Anmeldelse: Til Sama

"Til Sama" er et personligt værk, der til tider rammer udover det store lærred.

Efter januars "The Cave" dykker vi endnu engang ned i Syriens kaotiske tilstand. Denne gang i form af dokumentaren "Til Sama", skabt af den syriske journalist Waad Al-Kateab og Edward Watts. Ligesom "The Cave" blev "Til Sama" nomineret til Oscaren for bedste dokumentar, og efter at have været nomineret til et hav af priser – og ovenpå coronakrisen – er værket nået til de danske biografer. Resultatet er godt, men ikke på niveau med førnævnte "The Cave".

Dokumentaren består 95% af tiden af Al-Kateabs egne optagelser fra sin tid i Syriens nok mest krigsramte by. Fortællingen starter i 2016, hvor hun og ægtefællen overvejer at flygte fra Aleppo. Herefter springes mellem årene, og vi får et indblik i tiden før borgerkrigen, hvor det arabiske forår som revolution inspirerede håb om frihed og lighed, indtil den syriske regering begynder at knuse folket.

"Til Sama" er Al-Kateabs refleksion over borgerkrigen. Hun dokumenterer omstændighederne bag landets situation, hendes modvilje ved at forlade Aleppo, og for at forklare sin et-årige datter, Sama, hvorfor hun og hendes mand valgte at forblive i krydsilden. Af humanitære årsager, selvom døden kan indtræffe når som helst. Derfor ikke blot en beretning om grusomhederne i Syrien.

Problemet opstår i, hvordan grusomhederne bliver portrætteret. Når dokumentaren søger at skabe emotionelle øjeblikke, sker det primært ved at se børn, der enten er sårede eller døde. Det er forfærdeligt at være vidne til uanset hvad. "Til Sama" udnytter dog dette virkemiddel så ofte, at det mister pondus. Som desperate forsøg på at hive tårer ud af publikum. Ingen tvivl om, at borgerkrigen har gjort krav på adskillige unge liv, og det passer også til dokumentarens tema om forbindelsen mellem mor og datter. Men der findes andre metoder, hvorpå dette kan udforskes.

"Til Sama" klarer sig dog langt bedre, når fokus hviler på Waad og Hamza Al-Kateab, deres arbejde og med journalistens tanker om sin datter. Waads overvejelser om, hvorvidt hun overhovedet burde havde født Sama, og hvorfor hun ikke flygter – mens muligheden stadig er der. Dokumentaren rummer mørke refleksioner, ingen forældre burde tænke over, hvilket skaber en række medrivende scener. Det gør den som dokumentar værd at se til trods for ensformigheden.

"Til Sama" er et personligt værk, der til tider rammer udover det store lærred. Waad Al-Kateabs optagelser er værd at opleve, og der gives unikke indblik i tiden før og under borgerkrigen. Desværre holdes dokumentaren tilbage af ensformige virkemidler i forhold til at vise krigens rædsler. Men intet kan tages fra Waad og Hamza Al-Kateab, deres indsats, og hvad de har fået fanget på kamera.

Til Sama