Ikke enig. Synes den var rigtig god. 5/6.

Anmeldelse: The Midnight Club - Sæson 1 (Netflix)
"The Haunting of Hill House"-skaberens seneste Netflix-serie er et sjældent fejlskud.
Netflix har sørget for nye Halloween-traditioner i streamingland. Til at holde græskarrene, dekorationerne og "slik eller ballade"-skrigende børn med selskab tilbyder streamingtjenesten nu et vaskeægte Mike Flanagan-gys. Først skræmte den skelsættende "The Haunting of Hill House" verden fra vid og sans. Dernæst trådte Flanagan over i det gotisk-romantiske gys med "The Haunting of Bly Manor", og sidste år gav han os mesterværket "Midnight Mass". "The Midnight Club" adskiller sig dog ved at være en young adult-gyserfortælling – baseret på forlægget af Christopher Pike.
Midnatsklubben består af en flok dødeligt syge unge mennesker. Mange aftener ved midnatstid lister de sig i kælderen på deres historiske hospice, og her fortæller de alverdens skræmmende spøgelseshistorier – som det er blevet gjort i årtier. Nyankomne Ilonka mener dog, at der er noget mystisk på spil på institutionen, så når hun ikke kæmper med at navigere i sorg, død, kærlighed og ungdomsdrama, udforsker hun hospicets hjemsøgte korridorer.
Tab, sorg og eksistentialisme. Mike Flanagan og hans vanlige samarbejdspartnere begår sig mest med serier i den emotionelt tunge del af genren. "The Midnight Club" må siges at følge i fodsporene med AIDS- og cancerramte teenagere omgærdet af dødens evindelige tilstedeværelse. I denne genrecocktail af gys og sick flick transformerer værket sig til en besynderlig blanding af "En flænge i himlen" fortalt som "Scary Stories to Tell in the Dark" eller "Creepshow". Hvert afsnit bærer præg af en legesyg kreativitet, hvor karakterernes midnatshistorier visualiseres gennem film noir-, seriemorder- og sci fi-beretninger – dog ikke altid vellykket.
For de unge døende er historierne ikke kun eskapisme; det er en måde at bearbejde døden, deres interne, forcerede stridigheder og ikke mindst deres personlige historik. På papiret ligner det et smart, karakterdrevet fortællegreb, men fordelt over 10 afsnit bliver tempoet punkteret og formatet repetitiv. Flanagan, og medskaber Leah Fong, sår ingen form for tvivl i deres "trick or treat", eftersom alle afsnittene består af samme kedelige skabelon: Tunge samtaler om døden, en spøgelseshistorie og et punkteret forsøg på en jumpscare-cliffhanger, som leder Ilonka et skridt videre i hospicets egen spøgelseshistorie.
Den bedste måde at gå til "The Midnight Club" er at bortkaste den vante Flanagan-forestilling og kigge på serien som en mildere version af Stephen Kings "It", hvor unge mennesker tøjler med identitet og coming of age-tematikker, imens ondskaben florerer. Gyset ses også tilsidesat og når på ingen måde de samme højder, som "Hill House" cementerede for miniserier. Niveauet er så lavt, at gysersekvenserne ufatteligt nok fremstår direkte pinlige med samme CGI-skabte spøgelsesansigt, der abrupt vender sig mod kameraet. Især "Midnight Mass" havde en ulmende uhygge båret af et underliggende spændende mysterium – "The Midnight Club" virker til tider fuldkommen indifferent over for dens egen gådefulde baggrundshistorie.
Slænget af unge skuespillere gør deres bedste for at fremmane en nuanceret rejse gennem hele følelsesregistret, men der forlanges for meget af relativt uerfarne aktører, hvis karakterer konstant står ansigt til ansigt med efterlivet. De tynges ned af utallige banale funderinger om døden, der insisteres på at blive leveret med en kikset selvtilfredshed, der mest lyder som melodramatisk gajolpakke-ordsprog. Kun enkelte scener strejfer hjertekulen. Men serien må siges i dens helhed at føles som at grave igennem en forfejlet Halloween-høst for den ene chokoladebar, der er værd at spise. All trick, no treat.
Anmeldelsen er baseret på 10 ud af 10 afsnit.