Anmeldelse: Three Billboards Outside Ebbing, Missouri

"In Bruges"-instruktørens nyeste film tager overraskende drejninger, hvor klassiske genreforventninger nedbrydes på anarkistisk og rørende vis.

Britiske Martin McDonaghs fortællerhjerte banker for skæve, sort-humoristiske krimidramaer. Tredje gang i træk fornøjer den tidligere teaterforfatter med små-absurde opsætninger, hvor det hér med "Three Billboards Outside Ebbing, Missouri" endda lykkedes ham at hente hele fire Golden Globe-priser. "In Bruges"- og "Seven Psychopats"-bagmanden har denne gang placeret sine løjer midt i sydstaternes provinsielle udørk – og herude ender det ikke altid som forventet.

Frances McDormand spiller hårdt ramte Mildred Hayes, hvis datter er blevet voldtaget og myrdet. Lokalpolitiet i den søvnige sydstatsflække Ebbing synes ikke at have travlt med opklaringen, hvorfor Mildred Hayes selv tager affære. Drevet af frustrationer opsætter den efterladte mor tre enorme reklameskilte ved byens indfaldsvej, der barskt anklager Ebbings højtærede politichef for uduelig inkompetence. Skiltene aktiverer indædt kamp mellem detroniserede Mildred, politi og lokalsamfund.  

"Three Billboards Outside Ebbing, Missouri" driver – som sin titel – gæk med tilskueren. Først luftes en klassisk David vs. Goliath-fortælling, hvor staklen Mildred krydser klinger med uoverkommelig og uretfærdig overmagt. Sidenhen rettes skytset mod både voldelig, patriarkalsk konspiration, raceudfordringer og politiets funktionelle svigt over for samfundets marginale eksistenser. Antydningerne er konstant til stede, men på forunderlig postmodernistisk vis ender den spøjse pseudo-krimi med slet ikke at tage stilling til noget som helst.

I det lettere absurde og Coen'ske univers findes hverken skurk eller helt. McDormand imponerer som rødglødende, emotionelt vulkanudbrud, og hendes insisterende retfærdighedskamp skaber henholdsvis sympati og afsky. Hovedrollen bruser af både passioneret vrede og sympatisk sårbarhed. Mildred er affektmæssigt ædt op ud i ekstremer, hvilket ofte leder tankerne hen på kampklar provinsby-Sarah Connor – hvor fjenden hos Mildred ikke er robotter fra fremtiden, men resten af verden. Mildred presser loven til det yderste – men hvem ville ikke dét på så tragisk baggrund? McDonagh leger dog med forventningerne og tildeler Mildred karaktertræk, der næppe genkendes hos klassiske heltinder.

På gyngende whodunnit-grund narres tilskueren til spændt at gætte på gerningsmanden, men det er slet ikke fortællingens formål. I stedet dyrkes uforudsigeligheden på velfungerende, sort-humoristisk facon med obskure karakterer, der har det med at overraske. Sam Rockwell som alkoholiseret og raserende, racistisk betjent er betagende som karikeret galning – tæt på Deputy Doofy fra spoof-parodien "Scary Movie". Woody Harrelson køres i stilling som skurkagtig politichef. Men også her tages overraskende drejninger, hvor klassiske genreforventninger nedbrydes på anarkistisk og rørende vis.

Martin McDonagh har med "Three Billboards Outside Ebbing, Missouri" skabt en fermt underholdende finurlighed. Trådene stikker skizofrent i alle retninger – både i plot og toneskift. McDonagh kan ikke helt finde nøglen til Coen-brødrenes univers, men fornøjer dog hele vejen igennem med velorkestrerede, postmodernistiske løjer. Forvent det uforventede.