Anmeldelse: The Rider

Cowboy-dramaet "The Rider" er en oplevelse, du ikke må snyde dig selv for.

Kinesiske Chloé Zhao fik instruktørdebut med "Songs My Brothers Taught Me" fra 2015, der blev nomineret til tre Independent Spirit Awards og Cannes' Caméra d'Or for bedste debut. Tre år senere er hun klar med sit andet projekt i form af det nutidige westerndrama "The Rider", der tidligere i år blev vist på CPH PIX. Hvis man ikke så filmen dengang, kan det varmt anbefales at se den nu.

Vi følger cowboyen Brady (Brady Jandreau), efter at hans seneste rodeo-forestilling resulterede i et voldsomt kraniebrud. Den unge mand kæmper for at komme videre i teksten sammen med faren Wayne (Tim Jandreau) og søsteren Lilly (Lilly Jandreau), der har Asperger. Dog melder der sig en eksistentiel krise, da Brady ikke længere kan beskæftige sig med rodeo og fortvivlet søger efter en ny mening med sit liv.

Hvis skuespillernavnene virker besynderlige, skyldes dette, at rollebesætningen faktisk er virkelige personer, der spiller en fiktiv udgave af sig selv. Og så alligevel ikke, da virkelighedens Brady faktisk har været den tidligere nævnte krise igennem, som filmen viser. Dette faktum har resulteret i det bedste skuespil, jeg længe har været vidne til – hvis det kan betegnes som skuespil, når mennesker spiller sig selv.

"The Rider" er en fiktionsfilm, der føles som en dokumentar. Publikum er fluen på væggen, mens vi observerer karakterernes dagligdag. Dette udføres vel at mærke så godt, at Bradys fortvivlelse på lærredet får én til at glemme skellet mellem fakta og fiktion. Så jordnært, poetisk stille og råt fortalt, at vi fuldstændigt opsluges. Des længere ind man kommer i Bradys sind, jo mere knuses man i en emotionel detour. Klichéerne undgås, og vi tvinges til at indånde støvet fra den hårdkogte virkelighed, når drømmen er bristet, og man ikke kan leve op til ens egne og andres forventninger. Med andre ord er South Dakota langt væk fra det glamourøse Hollywood.

I grænselandet mellem de filosofiske grusomheder fodres vi med utrolig flotte billeder af western-landskabet, imponerende scener med Brady som hestehviskende træner og et simpelt men yderst effektivt soundtrack. Disse tre elementer komplimenter en minimalisme, hvis kvalitet er yderst sjælden. Få kan prale med at opnå dét, som Zhao har opnået med "The Rider" og endda som blot hendes anden spillefilm. Man kan sige, at den kun 36-årige instruktør har en lys fremtid foran sig som kun få kan drømme om.

"The Rider" er et kærlighedsbrev til filmelskere. Den viser, hvorfor jeg forelskede mig i film i første omgang. Eskapismen væk fra hverdagen, der skaber dybsindig refleksion over tema og handling, samt føle for karaktererne. Dette er definitionen på et mesterværk så fantastisk udført, at det næsten er uhyggeligt.