Anmeldelse: The Hitman's Bodyguard

Vi befinder os atter i en tid, hvor actionfilm-genren leverer mindeværdige resultater. Bare spørg Mad Max, John Wick og The Nice Guys. Hollywoods seneste actionfilm, "The Hitman's Bodyguard", repræsenterer dog et skridt tilbage for genren.

Vi følger Michael (Ryan Reynolds), der skal eskortere lejemorderen Darius (Samuel L. Jackson) til Haag for at vidne mod den hviderussiske diktator Vladislav (Gary Oldman). Mere behøver jeg vist ikke at fortælle om handlingen. Filmen er bedøvende ligeglad med at fortælle en fængende historie, og det kan sagtens tilgives. Hvis action og humor fungerer, kan en film slippe af sted med meget. Det er dog ikke tilfældet her.

Humoren er ikke kun ret påtvunget, men også billig og desperat. Den går efter laveste fællesnævner, hvor der ikke er nogen bund at synke ned til. Manuskriptet orker ikke engang at lave jokes, men satser i stedet på vold, skænderier mellem Michael og Darius og slapstick humor.

Ej, der var faktisk fem sjove scener, men for en film på 111 minutter er det ret problematisk. Det samme gælder for actionscenerne, der ikke blot er uinspirerende, men også trættende. I filmens sidste halvdel kommer den ene actionsekvens efter den anden, hvor der bliver satset på, at både typiske og atypiske sange som soundtrack udgør det sjove. Der skal meget mere til.

Og dét er "The Hitman's Bodyguard" i en nøddeskal. Den satser på klichéer uden glimt af ironi. Alt er set før og udført uendeligt bedre. Man kan ikke undgå at få ondt af skuespillerne. Ryan Reynolds og Samuel L. Jackson har den perfekte kemi, og de arbejder hårdt på at sælge de komiske elementer. De har bare ikke manuskriptet bag sig. Det hjælper heller ikke, at Gary Oldman stort set er spildt her, hvor han dårligt optræder og ellers har nærmest intet at foretage sig. De resterende skuespillere udfører dog et godt stykke arbejde, og det må siges at være filmens eneste sande kvalitet.

Der findes film, der er langt værre end "The Hitman's Bodyguard", men man kan ikke undgå at blive forbløffet over, hvor dårligt Tom O'Connors manuskript er, og hvordan instruktøren Patrick Hughes kan gøre så mange ting forkert. Selv de tidligere nævnte fem sjove scener virker som rene tilfælde fremfor en kreativ idé. Hvis det ikke var for de scener og skuespillet, ville jeg ærlig talt ikke have noget som helst at sige om filmen, der bare minder om ros. Disse ting trækker karakteren op på to stjerner, så helt håbløst er det trods alt ikke. "Kun" tæt på.  

The Hitman's Bodyguard

Kommentarer

The Hitman's Bodyguard

  • ★★★1

    Billede 4

    Inga's Parallelparkering gik ikke hel som hun havde forventet...

    Elwood31-08-17 00:29

  • 0

    Enig i et meget tamt og uforløst manus. Men følte mig nu omvendt godt underholdt, af de to banditter! Deadpool uden kostumet, og seje Samuel på slap Line er et skævt ping-pong-makkerpar..! Tror nu de sjove scener mest er skarp impro af dem.. ;-) 

    Martinio07 31-08-17 11:52

  • 2

    Der er altså bare ikke nogen, der kan råbe "Mutha'Fucka" bedre end Mr L. Jackson! Fact :-)

    Gasivodo 2-09-17 01:20

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen