Anmeldelse: The Monkey

Stephen King-novelle forvandles til et vanvidsridt af abekattestreger i "Longlegs"-instruktørs skrupskøre filmatisering.

Osgood "Oz" Perkins, der leverede en af sidste års mest interessante gyserfilm, "Longlegs", er nu allerede tilbage i biograferne med "The Monkey". En film baseret på horror-mesteren Stephen Kings novelle af samme navn. Med kombinationen af Perkins og King ville man måske forvente en solid, stemningsmættet gyser, med kvælende gru og lurende ondskab.

Tilsyneladende er Osgood opsat på, at vise os at det er alt, alt for tidligt at sætte ham i bås. For nok er "The Monkey" en blodig omgang, men der er væsentligt mere grin end gys at komme efter. Perkins har nemlig frit fortolket på Kings novelle og erstattet det skræmmende med det skrupskøre, hvilket gør "The Monkey" til en rablende vanvittig og hylende morsom Stephen King-filmatisering. 

De to tvillinger Hal og Bill – spillet af Christian Convery ("Cocaine Bear") i ung version og Theo James ("Dobbeltspil") i voksenversionen - er som nat og dag. Bill, der er den førstefødte af de to, opfører sig som en solid skiderik overfor sin bror. Hal er den underkuede, der mobbes i skolen, både af den lokale pigegruppe, men også af sin bror. Tvillingerne bor alene sammen med deres mor, da deres far af uvisse årsager har forladt familien. Han har dog til gengæld efterladt en masse ragelse bestående af gaver, souvenirs og andre mærkværdigheder i huset. Blandt tingene finder drengene en trommende legetøjsabe, af den slags der trækkes op med en lille nøgle.

Det viser sig, at hver gang nøglen drejes og aben spiller sin lille melodi, er der en tilfældig person i drengenes omgangskreds som mister livet. Da alvoren går op for drengene, har deres mor måttet lade livet og derfor vælger de at skille sig af med aben. 25 år senere viser det sig, at aben er tilbage igen. Nu er det op til Hal at stoppe for abekattens hærgen, inden den også får ram på hans søn. 

Og hærge dét gør aben. Fra filmens første minut leveres en lind strøm af opfindsomme dødsfald af alt fra ulykker med harpuner og hibachi-knive til vilde heste og fiskeblink. Man kunne godt forledes til at tro, at "The Monkey" er åndeligt beslægtet med "Final Destination"-filmene. Dog med den forskel, at Osgood Perkins har skruet solidt op for vanviddet.

Hvert enkelt dødsfald er ledsaget af et overflødighedshorn af blod, hvor der kastes lystigt med både indvolde og øjenæbler. Nogle af de dødelige ulykker er så ekstreme, at filmens absolut mest underholdende øjeblikke netop er, når de stakkels, sagesløse ofre kommer galt af sted. Vi griner døden lige op i ansigtet. Måske er det faktisk dér, Perkins vil have os hen med filmen. 

For "The Monkey" finder netop sin tyngde i, hvordan traumer kan påvirke mennesker forskelligt og hvordan vi håndterer dødens ondskabsfulde tilfældighed. Hal og Bills traumatiske oplevelser giver sig til udtryk på vidt forskellige måder. Døden har taget barndommen fra dem, og de er på ingen måde kommet helskindet ind i voksenlivet.

Det lyder måske tungt og trist, men det er det på ingen måde. For Perkins formår at jonglere fortællingens dybsindighed, med plottets vanvittige udgangspunkt. Resultatet er en film, der omfavner dødsangsten med et absurdteater af sindssyge dødsfald og spandevis af indvolde. "The Monkey" sætter en tyk, blodig streg under, hvor tilfældigt livet er. Vi skal alle dø, og det er nederen. 

Theo James formår at give rollen som tvillingeparret en vis substans, så de ikke bære filmen fremad som plot devices. De to tvillinger er som sådan ikke de mest interessante karakterer, men Theo James formår alligevel at indgyde dem så meget personlighed, at man alligevel bliver draget ind i deres historie. Ikke mindst fordi de to roller er så markant forskellige, giver det James mulighed for at lege med de to dybt skadede mennesker.

Pauserne mellem dødsfaldene fyldes ud af et farverigt persongalleri, bestående af den ene mærkværdige karakter efter den anden. Mellem karakterer såsom en bøvet præst og en gruppe konstant heppende cheerleaders, dukker Elijah Wood også op i en mindre rolle, mens Osgood Perkins selv viser sig fra sin bedste side som swinger-onklen Chip. Intet i "The Monkey" er subtilt. Alt er overdrevet. Men det er vel forventet i en film om en morderisk legetøjsabe. Og det fungerer.

"The Monkey" er et vanvidsridt af abekattestreger og den bedste Stephen King-filmatisering i årevis. Filmen brager af sted til rytmen af sin egen tromme og viser tydeligt, at Osgood Perkins kan mere end blot levere tunge, dronende gysere som "Longlegs" og "The Blackcoat’s Daughter". Hvor absurd præmissen end er, så er filmen dybest set et portræt af, hvor vilkårligt og tilfældigt livet og døden er. Som en reminder om at man skal huske at leve, mens man lever. For ingen ved, hvornår aben trommer for dig.

"The Monkey" har dansk biografpremiere 27. februar. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.