Anmeldelse: The VVitch

Sidste år skete der noget på horrorfronten. Sidste år var der kun én film, alle snakkede om, når det gjaldt genrefilm. Den film var "The VVitch", der efter sigende skulle være en helt ny måde at fortælle en uhyggelig fortælling på. Med hype kommer også kritik, og snart lød det, at "The VVitch" var overvurderet og kedelig; at det var kejserens nye klæder, og at folk lod sig rive med. Men hvordan er den så, denne film om hekse og overtro i 1600-tallets New England?

En religiøs familie føler sig nødsaget til at bosætte sig udenfor landsbyen, der er blevet for sekulær for familiens overhoved. I en lille hytte udenfor landsbygrænserne bor de så, tæt på skoven og med hinanden og få husdyr som selskab. Især geden Black Phillip skaber glæder blandt de små, mens de ældre børn føler et mørke komme fra skoven. Da et spædbarn forsvinder, og overtroen tager over, bliver det især svært adskille religiøs overtro fra almindelig frygt.

"The VVitch" er en film, der er skabt udelukkende ud fra den præmis, at stemning er det element, uhygge bliver skabt af. Dens insisterende skyggeliv lader os vente tålmodigt på den heks, der findes i filmens titel, og som måske – måske ikke – er et sted derinde i skoven, hvor civilisationen ender, og folkloren begynder. I den kriblende ventetid beviser instruktør Robert Eggers, at han ved, hvad der er det mest uhyggelige: det ukendte og kunsten ikke at vide, hvad religion kan få selv de nærmeste til og kunsten at lægge det hele i en tidsalder, der ligeså er indhyllet i uvidenhed for langt de fleste af os.

Som en gammel folklore sniger "The VVitch" sig afsted, mens den blot venter på sit endeligt, når den stakkels familie omringes af den dunkle nat, og vi forstår, hvad der har lurepasset, mens det onde blot voksede sig bredere og mere magtfuldt. Der er nogle film, der venter på at blive eksplosive i de sidste scener. og hvis hele værdi ligger i at vente på det rigtige tidspunkt at vise sig som fremfarende. Den slags er Robert Eggers slet ikke interesseret i. Han er interesseret i folklore og den naturlige historie, der ikke altid vil ende i forhøjet lyd og voldsomme handlinger. "The VVitch" starter med at være rolig, og sådan ender den også. Men det er netop også i stilheden, at den griber om halsen og presser til. Det er i mørket, vi skal holde vores øjne mest åbne.

Der er taget mange smarte valg i "The VVitch", der skaber rammen for en film med paranoide tvangstanker og kristen fanatisme. Skoven er bare endnu en mur, der er umulig at penetrere – ligesom den undertrykkende religion, børnene i den kristne familie ligger under for. Livet er ikke nemt, men vanskeligt. Ikke kun for den lidende storesøster, der hele tiden er under mistanke fra familien, men også for familiens far og overhoved, der lider under Guds valg af skæbne til ham. I New Englands marker og natur er det ikke kun heksen, der giver grund til fare – det er i høj grad også menneskets eget indre.

Når "The VVitch" til sidst skræmmer os, er meget af det, fordi den ikke skræmmer karaktererne i selve filmen. Nogle af dem forstår ikke, mens andre forstår for godt. Men filmens fysiske enhed, der står som en rokke og tålmodigt venter, er der ingen af vores hovedpersoner, der kender, og den skaber ikke frygt. Det er tanker og simpel stolthed, der slår alting omkuld til sidst, mens det hele bliver orkesteret af, nej, måske ikke heksen. Måske er der andre, langt værre ting, der står i kø for at ødelægge den lille familie.

The VVitch

Kommentarer

The VVitch

  • ★★★0

    Fedt, af den fik biografpremiere herhjemme. Det har den fortjent. Suveræn film!

    Babo 4-05-17 00:01

  • ★★1

    Jeg forstår vitterligt ikke hypen om denne film. Ikke et sekunds uhygge, ikke én sympatisk karakter.

    Historien om familien, der bliver splittet over overtro og tro kunne have været ganske stærk - hvis familien virkede samlet til at starte med.

    Jeg skal dælendytme mange år tilbage for at finde en film, der har ledet mig så bravt.

    Og så giver jeg lige nøjagtig nul og niks for, at dialogen er skrevet på "historisk korrekt engelsk". Og hvad så?

    HonoDelLoce 4-05-17 01:20

  • ★★★1

    Uhygge afhænger af, om man formår at leve sig ind i fortællingen og sætte sig i familiens sko. Jeg vil sige den er mere creepy og 'unsettling' end decideret uhyggelig. Og så forstår jeg ikke altid den higge efter 'sympatisk karakter'. 

