Anmeldelse: To the Ends of the Earth

Kiyoshi Kurosawas lille rejsefilm er på en og samme tid en utrolig simpel men rørende poetisk fortælling om at finde sig selv i mødet med det fremmede.

Japanske Kiyoshi Kurosawa har med sin eklektiske filmografi vist, at "genreinstruktør’" er en beskrivelse, vi som publikum tillægger instruktører. Med "Cure" og senere "Pulse" har den prisvindende filmskaber fremmanet frygtindgydende skræksekvenser hos selv den mest garvede gyserfan. Før, mellem og efter disse skrækfilm har Kurosawa bevæget sig i alt fra drama til krimi til sci-fi, men med "To The Ends of the Earth" bevæger han sig ud på en nærmest udefinerbar genrerejse. Rejsen er nemlig introspektiv, og han deler turen med filmens tilbageholdende hovedperson Yoko.

Når Yoko er foran kameraet på hendes rejseprogram er hun livlig og performativ, men bag scenerne er hun sky, fåmælt og underdanig. På besætningens tur til Uzbekistan ser Yoko sig presset ud i små ubehagelige situationer—delvist fordi hun ikke kan sige nej, og delvist fordi den lokale kultur er fremmed for hende. Den eneste, hun kan identificere med på sine ensomme eskapader, er en indespærret ged, hun forsøger at slippe fri. Men lidt efter lidt gennem disse kulturmøder begynder hun at ændre sig i sit indre. Måske har Yoko også muligheden for at slippe fri?

Nej, "To The Ends of the Earth" er på ingen måde en gyserfilm, som instruktørens mest kendte film er. Faktisk fungerer filmen ,udover dens fine fortælling også på et metaniveau, hvor den deler genre med film som "Smerte og ære", "Mank" og "8½". Den universelle følelse af fremmedgørelse og usikkerhed, en person kan opleve i et nyt land, udtaler Kurosawa, at han også har følt. Og gennem sammensmeltende indstillinger fra rejseprogrammets kameraer og filmens kameraer skal der ikke arbejdes på højtryk for at se ligheder mellem Yokos personlige problemer og Kurosawas. 

I film som "Cure" og "Pulse" lader den japanske instruktør kameraet stå helt stille gennem længere tid, så publikum aktivt skal holde øje med, hvad der foregår i indstillingen. I gysergenren bruger han det til suspense-fyldte scares. I denne mere eksistentielle fortælling insisterer Kurosawa på, at publikum skal være med på Yokos rejse og tage del i undertrykkelsen fra tv-holdet og især angsten i det offentlige. I takt med Yokos kulturmøder, der gradvist injicerer hende med selvtillid og selvværd, vendes kameraet til noget positivt. Hun får endda sit eget lille kamera, så hun med sine egne øjne kan vise, hvad hun ser. 

Det er ikke overraskende, at en filminstruktør intenderer at bruge kameraet som filmens symbol. Men på underfundig vis er det noget så banalt som en tilfangetaget ged, der skaber den dybeste metaforiske røre i Yoko. Dét, og en mystisk fisk, hun aldrig kan fange. På en måde er det smukt i sin simplicitet at vise dyrs fangenskab og frihed kontra Yokos, og på den anden side er det ualmindeligt studentikost. De smukke om end trivielle pointer, som Kurosawa presser igennem, har heller ikke pondus nok til at skulle fortælles via en dvælende rejse på to timer.

Det er altså ikke så enestående, at Yoko skal lære at stå alene i Kiyoshi Kurosawas kritikerroste metafortælling. Hvor filmen nærmest står stærkest er i dens tro om, at samtaler og kulturmøder ikke alene kan bane vej for venskaber, men også personlig for udvikling. "To the Ends of the Earth" ender med at være en smuk og lavmælt historie om, at det aldrig er for sent at følge sine drømme – og at selvom vi ikke kan finde vej, kan vi stadig finde os selv.