Anmeldelse: The High Note

Feel good-musikfilm spiller overraskende velorkestreret på alle tangenter.

Musikfilm, hvad end de er baseret på en superstjernes liv eller udforsker en fiktiv retning, kan sjældent frasige sig sin andel af klichéer. Groft sagt er der ofte hverken de store overraskelser eller den slags konflikter, der gør det hele rigtigt spændende eller uforudsigeligt. Mindre kan nu også gøre det. Måske med et oplagt persongalleri og veldrejet manuskript, der får overraskende meget ud af meget lidt. "The High Note" er én af de overraskelser.

Maggie (Dakota Johnson) går med producentdrømme og har i tre år kæmpet for at få erfaring i musikbranchen. Men i stedet for rent faktisk at lave musik arbejder hun som personlig assistent for den krukkede superstjerne Grace Davis (Tracee Ellis Ross). Og selvfølgelig opstår muligheden lige pludselig, da Maggie tilfældigvis falder over folkpop-guitarhelten David (Kelvin Harrison Jr.). Et ungt lovende talent, der på flere måder antænder julelys i øjnene på Maggie. Men ingen roser uden torne, og heltinden skal på sin rejse møde modgang. For hun udfordres gevaldigt af sin kalender, sin krævende arbejdsgiver og dennes producent (Ice Cube) – og ikke mindst en spirende forelskelse. Og dette i David, af alle labre "rockstjerne i svøb"-mænd i byen.

Alt er genkendeligt ved historien, og hvis ovenstående resumé får tæerne til at knække i skoene, kan jeg ikke bebrejde dig. Men tro det eller lad være, så er "The High Note" en velsmurt historie med de alle vante ingredienser. Af den slags, der balancerer mellem diskret parodi og genrebevidsthed. Det gøres helt igennem fornøjeligt, charmerende og letfordøjeligt. Endda med et snu twist, enhver burde have set komme.

Sex, drugs and rock'n'roll er der for så vidt ikke meget af i pæne "The High Note". Vi pussenusses gennem historien som kattekillinger i et vattæppe. Den smule uretfærdighed, Maggie skal igennem – der overvejende er hendes egen skyld – rammer lige så blødt som en mor, der forsøger at skælde ud på sin pludrende baby. Lige så afvæbnende lykkes det instruktør Nisha Ganatra og manuskriptforfatter Flora Greeson at skrue op for det, der virker, i en på papiret generisk genrefilm. Frisk og morsom, skåret til med skarp ping-pong-dialog og narrativ dynamik. Makkerparret gjorde det samme med den solide komedie "Late Night" fra 2019. Det kunne være rigtigt spændende at se, hvad de kan med en mere kompleks grundfortælling fremover.

Temaet om berømmelsens pris og at være taknemmelig for det, man har, er ikke svær at læse ind i "The High Note". Og det skal nu sikkert også virke på sit publikum. Hensigten er dog aldrig at synge falsk med på alverdens floskler, at belære om den hårde musikindustri eller at opfinde den dybe tallerken. Far-datter- og mester-lærling-omdrejningspunktet er harmløst, men alligevel så nøgternt og sødt, at det virker. Især med muntre præstationer fra især Dakota Johnson og Tracee Ellis Ross, datter af soul-legenden Diana Ross, samt Bill Pullman som Maggies far, der samler sig om et oprigtigt velorkestreret lille komediedrama.

"The High Note" er som de iørefaldende omkvæd, man altid glemmer teksten. Et velsmurt og hyggeligt bidrag, der mest af alt kan betegnes som den harmløse biotur, der overrasker og alligevel har for lidt substans til at huske titlen på.

The High Note