Anmeldelse: The Place
Med knivskarp dialog og eminent skuespil fastholder instruktør Genovese over 105 minutter en velfungerende ping-pong, der aldrig fremstår forceret eller uinteressant.
Italien har filmhistorisk set altid været ét af de mest indflydelsesrige filmnationer – lige siden stumfilmsperiodens episke storfilm til efterkrigstidens neorealismen og ikke mindst spaghettiwesterns, giallo og horror i alverdens afstøbninger. Til trods for at industrien længe har været udfordret på økonomi, plejer støvlelandet heldigvis at have fod på kreative løsninger. Henover de seneste fem års tid er italienerne kommet stærkt tilbage med stort talent og ikke mindst tankevækkende spille- og dokumentarfilm. Mirakelmageren Paolo Genovese, der senest stod bag den fabelagtige "Perfect Strangers", præsenterer endnu en gang styrken bag simple fortællemæssige præmisser – og hvor få detaljer, der skal til for at spænde ben for smågeniale bedrifter.
En mystisk mand (spillet af altid fremragende Valerio Mastandrea) sidder på sin plads dag efter dag på en café i det centrale Rom. Folk opsøger ham for at få opfyldt deres dybeste ønsker mod at udføre opgaver for ham. Ikke overraskende kræves der ikke småting i udvekslingen mellem ønske og opfyldelse. Moral og etik udfordres ud i ekstremerne. For at en gammel dame skal få kureret sin mand fra Alzheimers, skal hun placere en bombe på et offentlig sted. En familiefar skal dræbe en lille pige for at redde sit eget barn. En ung nonne skal blive gravid for at genfinde sin tro på Gud. Moralske dilemmaer, der alle sætter ønsker og drømme i relief – og om det altid er målet i sig selv eller vejen dertil, der er det essentielle.
Udformet som en ensemblefilm, optaget på ét sted. Alt foregår omkring dét bord, hvor vores sælsomme hovedperson uddeler opgaverne fra. For der sker egentlig ikke så meget andet i "The Place". Med knivskarp dialog og eminent skuespil fastholder instruktør Genovese over 105 minutter en velfungerende ping-pong, der aldrig fremstår forceret eller uinteressant. I hvert fald ikke i plottets omdrejningspunkt mellem den kompromisløse Faust-lignende karakter og "The Monkey's Paw"-nyfortolkningen.
Ligesom W. W. Jacobs kultnovelle om skæbnesvangre valg såvel som (naturligvis) Goethes mesterværk kan "The Place" heller ikke undsige sig en karakteristisk litterær tone. Samspillet mellem tonen og vores nærmest guddommelige hovedperson går op i en højere enhed. Han har i sig selv ingen personlighed, men ridser i stedet som symbol den italienske selvbevidsthed og mentalitet i lakken. Hyklerisk religiøsitet og politisk populisme får et satirisk rap over nallerne af Genovese. Ansvarsfralæggelse og egoisme udstilles, når persongalleriet som gode katolikker ukritisk bekender sig til den mystiske mand – og dermed på forhånd køber bod ved at kaste sig ud i bizarre misgerninger.
Paolo Genovese har et stærkt greb om store eksistentielle og samfundsmæssige overskrifter med sin symbolske fabel. Men den 51-årige romer vil for meget. Ikke tematisk og poetisk, men narrativt. En mildest talt malplaceret romance mellem den mystiske mand og caféens smækre bartender hænger slet ikke sammen med resten af beretningen, hvilket til dels undergraver filmens ellers intelligente narrative lag og forfriskende form. Værst er dog det overraskende ledende 80'er-konfirmationssynthesizer soundtrack, der ville passe bedre i Rocco Siffredi-pornofilm. Måske en mystisk mand havde givet instruktør Genovese et tilbud, der ikke var til at afslå.