Anmeldelse: The Lady in the Van
Det er efterhånden alt for sjældent, Maggie Smith bliver castet i hovedroller. For selvom den hæderkronede skuespillerinde ikke behøver meget spilletid for at imponere, så savner jeg at se hende folde sig ud. Netop derfor glædede jeg mig til at se "The Lady in the Van". For endelig at få mulighed for at se den dobbelte Oscarvinder være centrum i en film igen.
Men ak, nej. Selvom titlen "The Lady in the Van" indikerer, at Maggie Smiths karakter, frøken Shepherd, er den altdominerende hovedperson, så er det ikke sådan, det forholder sig. I realiteten er filmens hovedperson den intellektuelle, kedelige forfatter Alan Bennett (Alex Jennings), der bor i huset, som frøken Shepherds varevogn holder parkeret foran. Her holder hun i adskillige år. Ikke fordi Alan og Shepherd udvikler et nært venskab, men snarere fordi han ikke nosser sig sammen til at smide hende væk. I modsætning til de andre småborgerlige indbyggere på den fine villavej i London forbarmer hans indre samaritaner sig.
Men hvem er denne ildelugtende, gnavne dame, der trods sin status som hjemløs taler flydende fransk og i det hele taget er mere dannet end som så? Det spørgsmål lurer konstant i baggrunden. Men fordi Alan har mere travlt med at arbejde på sine teaterstykker end på at blive klogere på den mystiske dame i varevognen, går der lang tid, inden vi kommer svaret nærmere. Interaktionen mellem de to er primært begrænset til små samtaler og praktiske anliggender, som Alan modvilligt hjælper frøken Shepherd med. Det uagtet, at Shepherd er for stolt og for forstokket til at indrømme, at hun nogensinde har brug for hjælp.
Der er ikke noget plot, der driver handlingen frem i "The Lady in the Van". I stedet er det de to hovedkarakters indbyrdes forhold, der er omdrejningspunktet for filmen. De tos kemi er heldigvis upåklagelig. Den intellektuelle Alan er ganske vist rigeligt vattet og prætentiøs, men han får gudskelov det nødvendige modspil af den gnavne frøken Shepherd. Den halvskøre dame, der hader musik og bruger Gud som undskyldning for sine fejltagelser, er med sin særprægede personlighed et herligt bekendtskab.
Desværre bliver historien fortalt med en skæv, selvironisk tone, der fremstår særdeles malplaceret. Særligt problematisk er filmens selvbiografiske element. For Alan Bennett er ikke bare filmens hovedkarakter – det er også navnet på forfatteren, der står bag manuskriptet. På den måde ligner "The Lady in the Van" Charlie Kaufmans "Orkidé-tyven". Bennett-karakteren har oven i købet også en personlighedsspaltning. Man ser således ofte Bennetts forfatterjeg og dagligdagsjeg diskutere med hinanden. I stedet for at bruge dette metalag til noget videre begavet nøjes Bennett dog med at bruge personlighedsspaltningen til at namedroppe en række store forfattere og til at gøre grin med sig selv. Det fremstår mest af alt som navlepilleri, og hvad værre er: Det fjerner unødigt opmærksomheden fra Maggie Smiths langt mere interessante karakter.
Bag det overflødige metalag og den skæve tone gemmer der sig en reel problemstilling: Hvordan bør vi behandle de mennesker, der ikke længere er herrer over deres eget liv? Det virker dog, som om Alan Bennett har været mere interesseret i at skrive om sig selv. Det er en skam, for frøken Shepherd, som spilles fortrinligt af altid fantastiske Maggie Smith, havde fortjent det altoverskyggende fokus. Resultatet er derfor blevet en navlepillende, stillestående film, der nok rettere burde have heddet "The Boring Author in the Nice House". Men det lyder selvfølgelig ikke nær så interessant.