Anmeldelse: The Midnight Sky (Netflix)

Med sci-fi-eposet "The Midnight Sky" fører George Clooney an både foran og bag kameraet, men ligesom med hans seneste instruktørbedrifter forbliver potentialet uforløst.

George Clooney kender de fleste. Foran kameraet har han spillet talrige mindeværdige hovedroller såsom svindleren Danny Ocean, Doug Ross fra "Skadestuen" og Bruce Wayne/Batman i "Batman & Robin" - dog en mindeværdig præstation af helt andre årsager. George Clooneys eskapader som instruktør er derimod en blandet fornøjelse. For hver fremragende "Good Night, and Good Luck" følger en stinker som "Monumenternes mænd". Ikke fordi Hollywood-veteranen ikke kan finde ud af at instruere, men fordi han ikke altid vælger det rigtige materiale at arbejde med. Hvilket hans seneste Netflix-film, "The Midnight Sky", endnu engang beviser.

I "The Midnight Sky" er Jorden blevet ramt af en kataklysmisk begivenhed, der har dræbt næsten hele planetens befolkning. To uger efter denne begivenhed møder vi Augustine (George Clooney), der ene mand befinder sig ved en base i Antarktis. Indtil han opdager en lille pige, som er blevet forladt af sine forældre. Samtidig får Augustine kontakt til rumfartøjet Æther, hvis besætning ikke har nogen idé om Jordens apokalyptiske tilstand. Noget, som Augustine forsøger at advare dem om, før det er for sent.

Præmissen om rumforskning, postapokalyptiske tilstande og isolation i umenneskelige omgivelser er ambitiøs og som udgangspunkt spændende. For hvordan er det at være i live, velvidende at menneskehedens sidste tid ser ud til at være ankommet? Den efterfølgende refleksion over livet og forsøget på at redde de sidste mennesker, der stadig trækker vejret. Resultatet er enkelte effektive scener og en overraskende god slutning, som filmen kan pryde sig af. Desværre er det bare ikke nok til at redde en fortælling, der viser sig som ganske middelmådig.

"The Midnight Sky" er ikke videre original, og vi skal ikke længere tilbage end bedstevennen Brad Pitts "Ad Astra" eller "Gravity" fra 2013, som Clooney selv medvirkede i, for at finde noget tilsvarende. George Clooney tilføjer ikke meget nyt til en velkendt fortælling, men han hiver dog gode præstationer ud af sig selv og sit cast. Men tematikkerne om overlevelse og menneskelige forbindelser graves der aldrig dybt i. Der bliver talt om miljø og klima i overfladiske vendinger med en snert af samfundskritik, men mest i usammenhængende tankestrømme. Filmen er nemlig symptomatisk for George Clooneys seneste bedrifter som instruktør. Som med "Monumenternes mænd" er idéen bag interessant, men eksekveringen ikke værd at skrive hjem om.

Dette problem skyldes også filmens fokus. Augustines tosomhed er nærliggende, mens verden går under. Men når fokus skal deles mellem dette og besætningen på Æther, er der simpelthen ikke nok tid til andet end overfladiske betragtninger af karaktererne og deres situationer. Det hjælper heller ikke, at den ellers formstærke Alexandre Desplats musik for alt i verden skal bære det følelsesmæssige læs på egen hånd med et emotionelt, storspillende soundtrack, der er subtilt som en snestorm.

"The Midnight Sky" er dog heldigvis ikke George Clooneys værste bedrift som instruktør. Langt fra. Den giver i det mindste ikke efter for banaliteter, besidder solidt skuespil og nogenlunde instruktion samt gode billeder og en fremragende slutning, som er værd at følge til dørs. Desværre bliver disse gode elementer undergravet af en fortælling, der mangler fokus og viljen til at grave dybere i sine klima-aktuelle temaer. George Clooneys seneste film er frustrerende, fordi sneen falder på de rigtige steder. Men i sidste ende falder amerikaneren i de samme fælder, som har fældet ham gennem de sidste seks år. Nemlig uforløst potentiale.

The Midnight Sky (Netflix)

Kommentarer

The Midnight Sky (Netflix)

  • 0

    Kunne have været lavet som en miniserie, tænker jeg? Så der var tid til at komme bedre i dybden. ikke alt kan fortælles godt nok på en spillefilmslængde.

    Ronni Pedersen23-12-20 12:34

  • ★★★★★★0

    Giver den alligevel en chance om et par dage

    Wayne23-12-20 14:17

  • 0

    Havde da bestemt håbet på en bedre karakter, men vælger nu at se den alligevel. 

    Nagash23-12-20 20:22

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen