Anmeldelse: The Strangers: Prey at Night

"The Strangers: Prey at Night" skal have respekt for, hvordan den kan forbindes med filosofi og nihilisme, men den kan ikke kaldes en god film.

Den franske filosof Jean-Paul Sartre ytrede i værket "Kvalme" fra 1938, at eksisterende ting er født uden formål, forlænger sig selv ud af svaghed og dør ved et tilfælde. Dette må siges at være filosofien bag "The Strangers: Prey at Night", fortsættelsen til "The Strangers" fra 2008, hvis tagline var "because you were home", der opsummerede psykopaternes motivation bag de forskellige mord. Nihilisme i stor stil.

Vi følger en familie på fire. Moren Cindy (Christina Hendricks), faren Mike (Martin Henderson), teenageren Kinsey (Bailee Madison) og hendes bror Luke (Lewis Pullman), hvis road trip tager en dyster og uhyggelig drejning, da de bliver forfulgt af tre maskerede psykopater, der vil dem til livs. Hvorfor? Hvorfor ikke, som det ytres på et tidspunkt i filmen.

Psykopaternes nihilistiske tilgang er forfriskende. Vores hovedpersoner bliver ikke straffet for noget specifikt, som ellers er standardpræmissen bag slasherfilm. Dette er blot en almindelig familie, der tilfældigt bliver gjort til ofre. Givet de forskellige terrorangreb i verden gennem de sidste mange år (især post-9/11), og hvordan uskyldige civile bliver dræbt for at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, er "The Strangers: Prey at Night" udgivet i et skræmmende og tidsrammende klima. En uhyggelig og realistisk idé, der dog ikke redder filmen.

Bag nihilismen finder vi alle gyserklichéerne. Isolationen uden mulighed for hjælp udefra, hovedpersoner der tager den ene dumme beslutning efter den anden og blodet der flyder. Dødsfaldene er realistiske, men ikke mindeværdige, udover måske de forskellige 80'er pop-hits, der næsten altid spilles, når en person må lade livet. Instruktøren Johannes Roberts er tydeligt inspireret af John Carpenter i forhold til sparsom musik, adstadigt kameraarbejde og brugen af den mørke æstetik, hvilket skaber enkelte effektive øjeblikke.

Helt skræmmende bliver det aldrig. I starten søges at etablere basis for karakterudvikling for familien. Dette forsvinder, så snart psykopaterne melder deres ankomst. En skam, da karaktererne ellers bliver sat fint op. Skuespillerne gør det ellers udmærket, hvor Madison har et par stærke øjeblikke. Men generelt er der ellers ikke noget særligt ved skuespillet. Det hjælper heller ikke, at klimakset er lidt langtrukkent, hvor der er et par false endings.

Jeg er fuldstændig med på den nihilistiske og filosofiske præmis, men det bliver aldrig til mere end uforløst potentiale. Gyset bliver ikke udført ordentligt, og gode idéer kan ikke brødføde, hvis de bliver afviklet forkert. Samtidigt er filmen frustrerende. Jeg kedede mig, da jeg så den, men da jeg reflekterede over den efterfølgende, kunne jeg se, hvad den prøvede at opnå. "The Strangers: Prey at Night" får min respekt for, hvordan jeg kan forbinde den med filosofi og nihilisme, men jeg kan ikke kalde det en god film.

The Strangers: Prey at Night