Anmeldelse: The Magnificent Seven

Det giver god mening, set ud fra en Hollywood-logik. Et remake af et remake, som er et vellykket remake af filmhistoriens måske allerstørste værk med et syv helte stort persongalleri. Det lyder jo lidt som en superheltefilm. Westerns har alle dage været populære, og genindspilninger - ja, de går som regel også som varmt brød. Selvfølgeligt skal vi da have en ny udgave af "The Magnificent Seven", der oprindeligt blev instrueret af John Sturges i 1960, og som var en genindspilning af Akira Kurosawas "Syv samuraier" fra 1954. Med plakat og markedsføring, der diskret genbruges fra "Django Unchained".

Antoine Fuqua, der senest lavede en god film for femten år siden med "Training Day", er alt andet end diskret med "The Magnificent Seven" anno 2016. Historien er stort set den samme. Den lille by Rose Creek plages af onde Bartholomew Bogue (Peter Sarsgaard). Som modsvar får de overtalt en umage gruppe på syv antihelte til at stå byen bi i nødens stund. De er heldigvis så meget helte, at de godt gider at optræne byen til en endelig kamp mod bidske Bogue og dennes håndlangere. Også selvom de naturligvis ikke rigtig kan med hinanden – eller sig selv, for den sags skyld.

Først og fremmest – besætningen på den nyeste udgave af "The Magnificent Seven" er imponerende og matcher på papiret de to foregående udgaver. Denzel Washington, Chris Pratt, Ethan Hawke, Vincent D'Onofrio, Byung-hun Lee og selvfølgelig Sarsgaard udgør en som udgangspunkt spændende række profiler – uden at nogen af dem har Steve McQueens coolness eller Takeshi Mifunes vildskab. Desværre drukner talentet og den altafgørende kemi mellem skuespillerne, i hvad der i bedste fald er blæst ultravold og i værste fald ufrivillig komisk knæfald for alverdens westernfloskler.

Fair nok, at Antoine Fuqua gerne vil lave en stiløvelse ud i Sam Pekingpahs blodige "The Wild Bunch" og Sergio Leones spaghetti westerns – selvfølgeligt så hurtigt klippet og eksekveret, at end ikke Lucky Luke har en kinamands chance for at følge med. En så rutineret instruktør som Fuqua bør dog lade helt være, når intet tyder på at han rent faktisk er dygtig nok til at efterligne sine idoler. Værst er imidlertid ikke, at "The Magnificent Seven" prøver at være "Fast & Furious" til hest. Værst er, at historien er så umanerlig elendigt skruet sammen, at manuskriptet burde have været smidt til skrald.

Washingtons my nigga-blik og altid overbevisende D'Onofrio, der gør det godt som småskør vildmand, kan muligvis redde den lille by på prærien, men bestemt ikke dagen i biografsædet. Selv ikke Chris Pratts overstadige swashbuckler-charme er nok til at overdøve karakterernes manglende indbyrdes motivation og herunder filmens indre logik og fremdrift. Ja, det er sjov og ballade, og der bliver skreget, skudt og sprængt i luften. Men det er forbløffende enerverende i det lange løb. Fuqua skyder ganske enkelt alt for meget med løs krudt, til at vi tror på, at syv mænd kan andet end at sejle rundt.

Det er nemt at skyde skylden på Antoine Fuqua for en skuffende genindspilning. Fejlen er dog ikke primært hos den 50-årige instruktør, men i særdeleshed at finde i det elendige manus, som nok skulle have været omskrevet et par gange eller ti. Få gode skuespillerpræstationer samt eksplosive, men enerverende actionsekvenser bliver aldrig nok til at ride det nyeste "The Magnificent Seven"-bud sikkert over grænsen.

The Magnificent Seven

Kommentarer

The Magnificent Seven

  • ★★★★0

    "Olympus Has Fallen" kommer i øvrigt i aften kl. 21 på kanal 5, hvis man skulle have lyst til at se eller gense Det Hvide Hus blive skudt i smadder...

    chandler7523-09-16 15:32

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen