Anmeldelse: The Woman King
Storladent portræt af afrikansk krigerrige snubler over kreative historiske omskrivninger.
Vinderne skriver historien’ er ikke alene et mundret ordsprog. For der er intet som kreativ omskrivning af historiske begivenheder, der kan få folk til at ranke ryggen i selvbevidsthedens tegn. Eller bare for at pynte på historien i det hele taget. Ikke at det er noget nyt. For 2000 år siden blev Vergil hyret af kejser Augustus til at forfatte eposet "Æneiden". En slags spin off til Homers "Ilianden", bestilt i håbet at styrke nationalfølelsen. For storhed er i blodet, hvis man som mægtig romer er direkte efterkomme af en trojanske helte som Æneas. "The Woman King" følger samme teknik. Svøbt ind i afroamerikansk empowerment pep-talk og problematiske historiske omskrivninger.
Dahomey i 1800-tallet, det som vi i dag kender som det vestafrikanske Benin, var ét af Afrikas mest rige og frygtede kongedømmer. Især pga de kvindelige elitesoldater og kongens garde, Agojie-krigerne. General Nanisca (Viola Davis) er lederen af Agojie’erne, som står side om side med Kong Ghezo (John Boyega) på magtens tinde. Overfor dem står magtkampe stærke Oyo-rige, samtidig med, at den indbringende transatlantiske slavehandel er på sit højeste. Det er på tide at beslutte, hvad der er bedst for riget og de kommende (amerikanske) generationer.
Instruktør Gina Prince-Bythewood er på mission, som du nok har gættet. For "The Woman King" er rettet mod ét publikum: afroamerikanere, der kan spejle sig i historiens stolte vingesus og deres eget ophav. Det ér også svært at lade være ikke at blive imponeret over Dahomey-kongeriget, især med sin andel af Black Panther-krigerinder og én til én-ligeretten mellem kvinder og mænd. Især med Viola Davis for enden af spydet. Og hvor er det på tide, at dén del af historien ses fra et ikke-hvid perspektiv i film med et nogenlunde budget.
Gina Prince-Bythewoods beundring af sorte borgerretsforkæmpere som Martin Luther King Jr. og Malcom X mærkes i "The Woman King". Hun har tidligere lavet serier om d’herrer, så retorikken sidder på rygraden. Patos-taler der rimer på "Braveheart" udbasuneres i budskaber om at stå sammen og at bryde lænkerne med fortidens slave-skam. I så højstemte vendinger, at det ikke havde overrasket, hvis der blev råbt "I have a dream!" på slagmarken. Inspiration kommer i første række og der piskes løs på udpint klagesangs-underlægningsmusik i bedste "Wonder Woman"-stil. Det kan dertil diskuteres, hvor meget der troværdig der mistes ved for at tilpasse portrættet heltefortællingen og et slavetema, der lugter mere af amerikansk omskrivning end afrikansk historieskrivning. Den historiske Kong Ghezo stoppede slavehandlen, selvom det var Dahomeys store indtægtskilde og årsagen til rigets velstand. Dog indtil den blev genoptaget af Ghezo få år senere. Dét kommer vi bekvemt ikke ind på. General Nanisca eksisterede ikke. Karakteren er i stedet midteraksen af filmens såkaldte følelsesmæssige sandhed og lemfældige historiske faktualitet, som ironisk nok i dén sammenhæng har mere tilfælles med den kontroversielle Ku Klux Klan-stumfilm "Birth of a Nation" fra 1915, end som troværdigt sandhedsvidne. Viola Davis som dramaets helt afgørende møtrik giver dog den livsnødvendige fremdriftskraft, der trækker handlingen underholdende frem.
Det vil altid være problematisk, når filmiske omskrivninger sælger sig på at være sandfærdige, når de ikke er. Især når temaer og motiver tilpasses politiske agendaer og kommentarer, der for så vidt tages ud af historisk kontekst. Fortælles historiens så godt som eksempelvis "Æneiden", kan meget tilgives. Selvom "The Woman King" absolut ikke nærmer sig Vergils poesi, formår Gina Prince-Bythewood og manuskriptforfatter Dana Stevens at male med så storladne og passionerede penselstrøg, at meget kan tilgives. Jovist, kalkuleret og i perioder for meget af det gode. Og en halv time for lang. Det er også et interessant, fiktionaliseret portræt af et afrikansk kongedømme og Agojie-krigerne, som nok de færreste danskere kender til. Åbner filmen op for en nyfunden interesse for gamle afrikanske kongeriger og give indblik i slavehandlens påvirkningen på magtbalancen mellem den vestlige verden og Afrika i nutidens verden, har filmen muligvis sin berettigelse. Jeg kan dog godt have mine tvivl.
Den historiske baggrund for "The Woman King" er mere spændende end Gina Prince-Bythewoods film. Instruktøren gør sit for at blæse til kamp mod slavehandlen i Afrika, og gør det i genspejlet af slaveriets ophav i USA, når der tales i store vendinger om at stå sammen mod slaveriet. Som i filmen er af en helt anden betydning, end hvad det betød i virkelighedens verden i Dahomey-kongedømmet for knapt 200 år siden. Altid gode Viola Davis redder dog dagen på målstregen med en iøjnefaldende kraftpræstation, der er langt mere troværdig end filmen i sig selv.