Anmeldelse: The Woodcutter Story

Absurd-komik møder David Lynch i årets skæveste julefilm.

Skal vi være helt ærlige, så fylder finsk film jo ikke just meget i den danske filmbevidsthed. Og finsk film er muligvis mest kendt herhjemme for mesterinstruktøren Aki Kaurismäki, samt krigsfilm og gysere, såsom "Den ukendte soldat", klassikeren "The White Reindeer" og senest Hanna Bergholms formidable "Hatching". Dog skal vi ikke mere end fem år tilbage for at én af de bedste film det år gik i de danske biografer, nemlig Juho Kuosmanens "Den bedste dag i Olli Mäkis liv". Kuosmanen skrev Un Certain Regard-vinderen sammen med Mikko Myllyiahti, der nu har kastet sig over sin instruktørdebut i form af en bizar og stemningsfuld komedie-thriller, der slår ud på "Twin Peaks"-radaren.

Pepe (Jarkko Lahti, der også spillede titelrollen som Olli Mäki og medvirkede i "Den ukendte soldat") er skovhugger i en lille idyllisk, men drønkedelig, landsby i det nordlige Finland. Hen over et par dage sker der en række hændelser, der gradvist ødelægger Pepes stille og lykkelige liv. Ja, hele byen forandrer sig. Men Pepe tager alting med et ophøjet smil. Uanset hvad end der sker af groteske optrin, fastholder den lille mand ét princip og levegrundlag: altid at se tingene fra deres lyse side.

Der kan ikke være tvivl om, at det hjælper at kende til den helt særlige kultur i  Udkantsfinland for at få dén ekstra dimensions med i "The Woodcutter Story". Mikko Myllyiahti går dog mere poetisk og litterært til værks. Dog lavmælt og humoristisk, som var det et eksistentialistisk stævnemøde over en række Sambucca-shots mellem Franz Kafka og The Dude fra "The Big Lebowski".

Temaet om katastrofen som truer det trygge og velkendte er friskt i hukommelsen. Pandemien som endnu ikke er afrundet, global ustabilitet, opblomstring af konspirationsteorier og krisestemning i forbindelse med krigen i Ukraine og skyggen af recession i horisonten killer nok under fødderne på de fleste danskere. For der kan vitterligt ske hvad som helst i en tid som denne. Myllyiahtis pointe synes at være, at det er livsvigtigt at huske ja-hatten. Og indimellem trække den rigtigt godt ned over ørerne, når panikstemningen eskalerer. 

"The Woodcutter Story" er ikke en direkte opfølger til den herligt livsglade "Den bedste dag i Olli Mäkis liv", men åndeligt går de ad samme vej. Ikke alene fordi Jarkko Lahti spiller hovedrollen i begge film, men fordi de begge hylder det simple liv, og det at omfavne en stoisk ro og optimisme i tilgangen til livets små og store katastrofer. Et håb om bedre dage. Og heller smøre et smil på end af munden, hvilket de mange sære episoder undervejs for Pepe opfordrer til. Den gennemgående følelse af, at noget ubenævnt uhyggeligt lurer i den velkendte indkapsles af fotograf Arsen Sarkisiants stillbillede-agtige collager, mens den danske duo Peter Albrechtsen og Jonas Struck udpensler den sidste takt og tone med eminent lyddesign og quirky underlægningsmusik. Udadtil ikke de store armbevægelser, men gennemarbejdet og holdt enkelt. Præcis som resten af filmens ånd.

Mikko Myllyiahtis debutfilm som instruktør er måske ikke just dén, der sætter julestemningen på programmet. Men "The Woodcutter Story" har potentialet til at skabe dén tiltrængte eftertænksomhed blandt tidens pessimister, der skal til for at trænge gennem isen og komme om på den anden side af den koldeste vinter siden murens fald. For håb er altid en mulighed.

The Woodcutter Story