Anmeldelse: Titane

En unik sammensmeltning af køn, body horror, seksualitet og bilsex går op i en højere enhed, når Guldpalme-vinderen "Titane" viser sig som et mesterværk.

Rygtet siger, at juryformand Francis Ford Coppola ved Cannes-filmfestivalen i 1996 var yderst frastødt af David Cronenbergs kontroversielle "Crash". Filmen, hvori mennesker, sex og biluheld forenes. Det udløste imidlertid Juryens Specialpris, fordi formanden ikke gik med til at hædre Cronenbergs særegne værk med den ultimative hæder, Guldpalmen. Heldigvis for Julia Ducournau sad Coppola ikke i juryen tidligere på året, da franskmandens kun anden film løb med Den Gyldne Palme. Og med rette - for "Titane" er en unik sammensmeltning af køn, body horror, seksualitet og bilsex, som går op i en højere enhed.

Du skal helst vide så lidt som muligt, og "Titane" er knapt til at forklare. Men det forløber cirka sådan her: Pigen Alexia kvæstes brutalt i en bilulykke, hvorefter en tinplade indopereres i hendes hjerne. Som voksen begår hun sig som seriemorder, der sender hende på flugt gennem landet. Motorolie løber også sporadisk ud mellem benene, mens maven vokser, for er det virkelig biler Alexia dyrker elskov med om natten? I den anden ende af fortællingen står den fortabte brandmand Vincent, der ovenpå tabet af sin søn mest af alt bruger tid på gråd og hårdtpumpende steroide-træning, der skal gøre op med følelserne. Er du stadig med?

Det er ikke uden grund franske "Titane" har skabt masser af omtale siden sommersensationen i Cannes. Forventningerne til Julia Ducournaus opfølger til skæve "Raw" har været store. For det er ikke hver dag, at en instruktør debuterer med en kannibalistisk coming-of-age fortælling. "Titane" virker som den naturlige forlængelse. Nok er lysten til menneskekød væk, men det er stadigvæk kroppen, forbudte lyster og ultravold, der ligger Ducournau på sinde. Men det handler ikke kun om chok og billige medieoverskrifter om bilsex. Den 37-årige instruktør har meget mere på sinde. Derfor virker hver en scene lige så vel på metaforisk plan, når vold og sex udfordrer familierelationer, flydende køn, kropsfiksering og selvskade.

Filmhistorien skorter ikke på dansefilm og "Titane" er ej heller den næste i rækken. Men filmen indebærer godt fire dansescener, den ene mere forunderlig og fantastisk end den anden, der kollektivt er nøglen til at forstå galskaben. Sammen demonstrerer de rytmiske påfund Ducournaus subtile (de)konstruktion af hvad vi kender som krop og køn. Bombastisk åbnes med twerkende kvinder og rå feminin seksualitet, som derefter punkteres, når kvindens rolle skifter fra begæret objekt til selvtægtsudøvende subjekt. I ophedet dans mellem mand og søn crasher en homoerotisk maskulinitet, og så er der årets striptease, der tager så tykt pis på the male gaze, at selv Laura Mulvey må bøje sig i støvet.

Debutanten Agathe Rousselle brillerer i rollen som Alexia. Hendes androgyne udseende bruges som en aktiv del af narrativet. Den type, hvor du aldrig kan gætte hvad næste scene fører til. I anden halvdel træder veteranen Vincent Lindon ind som hårdtpumpet kontrast til Alexia. Samspillet mellem dem er tæt på fænomenalt. Især Lindon må få den anerkendelse, som fire solide årtier i branchen har gjort ham sig fortjent til.

Med kun sin anden spillefilm beviser "Titane", at Julia Ducournau er Frankrigs næste store film auteur. Inspirationerne fra kolleger og film-feministiske ikoner, såsom mestrene Claire Denis og Céline Sciamma er ikke til at tage fejl af. Men med sit personlige twist af kropslige rædsler, der bør gøre Cronenberg stolt, og en særlig sensibilitet, der gør tabubelagt vold mod andre og sig selv særligt rørende, har Ducournau skabt noget fuldstændig unikt.