Anmeldelse: The Gift

Home invasion-film, hvor psykopater og klamme stoddere invaderer lykkelige familiers privatliv, er uhyre populære for tiden. "The Gift" er groft sagt endnu en film til samlingen. For i sin instruktørdebut har den australske skuespiller Joel Edgerton ("Warrior", "Exodus: Gods and Kings") benyttet sig af alle genrens konventioner. Det lyder måske som en advarsel, men det er det ikke. Tværtimod synes jeg, du skal tage ind at se "The Gift" i biografen. Lad mig forklare hvorfor.

 

Det er ikke filmens lykkelige par, som er biografbilletten værd. For Simon (Jason Bateman) og Robyn (Rebecca Hall) ligner til forveksling alle andre amerikanske ægtepar på film. Mens Simon har en forglemmelig stilling i et kønsløst firma, er Robyn selvstændig designer. Sammen flytter de til Los Angeles med store forhåbninger for fremtiden. Som forventet varer flytteeuforien ikke ved. For da det lykkelige par støder på Simons tidligere klassekammerat, Gordo (Joel Edgerton), klæber han sig til dem som en blodtørstig flåt. Både i tide og utide dukker han op på parrets ejendom med gaver, som de langt hellere ville være foruden.

Derfor beder de Gordo om at holde sig langt væk. Forståeligt nok, eftersom han med sit gedebukkeskæg, sin ørering og asociale væremåde bestemt ikke kan karakteriseres som en hyggespreder. Robyn, der arbejder hjemme, får dog hurtigt en mistanke om, at Gordo har ignoreret deres ellers utvetydige budskab. Dørene smækker, vandet løber, og deres hund forsvinder. For at få styr på sin paranoia vælger Robyn, som alle andre skræmte kvinder i thrillere, at ty til lange brusebade og løbeture. Hvorfor hun ikke først vælger at installere et sikkerhedssystem i hjemmet, må guderne vide.

 

Hvordan kan det så være, at "The Gift", trods de mange klichéer, alligevel er anbefalelsesværdig? Svaret er sådan set enkelt: Godt håndværk. Joel Edgerton er formidabel til at iscenesætte en stemning af konstant uro. Særligt den subtile underlægningsmusik og det dvælende kamera, som får det arkitekttegnede hus' store vinduer til at se overordentligt sårbare ud, er værd at fremhæve. At Edgerton ikke ofrer den utrygge stemning for billige gys, men i stedet vælger sine chok med omhu, er ligeledes prisværdigt.

I filmens anden halvdel viser det sig endda, at manuskriptet er mere smart end først antaget. Her går filmen i dybden med de tre hovedkarakterer, som man lige så stille lærer bedre at kende. Særligt Simon, der oprindeligt fremstår som en noget poleret ægtemand, får tilføjet en ekstra, tankevækkende dimension. Her beviser Bateman, at hans talent på ingen måde er begrænset til komediefilm.

 

"The Gift" er dog først og fremmest Joel Edgertons film. Ved både at skrive, instruere, producere og spille en hovedrolle i filmen beviser den australske stjerne, at han er et multitalent ud over det sædvanlige. Ganske vist er manuskriptet mere end rigeligt klichéfyldt, men når eksekveringen er så overbevisende, som det er tilfældet, er det let tilgivet. Edgerton har i sin debut som instruktør lavet en thriller, der er urovækkende på den helt rigtige måde.