Anmeldelse: The Ice Road

Iskold Liam Neeson er på glatis i uhørt underholdende kitsch-action.  

Vi kender dem alle: de der film, der helt objektivt set er dårlige. Som er uhyre nemme at gennemhulle på stort set alle niveauer. Og dog er de velsmurte og vellykkede i deres egen ret, hvad end det er på et ufrivilligt komisk plan, eller hvis de rent faktisk ér underholdende. Når endnu én af de her Liam Neeson-samlebåndsactionfilm henrykker mere end den burde, er det, fordi den mest simple præmis kan åbne op for den mest vanvittige indre logik.  

Den ivrigt tandstikstyggende lastbilchauffør Mike (Liam Neeson) er arbejdsløs. Navnlig, fordi et opkogt temperament kombineret med en veludviklet retfærdighedssans ikke tillader, at makkeren i førerhuset, hans retarderede PTSD-ramte ex-soldat og mestermekaniker-bror, drilles af bøvede kollegaer. Så kan man jo spekulere lidt over, hvor mange der bliver retarderet af posttraumatisk stress. Heldigvis viser der sig en mulighed ud af det blå. Et hold udvalgte chauffører skal nemlig ud på en livsfarlig opgave: Redningsudstyr skal køres tværs over de canadiske ice roads for at redde en gruppe indespærrede minearbejdere. I kapløb med tiden og omgivet af naturens ubarmhjertighed viser det sig dog hurtigt, at der er meget mere på spil, hvor nederdrægtige forretningsmænd og psykopatiske lejemordere viser sig i kulissen!

Speederen jokkes i bund i klichéland, når harmonikasammenstødet mellem "Frygtens pris" og "Armageddon" kolliderer resolut sammen med generisk 80'er-actionthrillerformular. Det er præcis lige så fjollet, som det lyder.

Men øj, hvor underholdningsværdien er høj, når den ene åndssvage kliché efter den anden brænder gummi af i snestorm med evigt skulende Liam Neeson bag svingende plysnosser. Selvfølgelig beskudt af sortklædte James Bond-skurke på snescootere, spruttende med herlige one liners og med en badass lokal indianerkvinde på sit truckerhold, der ville få Vasquez fra "Aliens" til at flekse biceps af formfuldendt glæde. Og det er svært ikke at dele den glæde. For hvad, der på alle måder er en ganske generisk actionfilm, er i stand til at holde én på kanten af sædet trods de helt igennem åndssvage fortællemæssige drejninger på kanten af bjergsider og vognlæs af floskler.

Om underholdningsværdi for enhver pris er en kvalitet i sig selv, kan selvfølgeligt diskuteres. "The Ice Road" gør imidlertid Tony Scotts filosofi ære ved at holde momentum på så simple præmisser som overhovedet muligt. Og gerne med kæften propfyldt med popcorn. At der så dertil fyldes på med en last af mistro mod eliten, working hero-romantik og et snas samfundsbevidsthed om racismen mod indianere, feder de modsatrettede temaer op til herlig svulstighed, der får popcornene til at knase endnu mere. 

Måske skal man have en svaghed for mindre trafikuheld, da "The Ice Road" er underholdning på glatis. På ingen måde elegant og alligevel så tilpas godt skruet sammen, at turen fra A til Z klarer de værste nålesving i kølig actionthrillerfortolkning af "Frygtens pris". Forvent ikke stor kunst, men et koldt kys af tiltrængt no brainer-underholdning i sommerheden.

The Ice Road