    Dialogen er desuden med til at løfte troværdigheden,  så jeg gav da flere points for, at en instruktør har tænkt over detaljer. 

    Babo 4-05-17 07:07

  • 0

    Uhygge afhænger af, om man formår at leve sig ind i fortællingen og sætte sig i familiens sko. Jeg vil sige den er mere creepy og 'unsettling' end decideret uhyggelig. Og så forstår jeg ikke altid den higge efter 'sympatisk karakter'. 

    Dialogen er desuden med til at løfte troværdigheden,  så jeg gav da flere points for, at en instruktør har tænkt over detaljer. 

    Babo - 4-05-17 07:07

    En sympatisk karakter skaber identifikation, hvilket øger indlevelsen, uhyggen og usikkerheden. Med lutter usympatiske karakterer skabes der en vis følelsesmæssig afstand, hvilket bevirker, at man bekymrer sig mindre for, om de bliver flænset af en heks om lidt. Så vil indlevelsen i værste fald begrænse sig til et "hvem bliver den næste?" som man kender det fra slasher-genren. I hvert fald er det vanskeligere at "sætte sig i familiens sko", hvis man ikke har lyst til at være i de sko.

    Allan Knudsson 4-05-17 08:19

  • 3

    Jeg elsker stemningsfyldte gysere, men af en eller anden grund blev jeg heller ikke draget ind i stemningen og historien i The VVitch. Jeg røvkedede mig desværre også hele vejen igennem, og på trods af, at jeg virkeligt gerne ville elske denne film, så var det en af de kedeligste filmoplevelser jeg længe har haft.

    dyg 4-05-17 08:35

  • ★★★0

    Babo - 4-05-17 07:07

    En sympatisk karakter skaber identifikation, hvilket øger indlevelsen, uhyggen og usikkerheden. Med lutter usympatiske karakterer skabes der en vis følelsesmæssig afstand, hvilket bevirker, at man bekymrer sig mindre for, om de bliver flænset af en heks om lidt. Så vil indlevelsen i værste fald begrænse sig til et "hvem bliver den næste?" som man kender det fra slasher-genren. I hvert fald er det vanskeligere at "sætte sig i familiens sko", hvis man ikke har lyst til at være i de sko.

    Den beskrivelse passer på rigtig mange film, men så er der også det med gråzoner og jeg havde ingen problemer med at have empati for familien. The Witch er milevidt fra 'hvem bliver den næste' skabelon, som rigtigt nok passer på en 80'er film. Jeg synes filmen virkede meget tro overfor perioden og hvordan man agerede. Jeg købte det ihvertfald. 

    Babo 4-05-17 08:50

  • ★★★0

    Jeg havde intet problem med at finde sympati for hovedpersonen, også selvom at hun også har usympatiske træk. Jeg var fuldstændigt opslugt af stemningen og havde en fantastisk filmoplevelse.

    Kruse 4-05-17 08:57

  • ★★★★0

    Andre end mig, som lige troede, at Babo blev anmeldt? :p 

    Riqon 4-05-17 08:59

  • ★★★0

    Andre end mig, som lige troede, at Babo blev anmeldt? :p 

    Haha, jeg tænkte, at det var utroligt at kunne holde det på under en halv side ;)

    Babo 4-05-17 09:03

  • 0

    Den beskrivelse passer på rigtig mange film, men så er der også det med gråzoner og jeg havde ingen problemer med at have empati for familien. The Witch er milevidt fra 'hvem bliver den næste' skabelon, som rigtigt nok passer på en 80'er film. Jeg synes filmen virkede meget tro overfor perioden og hvordan man agerede. Jeg købte det ihvertfald. 

    Babo - 4-05-17 08:50

    Det lyder ganske lovende.

    Allan Knudsson 4-05-17 09:21

  • ★★0

    Og så forstår jeg ikke altid den higge efter 'sympatisk karakter'. 

    Det er et simpelt spørgsmål om interesse. Hvis jeg skal interesse mig for en konflikt - og hvordan den konflikt bliver løst - så skal jeg som minimum have en person at hænge den interesse op på. Det er ikke et spørgsmål om, at der skal være en "god" og en "ond", men bare en, man i det mindste kan føle lidt med.

    At se The Vvitch var for mig lige så interessant som at se et afsnit af et eller andet realityprogram. Masser af intriger og diskussioner, hvem har gjort hvad over for hvem - men på bundlinjen står, at jeg intet problem har med at slukke lang tid inden, at det bliver løst, fordi det er så røvuinteressant hvem af alle idioterne der viser sig at være den største idiot.

    HonoDelLoce 4-05-17 09:29

  • ★★★0

    Jeg havde intet problem med at finde sympati for hovedpersonen, også selvom at hun også har usympatiske træk. Jeg var fuldstændigt opslugt af stemningen og havde en fantastisk filmoplevelse.

