Anmeldelse: The First Monday in May

Grænserne mellem kunst, håndværk og brugsgenstande har siden Dada-bevægelsen og Warhols indtog i starten og midten af 1900-tallet været udvisket. Definitionen af kunst er derfor ikke entydig og bliver gang på gang taget op til debat. I "The First Monday in May" er hovedspørgsmålet, hvorvidt mode kan være kunst, og designere derved kan betragtes som kunstnere på lige fod med f.eks. Michelangelo, Rubens, Van Gogh og Picasso.

Udgangspunktet for "The First Monday in May" er åbningen af årets modeudstillingen på The Metropolitan Museum of Art, "China: Through The Looking Glass". Åbningen, der hvert år ligger den første mandag i maj, indvies med et indsamlingsarrangement for Kostumeinstituttet kaldet "The Met Gala". Til arrangementet møder særligt inviterede berømtheder op fra politik til reality. Dokumentaren, der er instrueret af Andrew Rossi ("Ivory Tower"), fokuserer dog ikke kun på denne ene event, men følger al planlægning og forhandlinger, der går forud for modeudstillingen og gallafesten. Hovedperson er derfor den karismatiske kurator Andrew Bolton, der med hjælp fra den benhårde Vogue-redaktør Anna Wintour forsøger at sætte en udstilling op omkring Kinas indflydelse på modeverdenen.

"The First Monday in May" giver et helt unikt indblik i, hvor meget det kræver at sætte så stor en udstilling op. Her både i form af alt det praktiske og samarbejdet mellem de forskellige institutter samt problematikkerne ved at lade Vesten fortolke en ikke-vestlig kultur. I kontrast til dette vises udfordringerne ved at holde et intimt gallaarrangement for kendte med nykker, krav og høje forventninger. Kontrasten bidrager således til temaet om blanding af fin- og populærkultur samt sammensmeltningen af forskellige kunstarter. Udstillingen viser selv denne overlapning ved at blande tøj og kostumer med kunstartefakter og film, præsenteret i specielt designede stemningsrum.

Handlingsforløbet i filmen fortælles ikke kun gennem det opmærksomme kamera og diverse interviews, men i høj grad også gennem klipningen. Eksempelvis når der klippes mellem Karl Lagerfeld, der fastholder, at designere ikke er kunstnere, til Bolton, der betegner Lagerfeld som en af de største kunstnere nogensinde. Eller når der klippes fra introduktionen af den kyniske kinesiske dragedame til et nærbillede af Wintour. Forhandlingerne og debatterne bliver også mere nervepirrende via klipningen, mens de smukke montager giver ekstra sanselig ro.

Nogle vil mene, at det ikke er det helt store drama, der bliver portrætteret her, men det er fuldstændig ligegyldigt, da der bliver serveret så meget andet. Ud over det fantastiske ved at følge disse professionelle genier arbejde samt få lov til at være vidne til private og intime forløb er filmen i sig selv et visuelt kunstværk. Hvert enkelt frame er en fryd for øjet. Selvfølgelig lettes opgaven, når det er storslåede couture-kjoler og kunstgenstande, der skal vises, med et af verdens smukkeste museer som kulisse, men det er ikke kun dét, der gør det. Et velvalgt brug af kamerabevægelser med rolige panoreringer og hurtige tilt kombineret med slowmotion gør det dragende og indbydende. Farverne er fyldige uden at være for kontrastfyldte, hvilket giver den rette intensitet og stemning. Kompositionsmæssigt er der ikke en finger at sætte, så selv et nærbillede af en boremaskine eller opsætning af en projektor bliver æstetisk smukt og interessant at se på.

Gennem hele filmen bliver der stillet spørgsmålstegn ved tøjets berettigelse på et kunstmuseum, men efter at have set denne dokumentar, kan ingen da være i tvivl om de kunstværker, moden gemmer på.