Anmeldelse: Tigertail (Netflix)
Medskaberen af "Master of None" leverer en filmdebut, som er en dybfølt rejse på tværs af lande, kulturer og køn, men som dog mangler emotionel pondus.
Sammen med komikeren Aziz Ansari skabte Alan Yang et moderne serie-mesterværk i form af den elskværdige "Master of None", der mesterligt kombinerer kærlighed i det 21. århundrede, den amerikanske drøm og det asiatisk-amerikanske liv. Selvom Alan Yang har skilt sig af med tv-formatet og sin spøgefulde partner, tager hans debutfilm, "Tigertail", selvsamme store emner op i dette multigenerationsdrama, hvor knust kærlighed synes at sive gennem slægten, som var det blod i årerne.
Den ældre, fåmælte Pin-Jui genkalder øjeblikke fra livet, der har gjort ham til den følelseskolde mand, han er i dag. Fra dagene med bedstemoren, der sagde han aldrig måtte lade folk se ham græde, til dagene på fabrikken, hvor hans resolutte mor hundsede småkærligt med ham. Pin-Juis fattige fabrikstid i Taiwan bliver lyst op af den uforglemmelige flamme Yuan, som han danser, spiser og synger med. Desværre skubber den unge mands håbefulde amerikanske drøm ham ud i valget om et arrangeret ægteskab eller et liv i USA, der ikke lever op til forventningerne, og senere hen en datter, som han ikke kan kommunikere med.
Selve opbygningen af "Tigertail" skaber en interessant fortælling. Den springer frem og tilbage mellem de fragmenterede minder som en slags intim billedvisning, der tilsammen udgør et portræt af en hårdfør mand. Et portræt er passende, eftersom alle øjeblikkene symbolsk har frataget Pin-Juis emotionelle taleevner og efterladt ham følelsesmæssigt afstumpet. Forfatter-instruktøren Alan Yang har nøje udvalgt minderne, der tages med, så de perfekt passer til situationen, Pin-Jui befinder sig i. Desværre efterlader fortidens øjeblikke for meget usagt, og der mangler opbygning af Pin-Juis karakter over de mange årtier. Ofte kritiseres film for at være for lange, men lige her kunne "Tigertail" passende have gået Edward Yangs beslægtede klassiker "Yi yi – familiedrømme" i bedene og skruet op for spilletiden.
En anden årsag til en længere spilletid skulle være den gudeskønne produktion. Fotograf Nigel Blucks arbejde med at portrættere Taiwan såvel som Amerika på tværs af årtier er forrygende, og de grynede billeder fra fortiden tilføjer en ægthed til en allerede autentisk film. Til trods for filmens melankolske overtoner er der mindeværdige kærlighedsscener belyst af et varmt, rødt skær. Denne tragiske, men sensuelle kombination leder tankerne mod mesterværket "In the Mood for Love" – en titel, Yang lige så vel kunne have givet filmen her. Den rosenrøde farve følger Pin-Jui som en konstant påmindelse om kærligheden og forholdet, han kunne have haft, og "Tigertail" rammer helt rigtigt, når den sætter billeder – og ikke ord – på denne lidende længsel.
"Master of None" tog som tv-serie sig rundhåndet af sidekaraktererne. Alan Yang har taget denne lektie med sig, for både Pin-Juis kone, Zhenzhen, og datteren Angela får tid og styrke til at slå fra sig mod den fejlende faderfigur. Det er også ved at udforske dem som personer, at den asiatisk-amerikanske oplevelse udfoldes. Zhenzhen fanges først af ægteparrets rejse til USA, men landet formår også at frigøre hende. Angelas problemer kommer som følge af Pin-Juis kærlighedskolde opdragelse, der hverken har lukket hende ind i hans liv i USA eller i Taiwan.
Alan Yangs filmdebut er en dybfølt rejse på tværs af lande, kulturer og køn, men rejsen er en anelse forhastet og opnår ikke helt den emotionelle pondus, som længere tid med karaktererne kunne have givet. Til gengæld kan den prale af henrivende billeder, stemningsfuld atmosfære og et interessant perspektiv på livet mellem to hjem.