Anmeldelse: The Swallows of Kabul

Fransk animationsfilm giver rørende, grumt og smukt billede af livet i Kabul under Taliban-styret.

I en tid, hvor Disney og Pixar for længst har overtaget, er de små animationsfilm lette at overse. Franskproducerede "The Swallows of Kabul" er én af den slags film, mange nok vælger fra eller måske aldrig hører om. Med et budget på omkring syv mio. dollars holdt op mod "Frost 2" på 150 mio. dollars er en sammenligning måske ikke berettiget. Disneys flotte (ny)klassikere har ofte et nypoleret udtryk med stemning og morale presset ned i halsen på publikum – samt garanti for en happy ending. I den modsatte ende af skalaen er der film som "The Swallows of Kabul". Det visuelle udtryk er rustikt og upoleret. Den giver et rørende, grumt og smukt billede af livet i Kabul under Taliban-styret. Et liv, der trods krig og daglige henrettelser er fyldt med kunst, kærlighed og livsglæde. Her er noget på hjerte.

Vi befinder os i Kabul i 1998. Taliban-regimet har magten, og byen ligger i ruiner. Zunaira og Mohsen er unge og forelskede, og til trods for den daglige vold og død omkring dem lever de i et håb om en lysere fremtid. Deres tilværelse ændres med ét, da en tragisk hændelse sætter en brat stopper for deres lykke.

Kontrasten mellem før og nu skildres elegant og grusomt. Børn leger og spiller fodbold i gaderne, mens offentlige henrettelser er så naturlige som gademusikanter på Strøget i København. Løkker hænger fra fodboldmål på det lokale stadion, hvor sæderne er fulde af både kvinder og mænd, der skal overvære de grusomme henrettelser. I stærk kontrast til rædslerne i gadebilledet viser filmen, at der bag hjemmets fire vægge stadig er håb. At selv de mest modbydelige grusomheder ikke kan stoppe kærlighed og lidenskab.

Alix Arraults animationsstil er det, der primært får "The Swallows of Kabul" til at skille sig ud. Til trods for sin simple stil er filmen fyldt med liv. Der er kælet for alle de væsentligste detaljer, så både karakterernes sorg, glæde, vrede og smerte skærer sig igennem biograflærredet og sætter sig fast i publikums bevidsthed. Den simple tegnestil er desværre også filmens svaghed. De ellers grumme og yderst ubehagelige scener, der både viser kvindeundertrykkelse og steninger, rammer ofte kun overfladisk. Den animerede distancering til virkelighedens rædsler medvirker til, at Arrault ikke sætter så dybe spor, som man måske forventer af en film med dette tema.

Den franske komponist Alexis Rault har lavet et score, der er lige så smukt og unikt som filmens billeder. På diskret vis underbygger og udfylder musikken det, man har undladt i den rustikke animationsstil. Fusionen mellem billeder og lyd er i perfekt balance, og fra start til slut fortælles historien med visuelt og musikalsk overskud. "The Swallows of Kabul" er kontrasternes portræt. Splittelsen mellem at skulle flygte eller blive og kæmpe mod det onde med de midler, man har, er ét af filmens vigtigste elementer og efterlader – forhåbentlig – sit publikum med troen på, at netop flugt er sidste udvej.

Er du til animationsfilm, men ønsker ikke Disneys pæne univers, er "The Swallows of Kabul" bestemt en biograftur værd. Til trods for sine blot 80 minutter formår den med sit simple udtryk at komme hele følelsesregistret rundt og ramme krigens mange facetter.