Anmeldelse: The Miseducation of Cameron Post

For en film, der centrerer sig om følsomme og hormonfyldte teenagere, fremstår omdrejningspunktet overraskende følelseskoldt.

Fra hed, italiensk sommerromance i sidste års "Call Me By Your Name" til mere klassisk rom-com i "Love, Simon" – homoseksuelle romancer erved at vinde plads blandt et mainstream-publikum, der rækker udover LGBT+-segmentet. En sejr for diversiteten, der giver plads til vigtige repræsentationer af kærlighed og seksuel orientering. Nyeste skud på stammen er "The Miseducation of Cameron Post" med stortalentet Chloë Grace Moretz i hovedrollen. Filmen går i kødet på religion og seksualitet.

I 1993 sidder Cameron Post (Moretz) til bibellæsning og sender længselsfulde blikke mod sidemakkeren Coley. Efter skole stryger de to piger hemmelighedsfuldt hjem sammen, men frem for lektielæsning smugkysser de to piger og bliver intime bag værelsets lukkede døre. På ægte high school-manér ender veninderne på bagsædet under skoleballet, men opdages, og så er fanden bogstaveligt talt løs. Cameron sendes til konservativ omvendelsesterapi, hvor teenageren gennem striks gruppeterapi og kristen rockmusik skal finde glæden i det modsatte køn. En proces, der får store konsekvenser for frihed, kærlighed og nye venskaber.

Coming-of-age-fortællingen har altid givet anledning til at udforske store tematikker som seksualitet og kærlighed. Mennesker formes og påvirkes fra alle retninger i teenage-årene, hvortil svære valg skal afgøre voksenlivets videre vej. I en tid hvor spørgsmålet om kønsroller er hyper-aktuelt, udnytter "The Miseducation of Cameron Post" idéen om teenageren, der skal finde sin egen vej, rigtig effektivt. Cameron ved godt selv, hvem hun er. På frustrerende vis fortæller omverdenen hende dog, gennem ideologi og religiøs overbevisning, at hendes identitet er fejlagtig.

Meget af rosen, som "The Miseducation of Cameron Post" skal have, skyldes, hvor godt filmen håndterer at placere fortællingen i den religiøse omvendelsesgruppe "Guds løfte". Igennem religiøs gruppeterapi og strenge doktriner kunne det have kammeret over i teatralske overtoner, men miljøet føles autentisk overbevisende. Selv den ultrastrikse forstander, Dr. Lydia Marsh, virker som et menneske af kød og blod, når hun dikterer, at homoseksualitet ikke findes – kun synd.

Derimod er en mærkbar hæmsko titelkarakteren selv. Chloë Grace Moretz gør nu en hæderlig indsats, og den 22-årige skuespillerinde ser ud til at være på vej mod et comeback ovenpå en årrække med middelmådige gyser-genindspilninger og forglemmelig young adult-fiktion. Men som karakter fremstår Cameron Post under hele processen enerverende passiv, og dét påvirker indlevelsen. Vi mærker aldrig rigtig den venskabelige gnist, der antændes mellem hende og forløbets andre deltagere – og flere af filmens dramatiske scener punkteres af en melankolsk ligegyldighed. For en film, der centrerer sig om følsomme og hormonfyldte teenagere, fremstår omdrejningspunktet overraskende følelseskoldt.

Trods skavanker i form af en modløs titelkarakter er "The Miseducation of Cameron Post" ganske seværdig med en spiselig spilletid på små 90 minutter. Chloë Grace Moretz giver sin nok bedste præstation siden gennembruddet i 2010’s "Kick-Ass", hvor hun uddelte både fysiske og verbale tæsk som den rapkæftede superheltinde Hit-Girl. Filmen blander på overbevisende facon ødelæggende, religiøs indoktrinering og den fine morale om at være tro mod sig selv – og ikke mindst være fri til at forelske sig i hvem end, man vil.