Anmeldelse: The Menu

"Succession"-instruktør griller overklasseløg i velanrettet kulsort komik.

Fordomme om opstyltede typer lever i bedste velgående om gastronomi-eliten, når foodies smyger sig i eksklusive restauranter og rigmænd vælter sig i bøffer rullet i guldstøv. For der er status i det, når krydset kan sættes ud ved de fineste spisesteder, uden overhovedet at værdsætte maden. Eller for den skyld overhovedet at vide noget om det, der kastes ind i svælget, synes mantraet at være i "The Menu". Og hvem andre end Mark Mylod, skaberen bag den herligt kyniske, "Succession", er selvskrevet til at stikke en stegegaffel i satire-låret, med et persongalleri hvor alle som én er usympatiske røvhuller.

        

Et ungt par (Anya Taylor-Joy og Nicholas Hoult) er sammen med en gruppe fremmede gæster invitereret til en eksklusiv restaurant, der befinder sig på en øde ø. På restauranten Hawthorne har den anerkendte chefkok (Ralph Fiennes) forberedt en menu, der byder på fantastiske smagsoplevelser. Det viser sig hurtigt, at der er en håndfuld overraskelser på og udenfor menuen, som ikke er helt efter bogen.

"The Menu" syder og bobler af at slagte alle hellige lam, når overklassens og smagsdommernes hykleri flæskes i en fantastisk syrlig gryderet af spruttende sarkasme. For det er luksus til den store Kobekød-udskæring, når det veloplagte ensemble af stereotyper kammerspil-snittes i bidder, grilles og vendes i kulsort humor og svitses i overklasseløg.    

Som i "Succession", holder Mark Mylod sig ikke tilbage. Alligevel snitter den 57-årige filmskaber sin satire i tern det mere frigjort, end vi ellers er vant til i succes-serien. Som var humoren glohed Damaskusstål i smør, leder Ralph Fiennes suverænt slagets gang som fuldstændigt desillusioneret, indbildsk og indebrændt kok. Kun som Fiennes kan, som var karakteren pisket sammen af to perfekt doseret portioner Voldemort og Gordon Ramsay. Han har mistet tro på menneskehedens værdsættelse af stor kunst og værdsættelse af æstetisk og åndelig nydelse. Underforstået gastronomiens filosofi, som ikke bare er noget man stjæler sjælen fra med Instagram-billeder og dypper brødet i. Og hvem andre end selvoptagede nyrige, selvhøjtidelige madanmeldere, ynkelige selvudnævnte gastronomi-eksperter, afdankede 80’er skuespillere, boomere og luksusludere fortjener at få kniven, hvis de vover ikke at smage frugterne af en mesterkoks livsværk og være ét med den nøje planlagte 12.000 kroners-menu?

Mark Mylod er en mester til at skabe et rum af akavet atmosfære, når publikum fastholdes i anspændt uforudsigelighed. Ikke helt ulig Ruben Östlund driver satiren ned ad væggene. Modsat sin svenske kollegas "Triangle of Sadness", går britten planken helt ud med grotesk humor og knivskarpe dialoger – og dét i et fuldstændigt og forrygende fornøjeligt gakket blodbad. Forbandet underholdende serveret og toppet med djævelske smil, stikkes til en selvoptaget samtid, hvis ingredienser består af hykleriske selvforståelse, grådighed og manglende omsorg. For nok er "The Menu" spækket til randen med eminent veltimet komik, men bag Mylods kynisme skjuler sig et spinkelt, men smittende, håb om empati og helt almindelig hensyn for medmennesker. Dét er kirsebæret på toppen.

Selvom "The Menu" sagtens kan ses som en gakket gastronomi-thriller, er der skam mening med den satiriske galskab. Mark Mylod har begået en potentiel kultklassiker, der følger samme underspillede tone som kultserien "Succession", men alligevel har sin helt særegne smag.