Anmeldelse: Thor: Ragnarok

"Thor: Ragnarok" er meget selvbevidst, faktisk en parodi på sig selv.

Når det kommer til Thor, har Marvel Studios altid haft svært ved at håndtere ham. Indtil videre har tordengudens solofilm efter min mening enten været okay eller direkte intetsigende – ja, ofte fremstår han endda som det svageste led i det filmiske Marvel-univers. Selvom "Thor: Ragnarok" er den bedste "Thor"-film hidtil, synes potentialet endnu ikke forløst.

Det er hårdt at være Thor. To år efter "Avengers: Age of Ultron" befinder han sig på planeten Sakaar – som fange. Hammeren Mjølner er ødelagt. Thors hidtil ukendte søster, Hel, herskerinden over dødsriget af samme navn, har overtaget Asgård. Den mægtige Grandmaster tvinger tordenguden til at kæmpe mod sin gamle ven, Hulk. Hvis dette lyder som en mundfuld, så er der sågar yderligere fire subplots. Der er ikke tid nok til at behandle alle ligeværdigt, hvor mindst ét subplot og ét hovedplot bliver droppet uden forløsning.

Filmen er bedst, når den foregår i Sakaar. Jeff Goldblums Grandmaster er en af de mest mindeværdige skurke i Marvel-universet, hvor han stjæler hver eneste scene, han optræder i. Det er også her, hvor filmen for det meste har succes med sin øget sans for humor. "Thor: Ragnarok" er meget selvbevidst, faktisk en parodi på sig selv, hvilket er et klogt valg fra instruktør Taika Waititis side. Ikke alle jokes lander perfekt – faktisk ødelægger de slutningen lidt – men der er stadig mange sjove øjeblikke. Derfor er scenerne fra Asgård med Hel frustrerende, hvor tingene bliver taget seriøst igen.

Tonemæssigt er filmen et rod, og de mange pludselige skift skader fortællingen. Enten har skaberne ikke fået nok kreativ frihed, ellers var de ikke selv sikre på, hvad de ville. Og det er ærgerligt, fordi Sakaar-delen viser så meget potentiale, som aldrig fuldbyrdes. Generelt ville tredje "Thor"-film være bedre, hvis Ragnarok og Hel ikke var en del af historien – ironisk nok, taget titlen in mente. At Sakaar pludseligt bliver droppet til fordel for et typisk klimaks, og at handlingen mindst to gange går fuldstændig i stå, hjælper heller ikke på filmens momentum. Dog er der nogle fine kampscener, selvom de ikke just bidrager med noget nyt.

Skuespillet kan der ikke klages over – hvor er det dejligt at se Chris Hemsworth forvandle Thor til en joke. Blanchett gør, hvad hun kan, men har simpelthen ikke nok at arbejde med. Goldblum er som tidligere nævnt det bedste ved filmen, mens "Westworld"-stjernen Tessa Thompson får en solid Marvel-debut som Valkyrie. Mark Ruffalo viser igen, at han er den rette mand til at spille Bruce Banner/Hulk, hvilket kun gør det ekstra ærgerligt, at den Oscar-nominerede skuespiller deltager så lidt i løjerne.

Selvom "Thor: Ragnarok" er den bedste "Thor"-film til dato, er den stadig en ujævn affære. Det nylige fokus på humor og selvparodi er meget velkommen. De mange toneskift og plotelementer gør, at det i sidste ende bliver et rod. Dette er en sjov, men mindst lige så frustrerende oplevelse.