indbyggere fandt hende skyldig i en lille drengs død. Hændelsen var så traumatiserende for hende, at hun fuldstændigt fortrængte den, samtidigt med at hun har følt en forbandelse over sig. Derfor vil hun nu opklare det mysterium, der ændrede hendes liv for altid, men også passe sin aldrende og lettere sindssyge mor, Molly (Judy Davis) – og selvfølgeligt sy nogle af de smukkeste kjoler, Dungatars indbyggere (og filmens publikum) nogensinde vil se.
"The Dressmaker" er fra begyndelsen ikke bange for at lege med forskellige filmgenrer og -konventioner. Ja, den vil nærmest sy så mange som muligt sammen. Mordmysteriet leder hurtigt til en både humoristisk og dødsensalvorlig fortælling om hævn, samtidigt med at en handling om potentiel kærlighed mellem Tilly og landsbyens muskelbundt Teddy (Liam Hemsworth) udfoldes. Den afsides, australske natur bruges ihærdigt til både at skabe helt unikke westernlignende konfrontationer mellem karaktererne og billeder af landlig idyl, og disse stiliseres yderligere ved brugen af de utallige, farverige kjoler, som det meste af byen hurtigt begynder at gå i.
Allerede fra første indstilling viser filmen, hvor æstetisk bevidst den er. Åbningsscenen er en vidunderlig indvævning af Tillys ankomst til Dungatar med betagende nærbilleder af selve de materialer (træ, jord og tekstil m.fl.), som gennemsyrer hele filmens visuelle udtryk. Filmens lydside er også velgennemført med smukke musikalske ledemotiver og melodier, der sømmer mange af de forskellige stilistiske træk i filmen. Klipningen udviser også tegn på denne sammenblanding, men omfavner den ikke nok. I stedet opstår skift meget pludseligt, især mellem scener, og dette hjælper ikke den i forvejen rodede præsentation af karaktererne.
Karaktererne, deres motivationer og indbyrdes forhold udviser nemlig ikke den tyngde, der skal til for at gøre dem troværdige nok i lyset af filmens konstante toneskift. Winslet spiller heldigvis suverænt og gør sit for at binde filmens ret forskellige elementer sammen – f.eks. den tydelige aldersforskel, der er mellem Tilly og hendes jævnaldrende. Davis og Hemsworth spiller også utroligt godt, men den store svaghed ligger i deres og de andres forhold til Tilly. Der er aldrig en helt god kemi imellem dem, mest af alt fordi de mange handlinger overdøver de få vigtigere scener. Kjolerne hjælper overraskende nok her, da de ud over at være en fornøjelse at se på er så fint præsenteret, at de ofte bringer noget af den manglende karakter frem. En karakter, der især væves godt ind i fortællingen, er – pun intended – Hugo Weaving, som siden "Ørkendronningen Priscilla" altid vil være skøn at se i drag.
Man siger, at hævnen er sød, og det er "The Dressmaker" også. Den er også sanselig, sjov, smuk og lidt af et sammensurium. Filmen er så at sige overdressed, hvilket måske er en del af den uafrystelige, australske charme, der gør, at den aldrig kan overgå en film som "Dogville", som den til en vis grad læner sig op ad. I stedet kan den gå i stik modsatte retning og omvendt Triers minimalisme præsentere en fjoget, australsk maksimalisme, der på farverig, smuk og humoristisk vis bringer de samme emner til sit publikum – omend ikke uden at gå op i et par syninger eller to.