Anmeldelse: Thunderbolts*

*The Avengers var ikke ledige, så de sendte de her i stedet – og vi er kun heldigere for det!

Man kan næppe bebrejdes for at mene, at Marvel Cinematic Universe ikke helt har været det samme siden Avengers: Endgame – som nu er seks år gammel. I årene efter dens premiere i 2019 er filmen blevet både en velsignelse og en forbandelse for det enorme superheltefranchise.

Filmen, instrueret af Russo-brødrene, satte barren så højt, at mange fans og kritikere ser den som umulig at overgå. Selv i dag er den målestokken, som alle andre Marvel-film bliver målt imod, og fansenes samtaler rummer ofte vendinger som "…den bedste siden Endgame."

Der har selvfølgelig været mange forsøg – og enkelte undtagelser. Film, der har nået de svimlende højder fra afslutningen på MCU’s fase 3. Guardians of the Galaxy Vol. 3 – James Gunns episke MCU-mic drop – skiller sig særligt ud som en personlig favorit, der overgår alle andre post-Endgame-udgivelser og placerer sig solidt i min top tre over bedste MCU-film nogensinde.

Men for hver Guardians of the Galaxy Vol. 3, Spider-Man: No Way Home og Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings i post-Endgame-æraen, ser der ud til at være to Ant-Man and the Wasp: Quantumania, Eternals og The Marvels.

Og hvad foregår der egentlig ovre i Sonys live-action Spider-Man-univers, med endnu værre film som Morbius, Madame Web og Kraven the Hunter? Igen – man kan næppe bebrejdes for at stille spørgsmål: Er Marvel og Sony virkelig ved at skrabe bunden af deres superheltespande? Nogen burde tænke lidt mere uden for boksen – eller spandene.

Så er det blevet tid til Thunderbolts* – og det er let at blive en smule kynisk. Den forrige MCU-film, Captain America: Brave New World, var jo sjov, men hurtigt glemt, og manglede den gennemslagskraft, vi havde håbet på. Skyld måske spoiler-glade marketingfolk for det.

I den store tradition for rivalisering mellem superheltefranchises spejler Thunderbolts* DC’s Suicide Squad, som vi sidst så i James Gunns fremragende og vidunderligt vanvittige The Suicide Squad fra 2021. Den film viste, at det ikke er de kendte navne, der gør forskellen, men hjerte, kant og attitude.

Hvem havde f.eks. hørt om Polkadot Man, før David Dastmalchian gjorde ham uforglemmelig i Gunns film? Det er ikke nok bare at tegne efter skabelon og sætte flueben i studiets ønskeliste. Publikum skal mærke noget.

Når jeg anmelder Marvel-film, forsøger jeg altid at give læserne en liste over andre Marvel-titler, de bør se for at være nogenlunde opdaterede. Men efterhånden som MCU vokser, bliver det sværere at følge med – og listen bliver længere og længere.

Når det er sagt, hvis du vil være godt klædt på til Thunderbolts* er de vigtigste film og serier: Captain America: The Winter Soldier (2014), Captain America: Civil War (2016), Ant-Man and the Wasp (2018), Black Widow (2021), Hawkeye (2021), The Falcon and the Winter Soldier (2021) og Black Panther: Wakanda Forever (2022). Har jeg glemt nogen? Skriv endelig en kommentar.

Ligesom DC’s Suicide Squad følger Thunderbolts* en gruppe antihelte, skurke og outsidere, der bliver smidt sammen af et hemmeligt regeringsprogram for at tage kampen op mod en verdensomspændende krise. Holdet – Yelena Belova/Black Widow (Florence Pugh), Bucky Barnes/Winter Soldier (Sebastian Stan), John Walker/US Agent (Wyatt Russell), Alexei Shostakov/Red Guardian (David Harbour) og Ava Starr/Ghost (Hannah John-Kamen) – arbejder under den kyniske CIA-direktør Valentina Allegra de Fontaine (Julia Louis-Dreyfus), men det varer ikke længe, før de kommer i konflikt med deres chef. Det er... kompliceret.

De står over for den gådefulde Robert Reynolds — også kendt som Sentry/The Void — en ekstremt magtfuld superhelt med en mørk side… helt bogstaveligt. Jeg vil ikke afsløre for meget her, men vi er igen ude i den evige Marvel vs. DC-dyst, hvor Marvels tegneserieforfattere så på Superman og sagde: "Hold min shawarma!" — og skabte deres egen version med endnu flere kræfter og en markant Jekyll-og-Hyde-problemstilling.

Men vent lidt – Thunderbolts*? Hvorfor stjernen? Det er åbenbart en fræk lille hentydning til, at selvom The Void udgør en potentiel verdensødelæggende trussel, så var The Avengers ikke tilgængelige denne gang – så du må nøjes med Thunderbolts-holdet.

