Anmeldelse: The Man Who Stole Banksy

Med et forløb på ti år og et så potentielt spændende område kan man godt tillade sig at forvente mere.

Kunstens betydning som begreb er konstant under de- og konstruktion. Flygtigt – som kunstens opbrud og udvikling i sig selv – redefineres og diskuteres gang på gang, hvad formålet egentlig er. For skal det være æstetisk flot, meningsdannende, politisk provokerende eller måske samfundskritisk? Som måske den mest eksponerede politiske kunstner over de sidste ti år synes street art-kunstneren Banksy at ramme nævnte områder – samtidig med at nå både lokalt og globalt publikum. Når den endnu ukendte brite så bevæger sig ind i løvens hule i Palæstina, er der optræk til ballade.       

Opmærksomhed kom der absolut, da Banksy i 2007 gjorde netop det. Ud af ingenting opstod der malerier i den hellige by Betlehem. Heriblandt på den væg, der deler byen med Palæstina på den ene side og Israel på den anden. Al kunst kan læses forskelligt, og ikke overraskende blev en lokal palæstinenser – den muskelsvulmende taxachauffør Walid "The Beast" – provokeret af et af værkerne. Da Walid beslutter sig for at rive maleri (inklusiv væg) ned for at sælge det tilbage til den vestlige verden via eBay, opstår det oplagte spørgsmål om gadekunstens rolle: hvem ejer kunsten i det offentlige rum?

Til trods for hvad der kan lyde som en teoretisk dimension, formår Marco Proserpio at trække diskussionen om kunstens reelle ejerskab ned på et gadeplan, hvor alle kan være med. Fra allemandseje til rigmandseje forsøger Banksy selv enten at udfordre begrebsverdenen, værkernes kontekst og endda smadre egne værker. Senest ved en auktion, hvor et en million pund dyrt værk selvdestruerede sig selv. Med det resultat, at det halvt ødelagte værk nu – ironisk nok – er steget i værdi. En begivenhed, der spejler sig i "The Man Who Stole Banksy".        

Med Iggy Pops rolige voiceover skildres udviklingen set over de ti år, fra da Banksy markerede sig i Palæstina. Hele maskineriet i forbindelse med den nedrevede væg til kampen mellem kunstsælgere og galleriejere – heriblandt en dansker – der flokkes som gribbe over hvad som helst med kunstnerens signatur på. Alt imens en række kunstnere kritiserer markedet og det, at kunsten tages ud af sit miljø og egentlig kontekst og dermed mister sin betydning. Interessant for snakkens skyld, mens kunstens paradokser er blevet fremstillet noget mere interessant før.

Banksy har nemlig været i vælten flere gange på film. Heriblandt i en af de allerbedste dokumentarfilm i dette årti, den snedige "Exit Through The Gift Shop". Selvom her naturligvis er tale om to vidt forskellige titler, er det umuligt ikke at holde dem op mod hinanden, eftersom samme temaer og kunstner medvirker. Til sammenligning er "The Man Who Stole Banksy" langt mere konventionel på godt og ondt. Proserpio synes mere interesseret i at skabe debat ved at lade de medvirkende tale for sig selv end at argumentere fra sit eget afsæt. Fordi positionen fra instruktørens side ikke er tydeligt begrundet ud fra fluen på væggen-dokumentarfilmformen, fremstår slutproduktet svævende og repetitivt i sine pointer. Med et forløb på ti år og et så potentielt spændende område kan man godt tillade sig at forvente mere.

Banksy-fans og kunstinteresserede skal se "The Man Who Stole Banksy", fordi sagen i Palæstina underbygger en række paradokser ved kunstens rolle og potentiale. Har du derimod ikke set "Exit Through The Gift Shop", der bevæger sig i samme overordnede temaer? Start med sidstnævnte.