Anmeldelse: The Green Knight

Filmatisering af legendarisk ridderdigt er en hypnotisk indre rejse.

Ridderfortællinger er ikke blot fortællinger om riddere. Fra ridderromaner som Chétien de Troyes’ "Løveridderen" til Cervantes’ "Don Quijote", den første bog betragtes af visse litteraturteoretikere som den første egentlige moderne roman, til Wolfram von Eschenbachs "Parzival", der senere blev til Wagners opera "Parsifal". Undergenrerne er mangfoldige, og har præget både litteratur og popkultur siden Middelalderen. Netop "Parzival", og Chétien de Troyes for den sags skyld, har en forbindelse til den nutidigt mest kendte og udbredte ridderlegende af dem alle: Kong Arthur og ridderne af det runde bord. Blandt de riddere er Sir Gawain, Arthurs nevø, der er hovedpersonen i ridderdigtet "Sir Gawain og den grønne ridder". Beretningen om Sir Gawains møde med Den grønne ridder er blevet analyseret og fortolket i flere hundrede år, endda også genoversat af Tolkien, og er i sig selv omgærdet af udødelig mystik. Dén mystik er forsøgt genskabt på film en håndfuld gange uden held. Eventyrligt nok lykkedes det denne gang.

Præmissen er ellers af den slags, der kan stå på bagsiden af et frimærke. En juleaften i Camelot, inviteres Gawain (Dev Patel) til hof hos sin onkel, Kong Arthur (Sean Harris). Hyggeligt som det er, afbrydes selskabet af en mystisk rytter med en kæmpe økse: Den grønne ridder (Ralph Ineson). Det overnaturlige væsen stiller en udfordring til ridderne: vind øksen, ved at ramme ham med ét hug, mod at det skal gentages i ridderens kapel ét år senere. Gawain tager imod udfordringen og hugger hovedet af den ubudne gæst. Dog er det ikke nok til at nedlægge den grønne skabning, der tager sit hoved og rider væk, mens belønningen efterlades. Et år senere opfylder nu Sir Gawain sit løfte og begiver sig usikkert mod Det grønne kapel.   

Hvad der sker derfra er indhyllet i tåger. Bogstaveligt talt, metafysik og symbolsk. Flig af referencer og antydninger af betydninger, som måske slet ikke er det. For vores helts meditative færd er alt andet end lige en klassisk dannelsesrejse. Hvad præcis det kunne være er ikke tydeligt og forsøger aldrig at være det. Det er op til dig. "The Green Knight" indkapsler på forunderligt dragende vis originaltekstens egentlig eventyr: ens egen indre fortolkningsrejse. 

På én og samme tid sanseligt overvældende og forbandet fabulerende. Alt vendes på hovedet og hugges af, når instruktør og manuskriptforfatter David Lowery imødekommer et af litteraturhistoriens allerstørste mysterier og gør det til allemandseje. I den forstand, at "The Green Knight" gøres til ens helt egen historie, alt efter, hvilken vinkel den ses fra. Opfattelsen af noget så fortællemæssigt fundamentalt som heltens rejse forvandles til en komplet åben bog for fortolkning, når motiver og symboler muterer i alverdens retninger. Som kviksølv, der ikke er til at fastholde, men som fængsler i sælsom poesi, der ikke nødvendigvis giver mening i første omgang. Og sikkert heller ikke efter flere gensyn. 

Lyder det hipster-prætentiøst og selvoptaget? For ja, den følelse kan David Lowery også fremprovokere, som amerikaneren gjorde det med den sagte indiefilm "A Ghost Story". Svælgende og absurd, når Sir Gawain ikke opfører sig særligt ridderligt, for han leder ikke beskueren i en bestemt retning. Heller ikke, når der er optræk til kampsekvenser, skurkeopgør eller ridderromancer, der flyder over i alt andet, end det der forventes. For "The Green Knight" er en sammensat metafor. Af den slags, der kræver fordybelse og refleksion. De levende billeder skal læses som et nedskrevet folkeeventyr i ordets rette betydning, i al dens magi og flygtighed, der kan tolkes på. Gang på gang. Beundre filmen for sin altopslugende atmosfære, Andrew Droz Palermos eventyrlige billeder og David Harts drømmende underlægningsmusik. Eller måske bare lytte åbent og opmærksomt, som sad man rundt om et lejrbål og fik beretningen fortalt. For det er sådan, at man får allermest ud af en overrumplende nyfortolkning af den knapt 700 år gamle fortælling. Vel vidende, at der formentlig er andre fortolkninger ved kommende gensyn. De kvaliteter kendetegner et mesterværk eller kultklassiker i svøb. Det er præcis hvad Lowery potentielt har begået her.   

Hypnotisk og dragende kaster David Lowery sig over den umulige opgave: At filmatisere ridderdigtet "Sir Gawain og den grønne ridder" fra 1400-tallet meningsfuldt og i originalværkets ånd. Eller, meningsfuldt er måske så meget sagt, hvis der forventes en klassisk ridderfilm med masser af middelalderslag og selvbevidste genrekonventioner. "The Green Knight" er noget så unik som et indadvendt eventyr på film, hvor oplevelse og fortolkning er lagt helt over til publikum i den filmiske fortolkning af middelaldersymbolik. En metarefleksion over heltens rejse som narrativ form i vekselvirkning med publikums forståelse af den. Udfordringen hér er naturligvis, hvorvidt dén oplevelse fremstår gakket prætentiøs, gal eller genial. Nok lidt af alle tre dele.