Anmeldelse: The Florida Project

Det er et problem, når den realistiske del af en film bliver så tro mod virkeligheden, at tilskueren begynder at bede til, at de sociale myndigheder endelig vil dukke op.

Instruktøren af "The Florida Project", Sean Baker, har altid været god til at give et indblik i Amerikas lavere sociale klasse. De mennesker, vores blik helst er foruden, og som sommetider er svære at holde af, bliver givet et gran af medmenneskelighed og varme under hans detaljerede og ofte mesterlige instruktion. I "The Florida Project" handler det denne gang om uregerlige børn i et motel i Orlando, Florida, og for første gang i Bakers karriere må det siges, at han ikke kan levere nok varme til at holde af størstedelen af beboerne.

Disneyland huserer i baggrunden, mens fattigdommen regerer på et motel i en af Floridas mest triste byer (udenfor Disneyland, forstås). Her styrer bestyreren Bobby den daglige trummerum, der ofte forstyrres af den enlige mor Halley og hendes datter, Moonee. Moonee er ingen engel og bruger det meste af sin skoleløse dag med at rende rundt med sine venner og forstyrre de andre beboere med mobning, ildebrande, spytklatter, og hvad der ellers kan findes på, mens Halley prøver at få dagligdagen til at hænge sammen ved at skændes med Bobby, sælge illegale varer til rige turister og ryge sig skæv.

Ofte må det tænkes, om "The Florida Project" ville have fungeret bedre som en dokumentar og ikke en spillefilm, hvor en historie lettere kan manipuleres, for en stor portion af "The Florida Project" ender med at være ganske ubærlig at se på grund af pigen Moonee og hendes venner. Det er svært at vende ryggen til nogle af samfundets laveste, men selv den mest tolerante og næstekærlige menneskeelsker ville have svært ved at finde et eneste formildende punkt ved den ganske enkelt rædselsfulde pige og hendes mor, der skal bære størstedelen af filmen.

Det er et problem, når den realistiske del af en film bliver så tro mod virkeligheden, at tilskueren begynder at bede til, at de sociale myndigheder endelig vil dukke op og få dette skrigende, uintelligente vanvid til at ophøre. Er dette meningen? Måske. Men der skulle gerne være et gran af sympati rettet mod vores hovedpersoner og håb om, at det vil gå dem godt trods alt, så vi kan være engagerede i handlingen i stedet for at blive blændet af antipati, der overskygger alt andet. Med andre, mere direkte ord er Moonee og hendes mor så frygtelige mennesker, at der ikke er et eneste tidspunkt i "The Florida Project", hvor man kan ane den mindste flig af godhed eller medfølelse i dem.

Anderledes interessant og medrivende bliver det, når andre karakterer er i fokus. Når filmen centrerer omkring Bobby og motellets andre beboere, er det igen vedrørende. Der er en anden forståelse for de andre menneskers situation, når de kæmper med dagligdagen og laver fejltagelser overfor hinanden og sig selv. At få et indblik i deres liv giver den empati, der savnes, når det gælder Moonee og mor, hvor trangen til deres forsvinden kun bliver større med hvert minut. Især hvis man har en lav tolerance overfor børneskrig, som "The Florida Project" i øvrigt er fyldt til randen med.

Der er absolut ingen formildende omstændigheder, der gør vores hovedkarakterer hverken elskelige eller mulige at relatere til, som ellers burde være pointen med en film som "The Florida Project", som det var det i Bakers tidligere værker. Var "The Florida Project" en vellykket film, ville den være med til at formidle både skønheden i det grimme eller det gode i de mennesker, de højere lag plejer at fordømme. "The Florida Project" scorer måske høje point, når det gælder realisme, men det eneste, vi bliver ladt tilbage med i de (endelig) stille rulletekster, er en intens forståelse for, hvorfor disse mennesker er landet, hvor de er.

The Florida Project

Kommentarer

The Florida Project

  • 0

    Wow, for en gang skyld er vi rygende uenige frk. Parbo! De to (mor og datter), er ikke usympatiske, blot ufungerende og kæmpende, desperate udsatte i underklassens USA. Moren er måske lidt særlig, men datteren, (som spilles af den charmerende pige med det vilde navn Brooklyn Prince), er jo blot som børn der keder sig med hinanden uden rammer er. 

    Stærk og særlig rørende smuk, samt virkelig sød film..

    Martinio07 1-03-18 00:12

  • ★★★1

    Jeg kan delvist godt følge Nadia, der filmen i den grad mangler nuancer. Jeg synes dog ikke, at personerne skildres direkte usympatisk, og jeg ender ikke med en såkaldt intens forståelse af, hvorfor de er endt, hvor de er. Det er faktisk den del, jeg føler er mest unuanceret. Filmen gennemfører dog alligevel en række solide pointer glimrende, og denne til tider virkelig smuk og realismen er også en stor fordel. Fin film der bestemt er værd at se.

    David Lund 1-03-18 07:12

  • 1

    Har vi set den samme film? Nok blev jeg forarget over flere af mor og datters handlinger, men jeg blev aldrig forarget over deres karakterer. At kalde dem for decideret frygtelige mennesker, synes jeg er komplet at ignorere flere af de fine detaljer, som Baker lægger ind i historien om disse mennesker, der (som også påpeget af Martinio07) jo i høj grad er et resultat af deres miljø og omgivelser; særligt hvad angår Monee. Hendes mor er desuden så langt fra endimensionelt frygtelig, da jeg i hvert fald i den grad følte en næsten ubrydelig kærlighed til datteren; det formår moren nok blot kun at udtrykke på måder, der måske kan virke fjerne fra vores trygge, danske boble. I øvrigt synes jeg, at Brooklyn Prince spiller helt forrygende som Monee, der føles som et rigtigt barn, og ja det indebærer højt energiniveau, skrig og deslige; dette gør kun, at jeg sad med en endnu større klump i halsen til sidst. Jeg synes, at der er tale om en smuk film om et meget grimt emne.

    Men heldigvis ser vi jo alle film forskellige, så tak for anmeldelsen og perspektivet! :-)

    nclka1990 1-03-18 07:42

  • ★★★0

    Jeg er ikke enig i anmelderens vurdering af Moonee og hendes mor. Som andre har påpeget, så mærkede jeg et stærkt kærligt forhold mellem dem, selvom at de ikke udtrykker det konventionelt og ofte på ret usunde måder.

    Bortset fra det, så er jeg ikke helt oppe at ringe, som mange andre anmeldere er. Jeg havde det meget lignende med Sean Bakers forrige film "Tangerine". Jeg kan godt lide hans film og jeg føler mig i ganske godt selskab med hans karakterer, men det rører mig bare ikke særligt dybt. Jeg kommer aldrig helt under huden på hans karakterer, og bliver aldrig helt grebet af hans filmsprog. "The Florida Project" er en smule bedre og mere helstøbt end "Tangerine", og jeg vil bestemt kalde det en seværdig film. Især Willem Dafoe er en nydelse. Det er en 7/10-film hos mig.

    Kruse 1-03-18 11:21

  • ★★★0

    Jeg må også erklære mig helt uenig med anmeldelsen. Og jeg synes på ingen måde, man kan bruge ordet rædselsfuld om en person på Moonees alder. Hun agere blot som de voksne omkring hende. Om noget er det en historie om, hvordan et barn bliver formet af sine omgivelser - og dog stadig forbliver et barn.

    Jeg synes den plotløse handling fungerer, fordi filmen ligesom flyder i et tilpas højt tempo. 

    8/10 herfra

    Guldager 2-05-18 21:51

Log ind for at deltage i diskussionen