Anmeldelse: Time (Amazon Prime)

I sidste ende er "Time" en amerikansk dokumentar, der lokker ved at påtale alvorlige emner for blot at fokusere mere på publikums forventninger fremfor sit ærinde.

At sidde i fængsel er ikke nogen nem oplevelse, uanset hvad grunden til indsættelsen skyldes. Dertil er der de evige beskyldninger om, hvordan USA har for mange indsatte som resultat af et skævvredet retssystem. Her profiteres der på de mange kriminelle, skyldige som uskyldige, i et fængselssystem, der ikke altid har øje for retfærdighed. For slet ikke at tale om, hvordan det påvirker de indsattes familie, når oftest manden i familien må tilbringe årevis bag lukkede tremmer. Denne situation danner rammen for Garrett Bradleys Oscar-nominerede dokumentar, "Time". Et værk, der har gode intentioner, men som desværre ikke indfrier sit potentiale.

Da hun var 16 år, mødte Sibil Fox sit livs kærlighed: Den tre år ældre Rob. Men da de havde svært ved at kunne betale regningerne, tyede de til at røve en bank i 1999. Fox afsonede tre og et halvt år, mens husbonden blev idømt hele 60 års fængsel. Siden sin løsladelse har entreprenøren og moderen til seks børn, der nu går under navnet Fox Rich, kæmpet for sin mands løsladelse baseret på, hvad der menes at være en uretfærdig dom. Samtidig med at skulle opdrage sine børn, holde foredrag om det amerikanske fængselssystem, revolutioner og forblive håbefuld over, at Rob en skønne dag kan blive løsladt.

Præmissen er interessant, da der rettes kritik mod den amerikanske domstol og lovgivning, som har været under hård kritik i mange af de politiske, aktuelle dokumentarer og det true crime, vi har set fra dokumentarverdenen de sidste mange år. For som en af Fox' sønner nævner, så sparer USA ofte på budgettet, når det gælder sundhedssektoren, men aldrig når det gælder fængslerne. For dem af os, der har set "Orange Is the New Black", er der pointer, som kan genkendes i forhold til kritikken af de amerikanske fængsler og deres fokus på at profitere på kriminelle og dermed holde folk indespærret stik mod sund fornuft.

Desværre er "Time" ofte overfladisk i sin kritik af Amerikas hullede system. Systemet bliver dårligt anskuet, hvor førnævnte søns postulat er det tætteste, vi kommer på reel kritik. Selv kampen om at få Rob løsladt og de dertilhørende frustrationer med retten og lovgivningen får sjældent lov til at komme til udtryk. Garrett Bradley stirrer sig blind på sin hovedperson, hvor Fox aldrig bliver udfordret i sine holdninger, men i stedet indhylles i smukke æstetiske billeder. Ikke fordi hun er usympatisk – hendes frustration er til at føle for. Og det baner vejen til et par mindeværdige scener, såsom en sen telefonsamtale mellem Fox og hendes mand. Men hvad angår politik og systemkritik, er dokumentaren overraskende hul, og det er en skam, når Fox har så meget gejst og temperament.

"Time" fungerer stadig som en hyldest til kærligheden, og hvor meget mennesker går igennem for at holde sammen. Ligegyldigt prisen og de ar, der dannes mentalt og fysisk. Men ligesom i sidste års dokumentar om krigen i Syrien, "Til Sama", satses der på stærk sentimentalitet. Et alvorligt emne påtales, uden at fortællingen for alvor går i dybden med sit ærinde, da fokus nærmere ligger på de rigtige mennesker, vi møder.

Ingen tvivl om, at Sibil Fox' sag er til at føle for, når det gælder kærligheden til sin mand og kampen for retfærdighed. Og Garrett Bradley har i en poetisk fortælling gode intentioner i at udstille, hvor absurd det amerikanske retssystem kan være. Desværre ender dokumentaren uforløst, da den er ensidig og aldrig går i dybden med sit emne. Det gør ondt at se Fox savne sin mand, mens det skaber glæde at se, hvor godt det går for hendes sønner. Men kampen for husbonden er overfladisk og mangler indsigt i sit emne. I sidste ende er dette endnu en amerikansk dokumentar, der lokker ved at påtale alvorlige emner for blot at fokusere mere på publikums forventninger fremfor sit ærinde.