Anmeldelse: The Substance

Demi Moore er blodig sublim i en grotesk og satirisk body horror, der går til angreb på Hollywoods besættelse af skønhed.

Mange kæmper hele deres liv for at se smukkere ud. Der dyrkes sport, spises sundt og indtages tonsvis af piller. Afhængigheden spøger. For hvor langt vil man gå for at blive det helt perfekte eksemplar af sig selv? "The Substance" er en grotesk morsom satire om menneskets syn på det perfekte liv. Resultatet er et rendyrket mesterværk fuld af kropsvæsker.

Elisabeth Sparkle (Demi Moore) var en stor stjerne i sine yngre dage. Hendes stjerne på Hollywood Walk of Fame er falmet, og hun er nu fitnessinstruktør på TV. Da hun på sin 50-års fødselsdag fyres fra showet, tilbydes hun at prøve et nyt medikament på det sorte marked, The Substance. Det bliver starten på en helt ny rejse for Elisabeth, da hendes bedre og smukkere jeg, Sue, bogstaveligt talt bliver født ud af ryggen på hende. Der er bare et par regler, der skal overholdes.

At gå i kødet på Hollywood og skønhedsidealer er ikke nyt, men franske Coralie Fargeat griber det an fra en helt ny og vild vinkel. Hendes blanding af morbid humor blandet med den grummeste body horror er ikke set lignende. Ikke engang David Cronenberg kan være med her.

Et fantastisk aspekt ved filmens struktur er, at man kan se den fra flere forskellige vinkler. Man kan vælge bare at se den som et ulækkert orgie af blod og tortur. Men man kan også se bort fra alt det ulækre og dykke ned i både de overordnede og underliggende symbolikker. Fra kønsroller til livets start og ende. Oveni er der vidunderlige referencer til alskens horrorfilm fra "Bride of Frankenstein" til "Elefantmanden". Man kan mærke en instruktør, der elsker genren.

Demi Moore har aldrig været bedre. Den amerikanske skuespillerinde har aldrig været bange for at tage chancer på film. Men ligesom hendes Elisabeth, har Moores egen stjerne falmet en smule over de seneste år. Men her viser hun et skuespil, der er fuld af både skønhed og traumer. Hun går igennem en transformation, som ikke mange skuespillerinder ville turde i hendes alder. Men Moore går skridtet fuldt ud og leverer en Oscar-værdig præstation. Hendes forberedelse til en date er både vanvittig og sørgelig på samme tid.

Hendes yngre jeg, Sue, spilles med skøn sexappeal af Margaret Qualley. Der kræves ikke lige så meget dybt spil af hende som af Moore. Til gengæld er hendes fysiske spil i verdensklasse. Alle mænd vil savle over hende, og kvinder vil misunde hende, selvom hun er en kælling af rang. Qualley er ikke bange, ligesom Moore, for at tage udfordrende roller. Det har hun vist, især sammen med Yorgos Lanthimos. Men her viser hun et fysisk spil, der er i særklasse. Især klimakset er noget helt for sig.

Dennis Quaid er vidunderligt overspillende som den sleske, rejeædende, storrygende producer, som endda hedder Harvey med en slet skjult reference til Weinstein. Der lægges ikke fingre imellem, og det er helt klart instruktør Fargeats intention. Alt er skruet op på ikke bare 10 men 11, og for nogle vil det blive for meget, men satiren går klart igennem. Hollywood kan være et helvede for nogle og for andre et paradis. Hendes Cannes-vindende manuskript er fuld af kommentarer om afhængighed, kønsroller og skønhedsprincipper. Intet er fredet, og det er genialt udsmurt på hele den blodige linse.

"The Substance" er en genistreg af en grotesk, overspillet satire. Der lægges ikke fingre imellem nogle steder, og instruktør Coralies kærlighed til gysergenren fornægtes heller ikke. Demi Moore fortjener en Oscar-nominering for sin dybfølte præstation som Elisabeth, og hun får fantastisk medspil af Qualley og Quaid. Nogle vil muligvis ikke kunne klare mosten, men for dem, der kan, er "The Substance" en filmoplevelse, man sent vil glemme. Det er en af årets bedste film, tilsat æg, rejer og blod.

"The Substance" har dansk biografpremiere 24. oktober. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.