Jeg så den i går og det er nok den dårligste film af Waititi til dato. Det føltes som lidt for meget genbrug og at alt for mange jokes ikke rigtigt virkede. De følelsesmæssige aspekter virkede såmænd helt ok, vil jeg dog sige og det er nok hvad der redder filmen fra at være en komplet katastrofe. For mig rangerer den blandt Age of Ultron og Black Panther, som en af de svageste MCU-film.
Anmeldelse: Thor: Love and Thunder
Marvel-festfyrværkeriet udebliver i skuffende uopfindsom superheltefuser.
Ingen sommer uden superheltefilm, og efter to års Corona – inklusiv efterdønningerne – er Marvel-supertankeren for alvor kommet på ret køl igen. Sidste sommers slagsmål mellem de danske biografer og Disney har også lagt sig, kursen er sat og fase 4. i Marvel Cinematic Universe er tøffet ind i biografmørkets farvande. Tilbage er også New Zealands svar på Charlie Chaplin, Taika Waititi, der på rekordtid har fjollegøjet sig fra underspillede kult-komedier som "Flight of the Conchords" og "What We Do in the Shadows" til at være et fast indslag i MCUs guldrandede pengemaskine. Som første superhelt med en fjerde solofilm, og den direkte opfølger til "Thor: Ragnarok", er "Thor: Love and Thunder" mere af det farvestrålende samme, og alligevel er pastellerne alt for udvandede.
Selvom Thor (Chris Hemsworth) har reddet Jorden, universet og Asgård mere end en håndfuld gange, synes tordenguden stadig at være en teenager af sind. Nok mest af alt for målgruppens skyld, men nu skal muskelbundtet alligevel finde sig selv på en dannelsesrejse af intergalaktisk format. Udfordringen tages op af en intergalaktisk hævner, Gorr the God Butcher (Christian Bale), som har set sig sur på én gud og åbenbart nu vil udrydde alle andre guder. Dette med et ondt sværd. Som dukker op ud af ingenting til netop dette formål, Deus Ex Machina-style, ironisk nok. Nuvel. Thor får hjælp af sin ekskæreste, Jane Foster (Natalie Portman), der har forvandlet til Mighty Thor og kommet i besiddelse af en klyngemissil-udgave af Mjølner, mens turtelduerne sideløbende prøver at finde melodien igen.
"Thor: Love and Thunder" rumler hult afsted, som tomme tønder buldrer. For hverken torden og kærlighed rammer takt og tone eller sit publikum med forventet lynild. Ikke engang alt for meget Guns n’ Roses sætter bare lidt gang i superhelte-festen, til trods for at rockbandet har adskillige mere end passende ørehængere til formålet. Symptomatisk for den uden sammenligning mindst eksplosive lydside i en højbudgetsfilm, og mest dovne Marvel-eksekvering de sidste fire MCU-faser.
Taika Waititi sidder nemlig fast i den rille, der har skåret karrierens skæring siden "Boy" og "Hunt for the Wilderpeople". Ingen af dem var store mesterværker, men de vandt på hjertelig oprigtighed. Fokusset på børns forhold er sympatisk og inkluderende, især for et ungt publikum og deres forældre. Men ikke som uopfindsom og forceret sentimentalt venstrehåndsarbejde siden da. Fordi formlen virkede for Chaplin, der med sin hårdhændet opvækst om nogen havde et bankende hjerte for udsatte børns skæbner, og kastede Oscar-opmærksomhed af sig med lommepædagogiske "Jojo Rabbit", skal der mere end velmenende hensigter til for at løfte temaerne i et actionbrag for Waititi. Især når tordenbraget på det groveste udebliver, mens man uforløst og forgæves venter på at biografsalen rystes.
Palliet-glitrende 80’er-retro og forfriskende kæk Waititi-komik reddede "Thor: Ragnarok". Få år efter virker det til, at selvhøjtideligheden har fået dyppet næsen for dybt i Hollywoods stjernestøv og for meget oppe i røven på sig selv. Valium-følelsen gennemsyrer "Thor: Love and Thunder" fra start til slut. Overvejende usjovt, med enkelte lårklaskere, men fuldstændigt drænet for den sjæl og charme, som forgængeren i det mindste prøvede at besmitte publikum med. Hvad end der er tale om produktionsdesignet, atmosfæren i et ellers etableret sprælsk univers eller stjernerækken af højt anerkendte A-skuespillere. Dog med få undtagelser. Ikke engang altid eminente Christian Bale som tragisk skurk kan samle skårene. Før optagelserne anede waliseren ikke hvad MCU stod for og alligevel outshiner Oscar-vinderen ikke uventet alle som én, som ét af de bedste superskurkeportrætter i MCU-sammenhæng. Ud fra, hvor lidt han får at arbejde med. Selv ikke en fornøjelig Russell Crowe, der folder sig ud som urkomisk selvhøjtidelig Zeus, kan overdøve den hovedrystende urytmiske og dovne superheltefilm. Kemien mellem Chris Hemsworth og Natalie Portman er stadig en saga blot, men når selv en gæsteoptræden af det typisk energiske Guardians of the Galaxy-slæng er en skygge af sig selv, ved man, at festfyrværkeriet forbliver en fuser.
Med saften og kraften frisk i hukommelsen som de praktiske effekter i "Top Gun: Maverick" stadig tæppebomber landets biografer med, er det svært ikke at holde de to blockbuster-produktioner op mod hinanden. "Thor: Love and Thunder" er nemlig ét af de bedste eksempler på hvad CGI ikke kan, når holdet bag ikke gider at gøre en reel indsats med det mest basale filmhåndværk. For Taika Waititi fejler på det groveste som filmskaber. Ikke alene ved ikke at følge ordentlig op på "Thor: Ragnarok", som han endda stod bag. Men helt afgørende ved at skabe tvivl om, hvorvidt Marvel, selv efter en forfriskende indledning på MCU fase 4. med "Eternals" og "Doctor Strange in the Multiverse of Madness", overhovedet længere er værd at tage i biografen for.