    Enig! Alle mennesker har vel usympatiske træk, og hele fortællingen hviler på, at lige netop disse fremhæves hos hovedpersonen (og også resten af karaktererne). Uden denne detalje ville filmen ikke give meget mening. Det er en meget langsom film, så klart at mange vil falde fra. Til gengæld er den rig på detaljer og stemning, og for mit vedkommende ender den muligvis som dette årtis bedste gyser.

    David Lund 4-05-17 09:37

  • ★★★★0

    Jeg kunne nu også leve mig ind i konflikten og dermed personerne, sympatiske eller ej. Jeg får som en del andre nok ikke stiv pind af filmen og som gys fejler den. Den er skræmmende, men ikke voldsomt. Men stemningen er trykkende og man føler konstant noget lurer i filmen psykologiske afkroge.

    Jeg ville først rate den 7/10. Efter en snak med Babo steg filmen for mig og synes egentlig den fungerer ret godt som en analogi over religion fortolket udi yderlighederne.

    T. Nielsen 4-05-17 10:01

  • ★★★0

    Enig! Alle mennesker har vel usympatiske træk, og hele fortællingen hviler på, at lige netop disse fremhæves hos hovedpersonen (og også resten af karaktererne). Uden denne detalje ville filmen ikke give meget mening. Det er en meget langsom film, så klart at mange vil falde fra. Til gengæld er den rig på detaljer og stemning, og for mit vedkommende ender den muligvis som dette årtis bedste gyser.

    I og med den får premiere herhjemme, må tyde på filmen gik rent ind hos mange, på trods af det langsomme tempo. Selv min kæreste nød den max. Det er en kompakt fortalt film, der ikke spilder tiden. 

    Babo 4-05-17 10:02

  • ★★★0

    Jeg kunne nu også leve mig ind i konflikten og dermed personerne, sympatiske eller ej. Jeg får som en del andre nok ikke stiv pind af filmen og som gys fejler den. Den er skræmmende, men ikke voldsomt. Men stemningen er trykkende og man føler konstant noget lurer i filmen psykologiske afkroge.

    Jeg ville først rate den 7/10. Efter en snak med Babo steg filmen for mig og synes egentlig den fungerer ret godt som en analogi over religion fortolket udi yderlighederne.

    Godt at høre. Den er som sagt mere unsettling end decideret skræmmende i den forstand, så dømt som rent gys, ja der tror jeg den vil skuffe mange. 

    Babo 4-05-17 10:05

  • ★★★★0

    Jeg har set filmen tre gange og den er pokkers stærk. Instruktøren Robert Eggers virker helt kompromisløs i både detaljer omkring perioden og sproget og han har da også brugt år på forarbejdet og arbejdet med satanister (dog ikke troende) for at ramme helt plet.

    Cinematografien er til at savle over. Den er underskønt filmet og I guder, hvor spiller Ralph "While you're down there luv" Ineson dog bare godt! Jo, det gør de alle uden tvivl, men han er bare så vild i rollen som William. Og så er der lige knægten, som laver en "ud af kroppen oplevelse" nærmest helt bogstaveligt, med sin uhyggelig dæmoniske besættelse.

    Absolut én af mine favoritter for 2016.

    Det var satans!

    Bruce 4-05-17 10:16

  • ★★★0

    Er også ret vild med The VVitch. Der er kælet så meget for detaljerne i forhold til det realistiske udseende, og historien fanger mig totalt. 

    Jeg sammenligner den lidt med Stoker og Lad Den Rette Komme Ind, som også er suveræne film. 

    Guldager 4-05-17 10:45

  • 0

    Enig! Alle mennesker har vel usympatiske træk, og hele fortællingen hviler på, at lige netop disse fremhæves hos hovedpersonen (og også resten af karaktererne). Uden denne detalje ville filmen ikke give meget mening. Det er en meget langsom film, så klart at mange vil falde fra. Til gengæld er den rig på detaljer og stemning, og for mit vedkommende ender den muligvis som dette årtis bedste gyser.

    David Lund 4-05-17 09:37

    Nu var flere her nok også lidt for hurtige til at udlægge "sympatisk" som "fejlfri" eller "helt igennem god". Jeg tror, alle kan være enige om, at en karakter man føler (lidt eller meget) med, sagtens kan besidde usympatiske træk. Så det er lidt som at modsige et argument, som ingen har fremført. ;-)

    Allan Knudsson 4-05-17 12:00

  • ★★★0

    David Lund 4-05-17 09:37

    Nu var flere her nok også lidt for hurtige til at udlægge "sympatisk" som "fejlfri" eller "helt igennem god". Jeg tror, alle kan være enige om, at en karakter man føler (lidt eller meget) med, sagtens kan besidde usympatiske træk. Så det er lidt som at modsige et argument, som ingen har fremført. ;-)

    Jeg forsøgte nu ikke at modsige noget argument. Alle mennesker har jo hver deres opfattelse af film, og jeg læste det blot som om, at hovedpersonen blev opfattet som en gennemgående usympatisk karakter, og derfor var svær at identificere sig med.

