Anmeldelse: The Old Guard 2 (Netflix)

En klodset efterfølger, der drukner i sin egen mytologi

Du husker måske de udødelige lejesoldater fra Netflix’ actionbrag "The Old Guard" fra 2020. Anført af den oldgamle kriger Andromache af Skytien, eller Andy (spillet af Charlize Theron), har dette hemmelighedsfulde hold af evigt unge krigere kæmpet sig gennem århundrederne for at skubbe historien i den rigtige retning – med blandet succes.

Det oprindelige hold bestod af fire medlemmer, der alle på et tidspunkt i historien var døde, blot for at opdage, at de af en mystisk årsag var udødelige. Men deres gave er ikke evig; en dag vil deres helbredende kræfter uundgåeligt forsvinde, og døden vil blive endelig.

Udover Andy bestod holdet af den charmerende og belæste Sebastian Le Livre, eller Booker (spillet af Matthias Schoenaerts), en soldat, der døde i kamp for Napoleon. Og så er der kæresterne, Yusuf Al-Kaysani, eller Joe (spillet af Marwan Kenzari), og Nicolò di Genova, eller Nicky (spillet af Luca Marinelli). De var engang fjender under korstogene og slog hinanden ihjel gentagne gange, indtil de indså, at de begge var udødelige og i stedet forelskede sig.

Hver udødelig slæber rundt på sin egen bagage fra århundreders levetid. For Andy er det vægten af årtusinder; for Booker tabet af sin søn til kræft for århundreder siden; og for middelalderkrigerne deres evige kærlighed til hinanden. Denne udødelige eksistens er et tveægget sværd: et løfte om evigt liv, der er en stærk fristelse for grådige dødelige, hvilket gør hemmeligholdelse altafgørende. For et væsen, der ikke kan dø, er evigt fangenskab den største trussel af alle.

Den oprindelige "The Old Guard" var en solid actionfilm. Baseret på tegneserien skrevet af Greg Rucka, introducerede den os til de udødelige krigere, nu trætte og desillusionerede efter at have været vidne til menneskehedens uendelige evne til ødelæggelse. Da den amerikanske soldat Nile Freeman (spillet af Kiki Layne) bliver dræbt i Afghanistan og mirakuløst vågner op, tager Andy hende under sine vinger for at introducere hende til et nyt, uendeligt liv.

Vi blev også introduceret til CIA-agenten James Copley (spillet af den altid fremragende Chiwetel Ejiofor), som i første omgang konspirerede med den karikeret onde medicinaldirektør Merrick (spillet af Harry Melling) for at fange holdet. Copley fik dog kolde fødder og sluttede sig til de udødeliges mission.

"The Old Guard 2" fortsætter, hvor den første film slap. Andys gamle sjæleven, den udødelige Quynh (spillet af Veronica Ngo), bliver befriet fra havets dyb, hvor hun har været fanget i en jernkiste i fem århundreder. Drevet til vanvid af den endeløse cyklus af at drukne og genoplive, sværger hun nu hævn over alle – både udødelige og dødelige.

Ved hendes side står den rige, mystiske og klassisk skurkagtige Discord (spillet af Uma Thurman), som har sine egne skumle planer. De er på kollisionskurs med Andys hold, som nu inkluderer agent Copley og en ny udødelig "loremaster", Tuah (spillet af Henry Golding).

"The Old Guard 2" er en klodset film. Da Netflix sendte mig anmelderlinket, besluttede jeg mig for at gense originalen først. Til min overraskelse virkede den første film, som jeg ellers nød ved premieren, nu langsommere og mere akavet, end jeg huskede. Det, jeg stadig satte pris på, var mysterierne og de historiske aspekter, især glimtene fra fortiden – et godt eksempel på "show, don't tell"-fortælling.

Da jeg startede på efterfølgeren, var mit første indtryk, at instruktion og manuskript var blevet bedre. Denne følelse var dog kortvarig. Efter en åbningsscene, hvor Discord henter Quynhs kiste, kastes vi ud i en overdrevet actionsekvens, hvor de udødelige stormer en herregård for at nedlægge nogle våbenhandlere. Selvom actionen er kompetent, føles den ofte unødigt kompleks – et tilfælde af stil over substans. I de brede skud bliver den tvivlsomme koreografi tydelig. John Wick er det ikke.

Og så trækker filmen håndbremsen. Efter den indledende action sænkes tempoet til sneglefart. De udødelige rejser verden rundt, efterforsker, møder folk og grubler uendeligt over, hvad det vil sige at være udødelig. Jeg begyndte at spekulere på, om jeg ved en fejl havde skiftet til en anden film – måske et snakkesaligt indie-drama, hvor alle trænger til en gruppeterapisession.

Et af de bedste aspekter ved den første film var, hvordan den håndterede mysteriet om deres udødelighed. Ingen vidste, hvorfor de var udvalgt. Hvorfor drømte de om nye udødelige? Hvornår ville deres gave ophøre? Ingen svar, kun antydninger og gåder, og filmen var bedre for det.

"The Old Guard 2" læner sig faretruende op ad Highlander 2-skolen, hvor ethvert mysterium skal dissekeres og forklares væk. Bøger bliver konsulteret, udødelighedens mekanik udforskes, og karaktererne leverer sidevis af dialog om deres tanker og følelser. Af folk, der ikke kan dø, bruger de godt nok meget tid på at tale om dødelighed. Det hele føles så langsomt og melodramatisk, at man næsten ønsker, en af dem kunne dø, bare for at få lidt fremdrift i handlingen.

Filmen har dog sine øjeblikke. Vi bliver budt på et par interessante visuelle sekvenser, som en hvor Andy går gennem et byområde, der sømløst forandrer sig omkring hende, mens hun mindes dets transformation gennem århundrederne. Der er også en hel del globetrotting – måske for meget – da karaktererne springer fra den ene ikoniske by til den næste. Filmens budget til location-skilte på skærmen må have været anseeligt. Er der nogen, der har talt dem? Jeg er oprigtigt nysgerrig efter, hvor mange gange man ser et skilt på skærmen, hvor der står "Paris, Frankrig" eller "Rom, Italien".

Selvom Charlize Theron som sædvanlig er god, virker det som om, hun kæmper med materialet. Det samme gælder for Uma Thurman, der som skurken Discord ikke får meget andet at lave end at se truende ud og bære fabelagtige, onde kostumer. Det er trist at se, da begge er i stand til så meget mere.

Da actionen endelig vender tilbage, befinder vi os i wannabe James Bond-territorium. Der lægges planer, der svinges med usynlige overskæg, og bomber bliver plantet. Borte er mysterierne og tvetydigheden. I stedet får vi mere klodset action, fjollet kampsport og ildkampe, der ville få enhver med et basalt kendskab til taktik til enten at klø sig i hovedet eller grine højt.

"The Old Guard 2" er ikke en særlig god efterfølger. Selvom skuespillet er blevet en smule bedre, og der er et par øjeblikke med visuel flair, føles filmen langsom og ujævnt pacet, hvilket får dens 1 time og 45 minutter lange spilletid til at føles meget længere.

"The Old Guard 2" har premiere på Netflix den 2. juli 2025.

---

Anmeldelsen er skrevet på engelsk af Moovys norske ven og derefter oversat til dansk. Kunstig intelligens blev brugt i processen, for den ægte var åbenbart ikke helt nok!