Anmeldelse: The VVitch

Sidste år skete der noget på horrorfronten. Sidste år var der kun én film, alle snakkede om, når det gjaldt genrefilm. Den film var "The VVitch", der efter sigende skulle være en helt ny måde at fortælle en uhyggelig fortælling på. Med hype kommer også kritik, og snart lød det, at "The VVitch" var overvurderet og kedelig; at det var kejserens nye klæder, og at folk lod sig rive med. Men hvordan er den så, denne film om hekse og overtro i 1600-tallets New England?

En religiøs familie føler sig nødsaget til at bosætte sig udenfor landsbyen, der er blevet for sekulær for familiens overhoved. I en lille hytte udenfor landsbygrænserne bor de så, tæt på skoven og med hinanden og få husdyr som selskab. Især geden Black Phillip skaber glæder blandt de små, mens de ældre børn føler et mørke komme fra skoven. Da et spædbarn forsvinder, og overtroen tager over, bliver det især svært adskille religiøs overtro fra almindelig frygt.

"The VVitch" er en film, der er skabt udelukkende ud fra den præmis, at stemning er det element, uhygge bliver skabt af. Dens insisterende skyggeliv lader os vente tålmodigt på den heks, der findes i filmens titel, og som måske – måske ikke – er et sted derinde i skoven, hvor civilisationen ender, og folkloren begynder. I den kriblende ventetid beviser instruktør Robert Eggers, at han ved, hvad der er det mest uhyggelige: det ukendte og kunsten ikke at vide, hvad religion kan få selv de nærmeste til og kunsten at lægge det hele i en tidsalder, der ligeså er indhyllet i uvidenhed for langt de fleste af os.

Som en gammel folklore sniger "The VVitch" sig afsted, mens den blot venter på sit endeligt, når den stakkels familie omringes af den dunkle nat, og vi forstår, hvad der har lurepasset, mens det onde blot voksede sig bredere og mere magtfuldt. Der er nogle film, der venter på at blive eksplosive i de sidste scener. og hvis hele værdi ligger i at vente på det rigtige tidspunkt at vise sig som fremfarende. Den slags er Robert Eggers slet ikke interesseret i. Han er interesseret i folklore og den naturlige historie, der ikke altid vil ende i forhøjet lyd og voldsomme handlinger. "The VVitch" starter med at være rolig, og sådan ender den også. Men det er netop også i stilheden, at den griber om halsen og presser til. Det er i mørket, vi skal holde vores øjne mest åbne.

Der er taget mange smarte valg i "The VVitch", der skaber rammen for en film med paranoide tvangstanker og kristen fanatisme. Skoven er bare endnu en mur, der er umulig at penetrere – ligesom den undertrykkende religion, børnene i den kristne familie ligger under for. Livet er ikke nemt, men vanskeligt. Ikke kun for den lidende storesøster, der hele tiden er under mistanke fra familien, men også for familiens far og overhoved, der lider under Guds valg af skæbne til ham. I New Englands marker og natur er det ikke kun heksen, der giver grund til fare – det er i høj grad også menneskets eget indre.

Når "The VVitch" til sidst skræmmer os, er meget af det, fordi den ikke skræmmer karaktererne i selve filmen. Nogle af dem forstår ikke, mens andre forstår for godt. Men filmens fysiske enhed, der står som en rokke og tålmodigt venter, er der ingen af vores hovedpersoner, der kender, og den skaber ikke frygt. Det er tanker og simpel stolthed, der slår alting omkuld til sidst, mens det hele bliver orkesteret af, nej, måske ikke heksen. Måske er der andre, langt værre ting, der står i kø for at ødelægge den lille familie.