Videre. Ligesom The Avengers og The Suicide Squad afhænger en film som Thunderbolts* i høj grad af kemi. Hver superheltefan og tegneserienørd har sine egne favoritter. Chancen for, at din yndlingsfigur er blandt Thunderbolts-holdet, er dog nok ikke stor. Men selv hvis den er, nytter det ikke noget, hvis filmen ikke formår at fremkalde nok charme og følelser – ingen actionscene eller verdensundergangsskurk vil få publikum til at engagere sig uden det.

Heldigvis gør Thunderbolts* meget for at bryde med skabelonen og placerer sig blandt de bedre indslag i MCU’s post-Endgame-æra. Instrueret af Jake Schreier, primært kendt for tv-serien Beef fra 2023, præsenteres Thunderbolts* som en mørk og dysfunktionel version af The Avengers.

Vi møder Yelena Belova, også kendt som Black Widow, der er i gang med endnu en meningsløs sabotage-mission. I hvert fald ifølge hende selv. Modstanden er minimal, faren er lav, og det er ikke engang tirsdag. Måske er hun bare deprimeret. Hun har i hvert fald sine grunde. Alligevel må hun udføre opgaven – hun skylder CIA-direktøren de Fontaine.

Hun holder også øje med sin velmenende far, Alexei Shostakov, der drømmer om sine glansdage som Ruslands superhelt Red Guardian… men nu bor i en nedslidt lejlighed og arbejder som limousinechauffør. Imens er den tidligere Winter Soldier, Bucky Barnes, nu involveret i politik og efterforsker CIA-direktøren.

Belova sendes til en afsides militærbase for at eliminere endnu et mål. Basen virker forladt, bortset fra hendes mystiske bytte, som tydeligvis er på sin egen mission. Konfrontationen udvikler sig hurtigt til en klassisk mexicansk standoff mellem Belova, John Walker alias US Agent, Ava Starr alias Ghost og Antonia Dreykov alias Taskmaster (spillet af Olga Kurylenko) – alle sendt for at slå hinanden ihjel. Og hvem er så den forpjuskede mand, der gemmer sig bag nogle kasser? Hans navn er Bob, alias... Bob (spillet af Lewis Pullman), og han ser ikke ud til at være farlig. Det kan han da umuligt være. Vel?

Herfra, i takt med at sammensværgelsen gradvist afsløres, må det nye hold finde sammen for at overleve – både over for dem, der ønsker dem døde, og den potentielt verdensødelæggende trussel, der er ved at blive sluppet løs. Det hele udspiller sig meget som samlingen af Avengers, blot med antihelte og tidligere skurke, der modvilligt må stå sammen om en fælles sag.

Jeg var skeptisk over for denne film, men det har nok lige så meget med franchise-træthed at gøre som noget andet. Jeg må indrømme, at disse karakterer ikke har gjort det store indtryk på mig i deres tidligere optrædener – med undtagelse af Bucky Barnes, som er en af de helt store – men i Thunderbolts* får de for alvor lov at skinne.

Mens nogle medlemmer af Thunderbolts-holdet er mere interessante end andre – det handler i bund og grund om, hvem man foretrækker – er den altafgørende kemi og charme tydelig. Men det er ikke kun mundhuggeri og jokes; filmen dykker ofte ned i de indre konflikter, karaktererne slæber rundt på.

Og her fungerer Thunderbolts* langt bedre, end en Marvel-film egentlig har nogen ret til. Ved at spejle meget menneskelige kampe med mental sundhed må hver karakter konfrontere sine egne dæmoner – og kæmpe med dem på deres egen måde. De er alle knuste på hver deres måde, og det er ikke bare forfriskende at se helte – super, anti eller noget midt imellem – kæmpe med virkelige menneskelige problemer, men også rart at se mentale udfordringer blive behandlet på en god og respektfuld måde på film. Alligevel må de – trods deres indre kampe – finde en måde at samarbejde på, før det er for sent.

Skuespillerne leverer generelt stærke præstationer. Hvis du har set de film og serier, jeg nævnte tidligere i anmeldelsen, ved du nogenlunde, hvad du går ind til. Det glæder mig især at se Yelena Belova endelig træde ud af skyggen fra Scarlett Johanssons Black Widow. Florence Pugh er fremragende i rollen og får plads til at udforske figuren i dybden.

En anden, der skiller sig ud, er Marvel-nykommeren Lewis Pullman i rollen som Robert Reynolds – også kendt som Bob, Sentry og The Void. Han er en af de mere interessante skurke i MCU indtil videre – hvilket måske ikke siger så meget – men Pullman leverer en fremragende præstation og får denne komplekse karakter til at føles både sårbar og truende.

Alt i alt er Thunderbolts* et solidt (og til tider fremragende) nyt kapitel i Marvel Cinematic Universe. Filmen flirter flere gange med storhed i løbet af sine lidt over to timer, med fremragende action og musik fra bandet Son Lux – som også lavede scoret til Everything Everywhere All at Once. Og selvom den ikke helt når op blandt de allerbedste i post-Endgame-æraen, så placerer den sig klart blandt de bedre.

Thunderbolts har dansk biografpremiere 30. april.

Skrevet af en norsk forfatter på engelsk og oversat til dansk med hjælp fra en avanceret GPT-model.