Anmeldelse: The Mule

Clint Eastwood er tilbage i sadlen bag og foran kameraet.

Hatten af for Clint'en. Siden Eastwood som The Man with No Name fik gennembruddet som poncho-klædt macho-symbol i en række af Sergio Leones spaghettiwesterns fra 60'erne, har karrieren udviklet sig til en af de allerstørste og mest anerkendte i filmbranchen. Pensionsalderen bør på papiret for længst være overskredet for den 88-årige skuespiller, instruktør og musiker. En håndfuld gange er rollen foran kameraet lagt på hylden. Små ti år efter "Gran Torino" – seneste produktion som både skuespiller og instruktør – har manden, der skabte sig et ikonisk eftermæle, igen sat sig godt i sadlen.

Denne gang dog i moderne forstand som den køreglade krigsveteran Earl Stone. Efter det dersens internet har medvirket til, at nøglen er drejet om i en ellers stolt liljefarm, står den ældre mand ikke med gode kort på hånden. Familien har vendt ham ryggen, og huset er sat til tvangsauktion. Ud af ingenting blomstrer en usandsynlig indtjeningskilde imidlertid frem. Den 88-årige mand spottes af det mexicanske narkokartel som den perfekte heroin-kurér. Inden længe er El Tata berygtet som kartellets største smugler, hvilket ikke går ubemærket hen. DEA-agenten Colin Bates (Bradley Cooper) bider Stone i haserne, mens vores aldrende antihelt sideløbende genopdyrker familiens rødder.

Utroligt nok er "The Mule" baseret på en sandfærdig historie fra 2011. 2. verdenskrigs-veteranen Leo Sharp var verdens ældste narko-kurér, da han som 88-årig blev hyret af Sinaloa-kartellet til at fragte heroin – indimellem op til 300 kilo per sending. Fortællingen i sig selv er absolut en film værdig, hvor det er lykkedes at stable en tankevækkende samfundskommentar om sammenhængskraft oveni.

"The Mule" er klassisk Clint Eastwood-håndværk, ikke helt ulig "A Perfect World" og allerede nævnte "Gran Torino". Overordnet set undersøges familiens favn – og det at høre hjemme – i al sin kompleksitet. Hvad end det er dysfunktionelle familiemønstre, fællesskabet mellem lokale krigsveteraner, båndet mellem medarbejdere i en familievirksomhed – herunder i et narkokartel. Selv de stærkeste bånd er til at smedes sammen og brydes. Spørgsmålet fra Eastwoods side synes at være, om man(d) har modet til at gøre noget ved det. Well, do you, punk?   

Gamle mænd med pegende piber og rygende pistoler har som bekendt altid ret. Derfor lytter man også med, når Clint'en med sammenknebet blik fastholder øjne og ører. Ikke at der er grund til at opfinde den dybe tallerken. Rutineret leveres skæbnefortællingen bundsolidt i omhyggelig balance mellem charmerende oneliners og benhård americano realisme. Menneskets natur har Eastwood aldrig været bleg for at fremstille flertydigt samt såvel kynisk og idealistisk. Pegefingeren er dog i "The Mule" løftet mere muntert og håbefuldt end belærende og dogmatisk, når der kaldes på forståelse og dialog mennesker imellem på tværs af generationer og sproglige nuancer. Ikke alle har valgt deres familie og livsafsæt, men alle har mulighed for at ændre sig som mennesker.

Nu skal man passe på med at melde Clint Eastwood pensionsmoden, da den levende legende tydeligvis ikke har tænkt sig at hvile på laurbærrene. Med "The Mule" understreges, at der absolut er flere skud tilbage i seksløberen med en karriere, der snart strækker sig over lige så mange årtier som instruktør.

The Mule