Hugo er hans dyreste film.
Anmeldelse: The Irishman
Med et stjernehold foran og bag kameraet har Martin Scorsese med "The Irishman" skabt en unik film, der vil gå over i filmhistorien som én af instruktørens bedste.
Martin Scorsese, Robert De Niro, Al Pacino og Joe Pesci i Netflix' store produktion "The Irishman". Det lyder som et samarbejde, der umuligt kan gå galt. Og bare rolig. Alt fungerer mesterligt i pletskuddene af koldblodige drab, komik, familiedrama, eminent historiefortælling og sublim brug af CGI.
På et plejehjem i 1990'erne sidder krigsveteranen Frank "The Irishman" Sheeran (Robert De Niro) og tænker tilbage på sit virke som lejemorder for Russell Bufalino (Joe Pesci), én af tidens mest berygtede gangsterbosser i New York. Særligt går tankerne på involveringen i det formodede drab på den indflydelsesrige fagforeningsmand Jimmy Hoffa (Al Pacino).
Martin Scorseses epos er en rørende beretning om de valg, vi tager, og om hvordan de følger os gennem hele livet og former os som mennesker. Derudover er den en fortælling om forholdet mellem Shareen og Bufalino, der var langt mere end professionelt. Deres årtier lange samarbejde udviklede sig til et tæt venskab, hvilket De Niro og Pesci skildrer til perfektion. Så godt, at sidstnævnte leverer én af årets stærkeste birollepræstationer. Al Pacino leverer ligeledes sublimt skuespil og fuldender med sit portræt af Jimmy Hoffa en kriminel god treenighed bestående af stjerneskuespillere, der alle tidligere har leveret pragtpræstationer i en håndfuld af genrens bedste film.
Filmteknisk er "The Irishman" en klasse for sig selv. Ved brug af CGI er det lykkedes i flere scener at forynge de tre stjerner 40-50 år i forhold til deres respektive aldre, der i alles tilfælde er over 75. Dette i sig selv er imponerende. At det lykkes til perfektion i en film, hvis handling konstant skifter mellem flere tidslinjer og derfor afhænger af, at imitationen er troværdig, er ekstraordinært. Ikke på ét tidspunkt påvirker disse effekter det unikke skuespil og de mange nuancer, der gør stjernernes præstationer til én af filmens mange styrker. Manuskriptforfatter Steven Zaillian, der også stod bag Steven Spielbergs "Schindlers liste", har med "The Irishman" skrevet et mesterværk på 210 minutter. At fange folks opmærksomhed og fastholde den i en film, der ikke druknes i hurtig klipning, action og den type CGI, diverse superheltefilm bruger i overflod, kræver en filmskaber udover det sædvanlige. Dette har Martin Scorsese nu for længst bevist, at han er.
Med "The Irishman" overgår han sig selv. Alt æren skal naturligvis ikke tildeles Zaillian og Scorsese alene. På "The Irishman" samarbejdes igen med mesterklipperen Thelma Schoonmaker, der blandt andet har haft saksen i "The Departed", "Raging Bull" og "The Aviator". Som altid formår hun at skabe balance mellem det teksttunge manuskript og fotograf Rodrigo Prietos flotte billeder, der giver filmen et perfekt flow uden ét eneste kedeligt øjeblik. Også komponisten Robbie Robertson bidrager til filmens storhed. Robertsons musik er med til at understrege filmens tempo, stemning og handling. Temaet til "The Irishman" er præget af tunge trommer, der mest af alt minder om en western, og understreger den lovløshed, der præger gangsterlivet.
Med et stjernehold foran og bag kameraet har Martin Scorsese med "The Irishman" skabt en unik film, der vil gå over i filmhistorien som én af instruktørens bedste. Scorsese, De Niro, Pacino og Pesci viser med dette mesterværk, at de med alderen kun er blevet bedre. Skulle dette blive den sidste, vi ser med dem, vil de alle slutte karrieren med præstationer, der er blandt deres bedste.
