Anmeldelse: The Walk

Robert Zemeckis er snublende tæt på at gå linen helt ud med sin højtravende fortælling om en lettere vanvittig, fransk balancekunstners umulige drøm. Al begyndelse kan som bekendt være udfordrende – både for en linedanser, men også for "The Walk", der lider af en smule startvanskeligheder. Tilgivelsen er dog total, da hele anden del udfolder sig til en himmelsk opvisning i emotionel billedmagi, og "The Walk" har muligvis sat ny standard for, hvad optimal udnyttelse af IMAX og 3D kan tilbyde af visuelle lækkerier. 

Historien er utrolig, men sand. Filmen omhandler de virkelige, veldokumenterede begivenheder, hvor Phillipe Petit (Joseph Gordon-Levitt) i 1974 gik på line over det afgrundsdybe fald mellem de to World Trade Center-tårne i New York. Kort før tårnene officielt åbnede, lykkedes det den spøjse, franskfødte Phillipe med økonomisk hjælp fra sin mentor, Papa Rudy (Ben Kingsley), sin kæreste og en farverig gruppe franske og amerikanske støttere at liste sig selv og den 200 kg tunge wire op på øverste etage af det sydlige tårn. På sin helt egen vanvittige facon "indviede" han de to beundringsværdige bygningsværker og bidrog samtidig til deres ikoniske identitet i de ca. 25 år, tårnene eksisterede. 

Med værker som "Tilbage til fremtiden", "Hvem snørede Roger Rabbit" og selvfølgelig "Forrest Gump" på sit cv er instruktør Robert Zemeckis en af de helt store spillere i Hollywood. Han har gjort det til sit varemærke at levere kvalitetsunderholdning med en subtil kombination af visuelt flair og emotionel historiefortælling. Når han er bedst, er det tæt på at være af Spielberg'ske dimensioner. Spielberg har da også fungeret som mentor og producer ved tilblivelsen af hans tidlige film. "The Walk" er Zemeckis i topform. Efter en lidt svag periode med haltende animationsprojekter er det glædeligt igen at opleve den kreative kærlighed til filmmediet, han uomtvisteligt er i besiddelse af. Efter James Marshs succes med den Oscar-vindende dokumentar fra 2008, "Man on Wire", bør der også falde lidt ros og hæder af til spillefilmsudgaven.

Filmen tumler dog lidt uelegant fra land. Joseph Gordon Levitt som franske Petit toner i åbningsscenen frem på toppen af Frihedsgudinden, hvor han bryder den fjerde væg som fortæller af sin egen historie. Hvis det ikke lyder fjollet, har han samtidig tillagt sig tonser-tung accent - med kun manglende alpehue fra den komplette karikatur. Selvom første del bærer præg af en lidt langsommelig opbygning, hvor Petit gøgler lovligt meget rundt i de parisiske gader, fungerer det stadig som en acceptabel forret til det grandiose, filmiske festmåltid, der heldigvis følger.

De små skønhedsfejl og bøvede accenter glemmes, så snart "The Walk" får gået sig varm. Forberedelserne til linedansen (eller "kuppet", som Petit betegner det) i New York er eminent fortalt. Selvom udfaldet er givet på forhånd, er det stadig drønspændende at overvære det dristige togt. Endnu bedre bliver det ved overgangen fra heist-film til Petits udførelse af sit kunststykke. Godt hjulpet på vej af Alan Silvestris skyskrabende score er det rendyrket fornøjelse at følge med Petit ud på linen. Det er optisk illusion i verdensklasse med det sug i maven, der så ofte har været savnet i 3D-trenden.

Det faktabaserede drama er hele vejen igennem eventyrligt fortalt, og tonen afviger aldrig fra en legesyg og underfundig tilgang til en kunstners livsfarlige, maniske projekt. Manuskriptet af debuterende Christopher Browne og Zemeckis selv fravælger bevidst en dybere persontegning af den excentriske franskmand, og det er et smart træk. Vi bliver linedanseren. Når han træder ud i det tårnhøje tomrum, træder tilskueren med. Vi bliver ét med udlevelsen af drømmen i et klimaks, der både bevæger og minder os om, hvorfor filmmediet er så fascinerende. Velkommen tilbage Mr. Zemeckis.

The Walk

Kommentarer

The Walk

  • 1

    Cool :D

    Jeg har selv haft lidt svært ved at abstrahere fra accenten i traileren, men jeg vil nu gerne se filmen. Hvordan er skuespillet?

    Wimmie 1-10-15 14:14

  • 1

    Accenten virker bestemt en smule anstrengende i starten, men filmens lidt tegneserie-inspirerede og eventyrlige tone gør, at det i stedet udvikler sig charmerende - i hvert fald acceptabelt. Skuespillet hiver formentlig ingen statuetter hjem, men dybe karakterudviklinger har heller ikke været omdrejningspunktet. Flere af birollerne bidrager enormt godt til det humoristiske aspekt, der helt klart også er til stede. 

    Daniel Sarup 1-10-15 14:37

  • 0

    Super - tak. Det var egl. meget som forventet :D

    Wimmie 1-10-15 15:13

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen