Anmeldelse: The Wild Boys

"The Wild Boys" skal opleves på grund af Bertrand Mandicos vanvittige stil og uhæmmede kreativitet.

Når kortfilminstruktører tager skridtet til de længere spillefilm, sker overgangsfasen som regel ikke helt uden sin andel af udfordringer. Ofte fordi novellefilm og eksperimenter gør sig bedst på færre minutter – og fordi den kunstneriske frihed er større på et mindre budget og format. Når en vaskeægte kultinstruktør som Bertrand Mandico endelig tager skridtet efter over tredive kortfilm i bagkataloget, er der imidlertid god grund til at glæde sig. I hvert fald hvis man skulle være bekymret for, at franskmanden skulle forfalde til noget, der tilnærmelsesvis er mainstream.

Fem temmeligt uopdragne og voldsomme unge mænd (men tydeligvis alle spillet af kvinder) er som gruppe komplet uregerlige. For at få styr på dem sendes de af sted på en opdragelsesrejse med en konsekvent kaptajn ved roret. Destinationen er som udgangspunkt ukendt, men det viser sig at være en øde ø med uberørt jungle og bounty-strande. Uden at afsløre for meget viser det sig naturligvis, at det eksotiske paradis ikke er så ufarligt – men slet ikke, som man umiddelbart skulle tro.

"The Wild Boys" er ekstremt svær at beskrive. På papiret konventionel coming-af-age om unge drenges dannelserejse, men udført som et knitrende 16 mm visuelt clusterfuck af et mere eller mindre meningsløst postfeministisk syretrip og kastet rundt i et kulørt miks af technicolor-glimmer og stumfilmsæstetik. Eventyrligt og fascinerende, men samtidig fjollet og grænseoverskridende bizart.

Kenneth Anger, Jean Cocteau og Guy Maddin har bestemt ikke levet forgæves, og "The Wild Boys" synes netop at være et forsvundet kærlighedsbarn mellem de tre. Dog blottet for den dybsindighed, som Mandico (måske?) forsøger at tillægge den erotiske og konstant svulstige surrealistiske færd. Og den får bestemt ikke for lidt, når vores helte æder behårede testikel-frugter, så det sprøjter, og læsker sig fra vildtvoksende penis-planter. Alt smasket sammen, som havde William S. Burroughs haft pølserne i et Disney-eventyr.

Netop den anarkistiske tilgang og lemfældige omgang med alt fra weird fiction, sci-fi, queer-temaer og unikt filmisk design er på én og samme tid befriende og eventyrligt opslugende – så at sige. "The Wild Boys" skal opleves på grund af Bertrand Mandicos vanvittige stil og uhæmmede kreativitet. At fortællingen i bund og grund er søgt og træder sig selv over fødderne flere gange, gør det imidlertid ikke til en svingom, der ikke skal danses – nærmere tværtimod. Om så det er en fest, som netop du har tålmodighed til, vil så være en helt anden side af sagen.

Gakket, perverst, fascinerende. Kært barn har mange navne og ingen tvivl om, at kultinstruktør Bertrand Mandico ikke er for alle. "The Wild Boys" giver ikke nødvendigvis mening og er banal, når den gør. Når det er sagt, begår Mandico sig i et så bemærkelsesværdigt kreativt rum, at alene den vanvittige æstetik og bizarre form er nok til at henrykke enhver med kærlighed til filmmediet i sig selv.