Anmeldelse: Til verdens ende
Viggo Mortensens anden spillefilm som instruktør placerer nu også dansk-amerikaneren på verdenskortet som filmskaber.
Få Hollywood-stjerner er på fornavn med danskerne som Viggo Mortensen. Vores allesammens dansk-amerikanske Viggo blev en af vores egne med rollen som Aragorn i "Ringenes Herre"-trilogien, selvom karrieren som skuespiller har 40 år på bagen. Den nu 65-årige skuespiller beviste med instruktørdebuten "Falling" fra 2020, at evnerne rækker længere end dem foran kameraet. Det underbygges med den poetiske western "Til verdens ende".
Historien udspiller sig nemlig i Guds eget land i 1860’erne. Stædige canadisk-franske Vivienne (Vicky Krieps) møder tilfældigt den sindige danske tømrer og soldat, Holger Olsen (Viggo Mortensen), og indleder et umage forhold. Vivienne overtales til at drage til Olsens landejendom i en lille flække i Nevada, som til at starte med ikke ser ud af så meget. Men hvad gør det, når kærligheden blomstrer? Den amerikanske borgerkrig kommer dog i vejen, da Olsen ser det som sin pligt at kæmpe for sit nye land. Hjemme må Vivienne klare sig selv i deres nye hjemby, som viser sig at være kontrolleret af korrupte og ondskabsfulde magtmennesker.
"Til verdens ende" er på overfladen en konventionel western om nye begyndelser i et ungt land, hvor lykken udfordres af menneskets rå natur og kyniske magtudøvelse. Under overfladen er Viggo Mortensens film en underfundig og humanistisk kærlighedserklæring til menneskets nuancer, når modsætninger mødes og sød musik opstår.
Viggo Mortensens eget ophav, opvækst, liv og karriere i adskillige lande kan man godt mistænke har haft en stor indvirkning på "Til verdens ende". Den formfuldendte tone er ikke nogen tilfældighed, da Mortensen også har produceret filmen, skrevet manuskriptet og komponeret musikken. De to sidstnævnte kunstformer har han sideløbende perfektioneret over de sidste 30 år ved siden af sin skuespillerkarriere. Udtrykket er derfor harmonisk og gennemarbejdet. Som en meditativ monolog flyder den rørende kærlighedsfortælling ned ad hovedfortællingens lyse og mørke udgreninger i rolig rislen mellem flod og ebbe. Freden forstyrres af krig på både ude- og hjemmefronten. Når Vivienne udsættes for sin andel af grusomheder af den brutale rigmandssøn Weston, mens Holger er draget i krig for at forene nationen, trækkes subtile linjer til den splittede stemning i Trumps USA. Et samtidstema, Mortensen også berørte i sin debutfilm som instruktør.
Menneskeligt og poetisk smukt formidles historien om to menneskers møde og splittelse, set med Viggo Mortensens livskloge og sympatiske blik, uden at fremstå naivt eller forsmået. Modsat Clint Eastwoods kyniske western-americana, der ikke levner det gode i mennesket mange chancer, er "Til verdens ende" en fast håndsrækning mod et håb om bedre tider. Fortællingens dvælende brug af spring i tid og rum kræver, at publikum holder tungen lige i munden, når Mortensen forfriskende holder sig for god til at tale ned til sit publikum. Vi er ikke i tvivl om, hvem de gode og onde er, men alligevel leges med arketyperne. Personinstruktion viste Mortensen en masterclass i med Lance Henriksens fænomenale præstation i "Falling". Evnerne som instruktør understreges i den komiske timing og hjertevarme kemi mellem Mortensen og ekstremt talentfulde luxembourgsk-tyske Vicky Krieps, som de fleste nok kender fra pragtrollen som Alma Elson i Paul Thomas Andersons "Den skjulte tråd".
"Falling" var tydeligvis ikke et lucky punch. I en alder af 65 år markerer Mortensen sig som en af de mest spændende instruktører netop nu, samtidig med at skuespillertalentet som sædvanligt ikke fornægter sig. Samspillet med Vicky Krieps er en opvisning, men det er især Mortensens særligt formfuldendte, sensible og poetiske filmsprog, som gør "Til verdens ende" til en sand fornøjelse.
"Til verdens ende" har dansk biografpremiere 13. juni. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.