    Jeg skelner hovedpersonen som hovedsageligt sympatisk - men troværdig i sådan grad, at hun ikke blot ender som et symbol for det gode/rene/uskyldige (selvom det da også er et af filmens temaer). Derfor kan jeg sagtens sammenligne mig med hende, og jeg føler da også for hende og de misforståelser hun møder undervejs. Hendes usympatiske træk er dog absolut nødvendige for fortællingen og den udvikling der sker. Ellers havde filmen endt et andet (mere kedeligt) sted, og i bund og grund handlet om noget helt andet. 

    David Lund 4-05-17 12:54

  • 0

    Jeg forsøgte nu ikke at modsige noget argument. Alle mennesker har jo hver deres opfattelse af film, og jeg læste det blot som om, at hovedpersonen blev opfattet som en gennemgående usympatisk karakter, og derfor var svær at identificere sig med.

    Jeg skelner hovedpersonen som hovedsageligt sympatisk - men troværdig i sådan grad, at hun ikke blot ender som et symbol for det gode/rene/uskyldige (selvom det da også er et af filmens temaer). Derfor kan jeg sagtens sammenligne mig med hende, og jeg føler da også for hende og de misforståelser hun møder undervejs. Hendes usympatiske træk er dog absolut nødvendige for fortællingen og den udvikling der sker. Ellers havde filmen endt et andet (mere kedeligt) sted, og i bund og grund handlet om noget helt andet. 

    Ingen tvivl om, at nuancerede karakterer ofte kan være mere interessante end de entydigt gode eller onde. :-)

    Allan Knudsson 4-05-17 13:05

  • ★★★★0

    Det er faktisk noget af det, som jeg godt kan lide ved en del sydkoreanske film. Hvis man tager The Chaser, The Wailing og Memories of Murder, så er hovedrollen besat af en person med ofte antagonistiske træk. En alfons som slår sine prostituerede. Dovne, kujonagtige og ikke særligt kløgtige politibetjente. Man kan godt lide at starte ud med tvivlsomme personager og så give dem pondus undervejs, som de må træffe valg på vejen. Det er ret forfriskende.

    Bruce 4-05-17 13:54

  • ★★★0

    Det er faktisk noget af det, som jeg godt kan lide ved en del sydkoreanske film. Hvis man tager The Chaser, The Wailing og Memories of Murder, så er hovedrollen besat af en person med ofte antagonistiske træk. En alfons som slår sine prostituerede. Dovne, kujonagtige og ikke særligt kløgtige politibetjente. Man kan godt lide at starte ud med tvivlsomme personager og så give dem pondus undervejs, som de må træffe valg på vejen. Det er ret forfriskende.

    Jeg synes, det er en tendens, man oplever i mange asiatiske film. Elsker det! =)

    David Lund 4-05-17 14:10

  • ★★★★0

    Jeg synes, det er en tendens, man oplever i mange asiatiske film. Elsker det! =)

    Ja, selv i Train To Busan, var faderen en douchebag, som "kom igen".

    Og går vi helt tilbage til Oldboy, så var han jo lidt af en skiderik med flossede kanter, som fik lidt tid til at tænke over sit lort i sit prinsessetårn :)

    Bruce 4-05-17 14:16

  • ★★★0

    Det var så godt nok en fed kliché i Train to Busan, som jeg hellere vil kritisere :) 

    Men altså, jeg er ligeglad, så længe det fungerer og alt kan fungere, under den rette behandling. 

    Babo 4-05-17 14:21

  • ★★★0

    Ja, selv i Train To Busan, var faderen en douchebag, som "kom igen".

    Og går vi helt tilbage til Oldboy, så var han jo lidt af en skiderik med flossede kanter, som fik lidt tid til at tænke over sit lort i sit prinsessetårn :)

    Selv Parks første del af trilogien, Sympathy For Mr. Vengeance, var jo fyldt med skiderikker! Ligeså i de fleste af Sion Sono, Takashi Miike og Kiyoshi Kurosawas film endnu længere tilbage ser man tendensen. Det var nok årsagen til, at jeg faldt for asiatisk film i sin tid. De turde gøre nogle ting, som de færreste vestlige film turde.

    David Lund 4-05-17 14:28

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen