Anmeldelse: The Fabelmans

Sobert familiedrama er et sentimental drama om Steven Spielbergs pæne opvækst.

Steven Spielberg. Nok det mest genkendelige instruktørnavn i filmhistorien. Om man er barn, midaldrende eller gammel, har man højst sandsynligt set mindst én film af den amerikanske instruktør. Fra "Dødens gab" over "Schindler’s liste" til "West Side Story" har Spielberg været meget omkring i sin karriere. Nu har han valgt at fortælle om den tid, der formede ham som den person, han er i dag.

 

Sammy Fabelman tager med sine forældre og ser Cecil. B. DeMilles "The Greatest Show on Earth". Den unge dreng tryllebindes fuldstændig og filminteressen fødes. Mor og far vil gerne støtte deres søn, men naturligvis kun som hobby. Der er vigtigere ting i livet end at lave film. Men Sammy holder fast. Op til teenagerårerne udvikler Sammy sig til at blive meget mere end, hvad nogen nogensinde havde drømt om. Ikke engang ham selv.

Kærligheden til filmmediet har præget Steven Spielberg siden de unge år. Hans første hjemmelavet film viste et buldrende modeltog, som kørte af sporet. En scene taget direkte ud af DeMilles film og som har fulgt instruktøren hele livet. Livet er fuldt af buldrende toge. Nogle gange falder man af sporet og fejler. andre gange når man hele vejen rundt på ruten. Spielberg har oplevet både op og nedture i sin karriere, men passionen har altid været der. Og han springer altid ombord igen.

"The Fabelmans" er ikke kun dannelsesfortællingen om den succesfulde instruktørs opvækst. Den er også historien om familielivet bag og et portræt af hans forældre. Som nok udviste stor kærlighed udadtil, men havde deres dæmoner at kæmpe med. Især Mitzi, Sammys mor, slås med en tilværelse, som hun har svært ved at finde sig til rette i. Hun opgav karrieren som pianist for at være der for sin familie. Selvfølgelig vil hun gøre alt for hendes børn, men driften for kunsten følger hende stadig.

Michelle Williams, som fortjent blev nomineret til en Oscar for rollen, spiller Mitzi med utrolig indlevelse og en dosis melankoli. Især i en scene, som kun akkompagneres af John Williams minimalistiske musik, viser hun, hvad hun kan spille. Kun ved hendes ansigtsmimik. Man kan ikke undgå at knibe en tåre eller to. Paul Dano gør det også godt som Sammys far. Hård og standhaftig, men selvfølgeligt med et hjerte af guld. Judd Hirsch giver den for fulde fem i den ene scene, han er med og er fuldstændig medrivende med en velskreven monolog. Og så er der Gabriel Labelle, som spiller den unge udgave af Spielbergs alter ego, Sammy. Han udviser fint skuespil og især i beskrivelsen af en ung mands teenageår er han skøn at følge. Den første kærlighed, mobberiet og alt det andet, man oplever i ungdomsårerne fremstilles rigtig fint. Manuskriptet er skrevet af Spielberg selv og Tony Kushner. Der er intet nyt  under solen. Det er et sobert og meget pænt familiedrama. Det, som gør filmen mere levende, er alle de små referencer til mesterens film. De unge drenge på cykler, som i "E.T.". De intense slåskampe, som Spielberg har været god til at instruere. Og sentimaliteten, som altid har præget hans film, er alle at finde rundt omkring i historien om Sammy Fabelman og hans familie.

Med "The Fabelmans" har Steven Spielberg skabt et smukt og rørende familieportræt om hans egen opvækst. Hvis man regner med en trin for trin fortælling om den Oscar-vindende instruktørs CV, bliver man slemt skuffet. Til gengæld får man en fortælling, selvom den ikke når de høje vider, er sobert og habilt håndværk. De små referencer til Spielbergs film vinder stort og skuespillet, især fra Michelle Williams side, er værd at være vidne til. Og så byder slutningen på en fantastisk cameo, som ikke skal afsløres her. Der har været bump på vejen, men Steven Spielberg har altid rejst sig og kommet videre. Sådan har det været, siden den første 8 mm filmstrimmel kørte ud. Og sådan vil det altid være.

The Fabelmans