Anmeldelse: The Wolfpack

Som skolebørn har vi alle prøvet at udleve vores favoritfilm. Spænet stakåndet og skrålende rundt i skolegården, alt imens vi forestillede os, at vi var Rocky, Bond, Luke, Wonder Woman, Ripley... Ja, selv som voksne reciterer vi tit vores yndlingsreplikker og fantaserer ofte om at drage ind i det uvirkelige univers, som udfolder sig på det hvide lærred. For de seks brødre, der udgør omdrejningspunkterne i dokumentaren "The Wolfpack", er den slags tankespind dog ikke blot tiltalende tidsfordriv, men en slags fiktiv medicin, som får den faktiske hverdag til at hænge sammen.

Instruktøren Crystal Moselle stødte helt tilfældigt på brødrene under en gåtur i New York, og hun bed øjeblikkeligt mærke i de langhårede fyres ensartede, kulsorte klæder og solbriller, som mindede hende om de stilfulde, mørkklædte tyveknægte i Quentin Tarantinos debutfilm, "Håndlangerne". Dokumentaristen knyttede prompte bånd med de unge fyre, der delte hendes enorme passion for de levende billeder. Således fandt hun hurtigt ud af, at det ikke var tilfældigt, at gutterne tilsyneladende hørte mere hjemme i filmens verden end i den virkelige. De var vokset op i en lille lejlighed i The Big Apple, som deres strikte far i årevis forbød dem at forlade, hvorfor både deres selv- og verdensbillede i dén grad var blevet formet af de film, de var vokset op med og dagligt genopførte.

Det er virkelig en aparte og utroligt fascinerende historie, og Moselle må have gnedet sig i hænderne, da hun for alvor dykkede ned i Angulo-familiens unikke forhistorie - særligt fordi den har så mange forskellige dimensioner. Gennem sit venskab med de seks brødre optrevlede Moselle en klassisk fortælling om en dysfunktionel familie, hvor en gruppe børn gør oprør mod deres egenrådige fader. Samtidigt afdækkede hun en historie om, hvordan man som halvvoksen finder sig til rette i en vild og vidtstrakt verden, som man aldrig rigtig blev udsat for som barnerumpe. Og så er der selvfølgelig også fortællingens "filmtangent": Hvordan bliver ens selvforståelse påvirket – både på godt og ondt – af en så ekstrem eksponering for opspunden fiktion?

Ja, Moselle har bestemt ikke haft fåtallige vinkler og subjekter at vælge imellem, og desværre har instruktøren ikke haft let ved at sammenvæve de mange fortællinger. Både tonemæssigt og narrativt er der mange spring, som virker for abrupte, hvor vi eksempelvis pludseligt går fra brødrenes humoristiske rekonstruktioner af ikoniske filmscener til alvorstunge anekdoter om ensomhed og isolation, og kronologien er ofte uklar. Forældrene forbliver vage (hvilket selvfølgelig også skyldes parrets svage interesse i at tale ud), og det samme gør brødrenes ene søster, som blot figurerer i en håndfuld sekunder.

Men derudover kommer vi heller ikke nok ind under huden på de seks brødre, der derfor ender med at fremstå som en lidt homogen masse. Samtidigt føles det, som om filmen flasher alle sine trumfkort alt for hurtigt. Allerede halvvejs gennem filmen har vi fået besvaret vores mest presserende spørgsmål: Hvordan var brødrenes barndom? Var de nogensinde ude? Går de nogensinde i clinch med deres far? Og hvordan fungerer de i deres omverden nu? Derfor har "The Wolfpack" forståeligt nok ikke lige så meget momentum i sin anden halvdel, som ofte gentager det, vi allerede ved og har set. Til gengæld forbliver man draget – ikke mindst takket være det mægtige miks af velvalgte hjemmevideoer, stemningsmættet underlægningsmusik og intime interviews.

Derudover er de seks brødre altså nogle enormt karismatiske gutter, og man morer sig dæleme kosteligt i deres selskab. Ja, særligt på grund af brødrenes ukuelige charme og hudløst ærlige tilbageblik, så er filmen glimtvis rørende og møghamrende morsom – førnævnte Tarantino ville sikkert være pavestolt over brødrenes finurlige fremførelse af en nøglescene fra "Pulp Fiction", som i hvert fald fik tvunget denne anmelders lattermuskler på overarbejde. Den ene bror fremhæver tilmed Christopher Nolans "The Dark Knight" som den singulære oplevelse, der gav ham mod på at udforske omverdenen. Således ender "The Wolfpack" som en fin cadeau til filmmediets forunderlige kraft. Det er bare lidt ærgerligt, at filmen selv ikke har lidt større pondus.