Anmeldelse: The Intruder (Blu-ray)

Dennis Quaid-thriller er søndagsunderholdning med pizza, cola og tømmermænd, men ikke værd at investere mere energi i.

Det er altid noget særligt, når etablerede skuespillere prøver kræfter med nye rolletyper. Som da Tom Cruise spillede lejemorder i Michael Manns "Collateral", eller da Adam Sandler var en ensom og ængstelig mand i "Punch-Drunk Love". Derfor virker "The Intruder" interessant, da Dennis Quaid i denne omgang spiller skurk. Men bortset fra en anderledes Quaid byder filmen ikke på særlig meget.

Vi følger forretningsmanden Scott (Michael Ealy), der sammen med konen Annie (Megan Good) leder efter et nyt sted at bo i Napa Valley. Dette bringer dem forbi et hus, der ejes af Charlie Peck (Dennis Quaid). Peck sælger sit hus til ægteparret, selvom han ikke umiddelbart virker glad for beslutningen. Da det unge par flytter ind, oplever de ofte, at Peck pludselig dukker op uden varsel – hvilket siden udvikler sig til et sandt mareridt.

Præmissen er fin nok, og det er en fornøjelse at se Quaid skifte mellem at være høflig, påtrængende og ond. Rollen bliver spillet over-the-top, hvilket er passende givet karakteren. Ikke fordi det er en præstation, der vil resultere i priser, men det bliver gjort godt nok til, at man kan håbe, at den 65-årige amerikaner vil påtage sig flere roller som denne. Især fordi "The Intruder" fuldstændig underminerer hans arbejde.

Plottet er forudsigeligt, da thriller-regelbogen følges til punkt og prikke. Hvilket også betyder, at jo længere filmen kører, des længere væk kommer vi fra realisme og troværdighed. At Peck kan dukke op i baggrunden så ofte, uden at ægteparret ved det, giver ikke mening, selvom det bortforklares. For slet ikke at tale om, hvor dumme ægteparret er, da de træffer den ene åndssvage beslutning efter den anden og undervurderer den gamle påtrængende mand. I sidste ende bliver det voldeligt og latterligt – som om, at manuskriptforfatter David Loughery og instruktør Deon Taylor ikke vidste, hvordan de skulle runde fortællingen af. Idéen til 102 minutters spænding er der, men den bliver bare aldrig ført ud i praksis.

Det hjælper heller ikke, at spændingen fuldstændig udebliver. Quaid er til tider tæt på at redde stemningen, men "The Intruder" bliver som regel saboteret af uinspirerede jump scares, der indimellem ikke engang udføres ordentligt. Ligesom handlingen er chokkene forudsigelige og tro mod regelbogen. Bortset fra filmens største stjerne er der bare intet særligt at finde her. Skuespillet er fint, men ikke ligefrem mindeværdigt. Generelt er dette en oplevelse, man nok hurtigt glemmer. "The Intruder" er ikke noget bras, men nærmere ligegyldig. Dennis Quaid er et særsyn som skurk, og forhåbentligt er det ikke sidste gang, vi ser ham i en rolle som denne. Men han fortjente bedre. Denne film er sikkert underholdende nok på en søndag formiddag med pizza, cola og tømmermænd, men så heller ikke til mere end det. Dette hus er fint at besøge, men næppe et sted, der er værd at investere energi i.

Billede & lyd

Ligesom filmens historie er der intet bemærkelsesværdigt ved billedet. Intet at klage over, intet at lovprise. Problemet opstår mere i forhold til måden, hvorpå lyden er mixet. Dialogen er lidt for lav, hvorimod musik næsten overdøver de sagte ord. Det blev aldrig så slemt, at jeg måtte have fjernbetjeningen ved min side konstant, men det var umuligt at ignorere.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet er er ikke just spændende. Vi bliver tilbudt en række slettede scener, der retmæssigt blev slettet. Iblandt disse er der en alternativ slutning, der ikke blot er 80 % identisk med den endelige slutning, men som heller ikke giver mening. Dertil er der et kommentarspor med instruktør Deon Taylor, producer Roxanne Avent og skuespillerne Ealy og Good. "Bag kulisserne"-segmentet giver ikke dybere indsigt eller forståelse for produktionen, og gag reel'et er ikke specielt sjovt. Igen: "Ikke noget særligt" er et gennemgående tema for "The Intruder".

Se Moovy TV's interview Med instruktøren bag "The Intruder":

The Intruder (Blu-ray)