Anmeldelse: The New Mutants

"The New Mutants" er blevet udskudt utallige gange, men det sløje mutantprodukt er ikke ventetiden værd. 

Op til sin premiere er "The New Mutants" blevet en mytisk film. For ville ungdomsgyserfilmen, der er en spin-off-film til "X-Men"-universet, nogensinde se dagens lys? Instruktøren Josh Boone skød til stjernerne med kleenex-hittet "En flænge i himlen", og som det tit går med unge filmmagere i Hollywood, strøg han direkte videre til store blockbusters. Dermed blev "The New Mutants" allerede annonceret tilbage i 2015, og siden er premieren blevet rykket utallige gange i en blanding af et produktionshelvede, udskydelser og en film i limbo. Nu er de unge mutanter dog endelig ankommet til det store lærred, men var forsøget på en gysersuperheltefilm virkelig ventetiden værd?

"The New Mutants" er sin egen lille fortælling, som foregår i "X-Men"-universet, hvor mutanter med unikke evner lever blandt menneskeheden. Da unge Danis familie dør under mystiske omstændigheder, indlægges hun på et psykiatrisk hospital for unge utilpassede mutanter, der endnu ikke kan kontrollere deres evner. Her tilser lægen Cecilia Reyes ungerne, men måske hun har skumle planer. Endnu værre står det til, da patienterne begynder at opleve uforklarlige, uhyggelige scenarier én efter én.

Inklusiv diverse spin-offs, reboots osv. er Josh Boones forsøg på en "X-Men"-film den 13. i rækken af mutantpåfund. Der er det da også frisk, at filmmageren har forsøgt sig med noget nyt – i dette tilfælde et miks af superheltefilm og gys rettet mod teenagere. Filmen er hyppigt blevet sammenlignet med klassikere som "Gøgereden", "The Breakfast Club" og ikke mindst "A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors". Selvom utilpassede unge og et hospital er til stede, er der desværre tale om en salgstale langt fra virkeligheden. "The New Mutants" er nemlig tættere på superhelte-makværker som den skandaleombruste "Fantastic Four" eller "Venom".

"The New Mutants" føles på mange måder som en ikke-film. Om det primært skyldes produktionsvanskeligheder, dårligt manuskriptarbejde eller andre faktorer, kan vi kun gisne om for nu, men én ting er sikker: Her er at gøre med en aldeles inkompetent film udover det sædvanlige. Fra rædderlige computereffekter til en håndfuld unge, talentfulde skuespillere, der overfuses med tvivlsomme karaktervalg og dårlige replikker, fremstår filmen komplet intetsigende. Som med Josh Tranks skandaløse omgang med de fantastiske fire virker det til, at historien springer midterste akt over og går direkte fra intro til finale. En meget utilfredsstillende oplevelse som seer, der må stille sig tilfreds med en uforløst film – uden spænding eller suspense.

At mutantfilmen har været henlagt i en skuffe de sidste tre år er også til at tage og føle på. Her refereres der både til "Logan" og andre "X-Men"-detaljer, som pludselig synes langt væk i fortiden. Mens castingen af unge stjerneskud som Maisie Williams og Charlie Heaton – skuespillere, der var flyvende i 2017 med optrædener i gigahits som "Game of Thrones" og "Stranger Things" – også føles mindre frisk. Dertil hjælper det heller ikke, at det unge hold må bevæbne sig med gumpetunge replikker, eller, som tilfældet er med stakkels Anya Taylor-Joy, forsøge sig med en stereotypisk russisk accent.

Med både produktionsvanskeligheder, Disneys opkøb af 20th Century Fox og coronavirussen har "The New Mutants" haft svære vilkår. Men denne mutantbastard er allerede død ved ankomst, og med år henlagt i en skuffe kunne filmen lige så godt være forblevet i glemmekassen. Det sløje mutantprodukt er desværre på ingen måde ventetiden værd.

The New Mutants

Kommentarer

The New Mutants

  • ★★★1

    Jeg elsker X-Men filmene, også de knap så populære, med undtagelse af X-Men Origins: Wolverine. Men efter utalige film med de samme ansigter, havde jeg glædet mig til en historie med nogle nye. The New mutants starter ret rodet, hvorefter vi får en lidt langtrukket præsentation af alle karaktererne, imens stakken af spørgsmål bliver ved med at stige. Og mange af dem får vi desværre aldrig svar på. Men det er godt det samme, for efter man har brugt en lille 1½ time, der føltes som 2, gider man faktisk ikke at se mere fra det her galleri. Jeg blev hængende, da den ret så atypiske setup og atmosfære for en superhelte film virkede tiltalende, også fordi jeg som sagt elsker X-Men universet/universerne. Den leger at den er R-rated, men er det langtfra. Jeg sad på et tidspunkt og trillede tommelfingre og savnede de gode gamle X-Men. Filmen prøver også at være en slags mutant version af The Breakfast Club. Efter den lange ventetid og alt det filmen har været igennem, var den desværre muteret i processen.

    5/10

    MOVIE100018-01-21 22:03

  • 0

    Jeg kunne nu godt lide filmen.
    Den er bestemt ikke noget mesterværk, men ret underholdende.

    Jeg fandt den ikke kedelig, og tværtimod kunne jeg have brugt mere built-up og mere baggrundshistorie på de forskellige karakterer.

    Filmen er som du nævner lidt rodet, og den virker pludselig til at få meget travlt med at skulle slå en krølle på historien. Det er ret ærgerligt.

    Jeg kunne ret godt lide gruppen af unge skuespillere og jeg synes at de havde en rigtig god kemi sammen.

    Jeg lander lige én karakter højere end dig - 6/10. :)

    Herrguth18-01-21 22:40

  • 0

    Jeg lander også på 6/10 - den er trods alt bedre end Dark Phoenix og Apocalypse.

    Slayer18-01-21 22:53

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen