Anmeldelse: The Harder They Fall (Netflix)

Western-serie emmer af kærlighed til genren med spændingsfyldte skuddueller og barsk håndgemæng.

Til trods for at western-genren ikke har været den mest populære genre i det 21. århundrede, synes den aldrig at dø helt ud. Med kamera på pakæslet og manuskripter så dødbringende som seksløberen i hylstret har filmskabere som Quentin Tarantino og Coen-brødrene gjort deres for at holde liv i den ærkeamerikanske filmgenre, med henholdsvis "Django Unchained" og genindspilningen af "True Grit". Så sent som i 2020 udkom Paul Greengrass’ dybfølte "News of the World", der pakkede volden væk og skruede op for eksistentialistiske dilemmaer. Med "The Harder They Fall" skriger instruktøren Jeymes Samuel, "Æd mit støv, Greengrass," mens der hastigt blæses forbi med blod, vold og skuddueller i hæsblæsende hævndrama.

Efter lovløse Nat Love så sine forældre blive slået ihjel foran sine øjne som 10-årig, har han svoret, der skal gøre en ende på den skyldige. Rufus Buck er synderen, og da han løslades fra fængsel, ser Nat Love og slæng deres mulighed for god, gammeldags hævn. Men vejen dertil er ikke lige så nem som den lyder. Buck har nemlig sin egen brogede besætning af skydegale lovløse, der skal lade livet, før han selv må kigge ind i seksløberens øje.

På én og samme tid er denne revisionistiske western utrolig gammeldags og forfriskende ny. Stjerner som Jonathan Majors, Delroy Lindo og LaKeith Stanfield pryder skærmen med charme og karisma. Hos skurkene rider Regina King side om side med Idris Elba, som den frygtindgydende Rufus Buck. Hævn som motivationsfaktor er gammelt nyt. Men en fortælling ledt an, fortalt af og om sorte mennesker i en western-setting, uden slavehistorie i baggrunden, er et friskt pust.

Med sådan et stærkt cast, fordelt mellem de onde og de mindre onde, er det uundgåeligt, at nogle skinner mere end andre. Jonathan Majors ses i rollen som hævnsøgende Nat Love, og som i "Lovecraft Country" besidder han en tryllebindende medmenneskelighed. Han får dog stærkt modspil af LaKeith Stanfields Cherokee Bill, der er en omvandrende anti-western-trope, som stjæler hver scene, han er i. Desværre i sådan en grad at birollerne ikke kan følge med. På filmens 130 minutter kan der ikke ses bort fra en håndfuld mindre vellykkede scener, men vi er ikke milevidt fra excentriske, idiosynkratiske personager, som findes hos Tarantino. 

Og "Django Unchained"-instruktøren er måske et godt udgangspunkt for, hvad "The Harder They Fall" er for en størrelse. Hvor Tarantino skruede helt op for blaxploitation, trækker instruktør Jeymes Samuel de tunge slavetematikker et niveau eller to ned. Intentionen synes at være, at skabe et parallelunivers til de pistolsvingende slyngler fra Sam Peckinpahs ultra-voldelige "Den vilde bande". Et univers, hvor sorte ikke skal defineres af undertrykkelsesfortællinger. Persongalleriet i Samuels film er på én og samme tid nye versioner af velkendte western-karakterer, men skabt med individualitet — uden at plagiere stjerner som John Wayne og Clint Eastwood.

Dog forekommer der et savn efter noget mere, for "The Harder They Fall" falder en tand igennem mod slutningen. Den nok så moderne western-film forbliver et banalt hævndrama med ét enkelt plot twist og med nye, om end velkomne, ansigter på skærmen. Selvom der er en overflod af stil og personlighed, kan Jeymes Samuel ikke hamle op med Tarantinos velskrevede karakterer og dialog, som instruktøren her unægteligt har skævet til. Uanset hvad, er det en fornøjelse med en original western i 2021 — med massevis af skudmord.