Anmeldelse: Til månen og tilbage (Netflix)
"Til månen og tilbage" er ikke just en original oplevelse, men besidder nok energi til at underholde de små.
Eftersom Disney i disse dage satser på live action-remakes af 90'er-klassikere såsom "Dumbo", "Løvernes konge" og den kommende "Mulan", er det op til andre at udfylde tomrummet for børnevenlige eventyr, som er godt gammeldags animerede. Pixar gør som altid en hæderlig indsats, mens andre leverer metervarer, der hurtigt glemmes. Nu melder Netflix sig på banen med "Til månen og tilbage" – en original animationsfilm, der har været undervejs i tre år. Og selvom den ender i sidstnævnte kategori hos de mere forglemmelige titler, er der stadig kvaliteter ved rejsen til månen.
Fei Fei (Cathy Ang) er en glad pige, der sammen med sine forældre lever af at sælge månekager, hvor hun især er fascineret af myten om Chang'e. Nogle år efter morens død finder faren en ny kæreste, der har barnet Chin (Robert G Chiu). Men da den unge pige ikke vil acceptere en stedmor og stedbror, vil hun rejse til månen for at minde sin far om de historier om Chang'e, som hendes mor fortalte som barn. I håbet om at få ham væk fra den nye kærlighed.
Det er ikke originalitet, der styrer månerejsen i "Til månen og tilbage". Handlingen er nem at forudse, eftersom filmen følger Disneys velkendte ud-og-hjem-skabelon til punkt og prikke, hvor de forskellige elementer langsomt krydses af. Hvilket er ærgerligt, da filmens afdøde manuskriptforfatter Audrey Wells ellers takler sorgen over at miste en elsket ærligt og vedkommende. Desværre opnås der ingen emotionel effekt, ligesom at humoren til tider falder helt igennem. Der bliver ikke gjort nogen større indsats for jokes, og rumraketten sigter primært mod platte visuelle jokes.
Det kan dog ikke benægtes, at filmen bestemt har sine øjeblikke. Især starten oser af nostalgisk magi, som får én til at føle sig som et barn, der ser en Disney-klassiker eller anden vidunderlig tegnefilm for første gang. Hjulpet godt på vej af Steven Prices soundtrack og et par mindeværdige sange på vegne af Christopher Curtis, Marjorie Duffield og Helen Park, som giver en lyst til at synge med. Selvom enkelte sange er for lange eller ikke bidrager til historiens fremgang, er der alligevel rytme og slag i måneudforskningen.
Der hersker dog ingen tvivl om animationen, der er farverig og fyldt med personlighed. Til tider er det en smuk film, selvom karakterdesignet godt kan minde lidt for meget om Pixars "Coco". Hvilket desværre stemmer overens med værkets manglende originalitet. Det kan dog tydeligt mærkes, at skuespillerne har haft det sjovt. Til trods for, at der til tider tales for lavt i forhold til, hvad der sker i de pågældende scener, er der generelt en fornøjelig tone. Men derudover er denne månelanding ujævn og med plads til forbedring, hvis Netflix fremover også skal begå sig med animations- og tegnefilm.
"Til månen og tilbage" er ikke just en original fortælling. Handlingen gennemskues hurtigt, og det kan hurtigt ses, hvilke elementer filmen kopierer fra andre, bedre børneeventyr. Alligevel er her nok magiske øjeblikke og hyggelig, men genkendelig animation – og en ærlig tilgang til sit tema. De små skal nok hygge sig med Netflix' seneste barnestreger. For os andre vil denne månegang have sine øjeblikke, hvorefter den hurtigt ryger i glemmebogen.