Anmeldelse: The Invisible Man (1933)

Næsten 90 år senere bibeholder den originale "The Invisible Man" sin status som en af Universals bedste monsterklassikere.

Først spøgte fantomet i operaen. Derefter terroriserede den legendariske trio bestående af Frankensteins monster, Dracula og Mumien hele verden. Senere svømmede uhyret fra den sorte lagune op af dybet, mens varulven hylede i måneskæret. Midt i rækken af Universals legendariske monsterfilm står den usynlige mand, som siden 1933 og frem til Leigh Whannells remake anno 2020 har spredt skræk og rædsel med sin blotte – men usete – tilstedeværelse. Men holder James Whales sort-hvide klassiker fortsat i dag med sin blanding af komisk fangeleg og manisk terror?

Den originale "The Invisible Man" fra 1933 – som fik en håndfuld efterfølgere – er delvist baseret på sci-fi-forfatteren H.G. Wells' klassiske roman. Efter et mislykket forsøg, der har gjort ham usynlig, begynder videnskabsmanden Jack Griffin at bruge sin nyvundne status som transparent til at begå ugerninger. Griffin er ellers først opsat på at finde en kur, der kan gøre ham normal igen. Men stoffet, som gør professoren usynlig, gør ham også gradvist mere sindssyg. Fra at terrorisere den lokale kros drukkenbolte udvider den usynlige mand sit territorium i jagten på verdensherredømme – med evnen til at snige sig ind hvor som helst og udsætte hvem som helst for skade. Med byens politi og bekymrede kolleger lige i hælene.

"The Invisible Man" står sjældent forrest i køen, når Universals klassiske monstre skal hyldes. Selvom hovedrolleindehaver Claude Rains næppe kan matche Bela Lugosi og Boris Karloffs star power, så er det stadigvæk old school gys af ypperste skuffe. Hvor 2020-udgaven af "The Invisible Man" er mere samfundsorienteret i sin kritik af den megalomane mand, værner James Whale lige dele om den komik og det ubehag, der kan opstå, når fjenden er usynlig. Det er nok med god grund, at den hysteriske kromutter ikke er at finde i den nye udgave her næsten 90 år senere, hvor kønsrollerne er under lup. Ikke desto mindre er det komisk vægtet særklasse, når Griffins eskapader udvikler sig fra, hvad der ligner harmløse drengestreger til pludseligt overlagt mord. I takt med, at den usynlige mands vanvid skrider frem, skifter James Whale også filmens tone.

Nogle gange vægtes tonen dog mere uligevægtigt, end filmen kan bære. Havde Claude Rains levet i dag, kunne han snildt have indtaget rollen som Batmans ærkefjende Jokeren med sin maniske latter, som hører enhver gal videnskabsmand til. Men mellem kromutterens evindelige skrigen og Griffins højlydte krampelatter afbrydes den gode stemning af grove mord og en by på den anden ende. Eller når den gennemsigtige videnskabsmand driver gæk med politichefen eller kører en gammel ven ud over kløften. På blot 70 minutter når "The Invisible Man" ikke helt i mål med den tilsigtede dramatiske udvikling.

Claude Rains er og bliver dog en sand fornøjelse. Til trods for at stjernen, der senere gjorde figur i "Casablanca" og "Lawrence of Arabia", knap nok er at se på skærmen. Gemt bag forbindinger og accessories er skuespilleren gemt væk, men opvejer sin manglende fysiske tilstedeværelse med formidabelt stemmeskuespil. Ligeledes leverer filmen, taget sin tid i betragtning, formidable praktiske effekter, der til fulde sælger ideen om den usynlige mand, som bevæger sig frit omkring med eller uden tøj.

"The Invisible Man" er en sand fornøjelse, der næsten et århundrede efter sin udgivelse stadig bibeholder sin status som en af Universals bedste monsterklassikere. Den uvisse og usynlige fare lurer konstant om hjørnet, selvom vekslen mellem komik og gys ikke altid fungerer, og Claude Rains maniske latter og store stemme går i hvert fald klart igennem – synlig eller ej.