Anmeldelse: The Witches

Castet spiller overvejende godt, og især Octavia Spencer gør en overraskende god figur som sydstatsbedstemor med ben i næsen og begreb om heksekunster.

Roald Dahls børnebog "Heksene" blev filmatiseret i 1990 af Nicholas Roeg, og nu er tiden uvægerligt kommet til et remake (eller genfilmatisering) – lige i tide til halloween. I denne omgang er det Robert Zemeckis, som har besluttet sig for at støve den gamle bog af og opdatere Roegs filmatisering til et nutidigt publikum. Resultatet er en lidt blandet landhandel.

Den nye film følger ganske trofast handlingen fra både bogen og den forrige film. En ung dreng mister sine forældre og må bo hos sin bedstemor, der afslører for knægten, at der i virkeligheden findes hekse, og at de afskyr børn. I forsøget på at undslippe de vederstyggelige skabninger søger bedstemor og barnebarn tilflugt på et gammelt hotel. Her viser heksene sig at afholde konference, hvor de planlægger at forvandle alle verdens børn til mus.

"The Witches" anno 2020 er flyttet fra Norge og England til Alabama, hvor hovedpersonen og bedstemor nu er afroamerikanere. I det hele taget har etniciteten hos filmens karakterer fået et woke løft. Interessant nok har man valgt at lade heksene forblive kvinder – mere kontroversiel har man alligevel ikke ønsket at være.

Der er også skåret ned på de foruroligende elementer, som gjorde både bog og især Roegs film temmelig skræmmende (og i visse tilfælde ikke så børneegnede). Særligt i heksenes udseende, når parykkerne falder, og de viser deres sande, hæslige ansigter. I den nye udgave er praktiske effekter og grusom makeup erstattet af udglattende og temmelig harmløs CGI. Ergo væsentlig mere spiseligt for et yngre publikum, hvilket giver god mening med en filmatisering af en børnebog, men det fratager den samtidig den kant og personlighed, som gjorde Roegs film så mindeværdig. Zemeckis' film er flottere, mere præsentabel samt bedre og klarere fortalt end Roegs, men desværre også mere forglemmelig. Medforfatter og producer, selveste Guillermo del Toro, ønskede oprindeligt en stop-motion-film, hvilket kunne have været rigtigt interessant – men det fik vi ikke.

Castet spiller overvejende godt, og især Octavia Spencer gør en overraskende god figur som sydstatsbedstemor med ben i næsen og begreb om heksekunster. Børnene er også velspillende, selvom de halvvejs (spoiler!) må forlade sig på stemmepræstationer, da de forvandles til computergenererede gnavere. Og Stanley Tucci overtager Rowan Atkinsons rolle som fisefornem hotelbestyrer i en velvalgt casting. Men den rolle, der stjæler scenen i forlægget, er naturligvis heksenes leder, Storheksen, der i Roegs filmatisering blev spillet til djævelsk UG af Anjelica Huston. Nu svinger Anne Hathaway heksekosten, og alt tyder på, at hun har haft en gevaldig fest. Det er en præstation så over-the-top, at den får selv Johnny Depp i hans mere vanvittigt overspillede roller til at stoppe op og sige: "Klap lige hesten!". Overspil passer godt, når der males med den brede, ekspressive pensel. Her bliver det simpelthen for meget af det gode. Samtidig er Hathaway af uvisse årsager sadlet op med en tysk/østeuropæisk/norsk accent, der virkelig ikke gør tingene bedre. Karikeret og overspillet for sjov, hvilket igen nok tiltaler børnene, men også gør filmen temmelig tandløs.

Interessant nok har Zemeckis' film beholdt bogens utraditionelle slutning, hvor Roegs version valgte den sikre løsning. Håndværk, manus og skuespil (ud over Hathaway) er generelt bedre i denne omgang, men alligevel ender de nye hekse med at være en lidt for poleret affære.